Wa(l)king Copenhagen – refleksioner og film 30. juli-11. aug.

KAN NÆRVÆR VÆRE POLITISK?

Hvis der er noget, jeg har lært af COVID-19, så er det at være nærværende, lægge mere mærke til mine omgivelser og stille spørgsmålstegn ved hverdagens tempo. Jeg husker stadig følelsen af pludselig at kunne lugte havet fra Nørrebro, fordi bilerne ikke forurenede i gaderne. Jeg havde faktisk ikke bemærket, at den lugt i flere år har været forsvundet ud af byen, før jeg mærkede den kilde i næseborene. Jeg husker de rekordmange frøer, der hoppede rundt på stierne i Frederiksberg Have tilbage i april, og hvordan jeg tænkte, at nu tager naturen pladsen tilbage. Og stjernerne, som jeg bestemt mente var blevet flere og mere klare og lysende end før, COVID-19-krisen tog fart. Nok har pandemien adskilt os, men den har også i høj grad skabt opmærksomhed om rummet mellem os.

Af Mille Højerslev

 

Lydlige landskaber

Da Per Buhl Acs ikke længere kunne holde ud at se og lytte til nyhederne og høre den samme historie blive fortalt igen og igen, begyndte han at vende indad og søge mod det nære; familien og de venner, han måtte og kunne se. I sin vandring reflekterer han over de følelser, ”vi alle har været igennem”, som han udtrykker det; ”ensomheden, rummet imellem os og afstanden”. Han lytter til byen og skaber billeder af de lyde, der kommer retur til ham. Det landskab, han frembringer med sin musik, det filter, han lægger over København, performes live med vokal og en mini-synthesizer. Live-kompositionen blander sig med de spontane lyde fra de steder, han kommer forbi, samt de lyde, han har optaget på forhånd, inden hans vandring startede. Bl.a. Fælledparken, spillestedet Mayhem, Den Røde Plads, Thorvaldsens Museum og Hofteatret. ”Musikken handler om den tid, vi er i nu, har været i og er på vej hen til”.

 

Lyden af rindende vand

”Er der en portal?”, spørger en stemme. ”Under broen er der en portal”. Nok befinder vi os hverken under eller i nærheden af en bro, men i selskab med Maria Laurette Friis føles det næsten som at blive suget ind i en parallelverden. Den følelse understreger hun ved at bruge en collageteknik, der laver en spejling af det udsnit, hun indrammer med sit kamera. Alt indholdet i billedet suges ind mod midten – ind i ingentingen eller altingen. Friis er musiker, lydkunstner og komponist. Men jeg har næsten også lyst til at kalde hende for billeddigter med den måde, hun bruger billedet og teknologien på. Hendes visuelle fortolkninger får hver video til at ligne et billeddigt. Musikken skaber naturligvis også billeder, indre billeder, der både understøtter og taler hen over det filmede. Lyden er storladen og dramatisk. Den elektroniske komposition indeholder også akustiske optagelser af instrumentspil og lyden af vandplask og menneskestemmer

 

Kan nærvær være politisk?

Nærvær er også et centralt tema for Jacob Langaa-Sennek. I løbet af sin 12-timers vandring har han inviteret en række forskellige personer til at stå foran kameraet og kigge ind i linsen uden at tale. ”Today’s topic is presence – in all forms and shapes ”. De filmede personer reagerer alle forskelligt; der er generte smil, et løftet øjenbryn, et hoved på skrå, et stirrende blik, øjne der misser og bliver trætte, dybe vejtrækninger ned i maven, sammentrækninger i halsen og et bryst, der løfter sig. Ind i mellem de stille portrætter, der portrætterer nærvær, interviewes en anden gruppe personer, som vi aldrig får sat ansigt på. Vi hører kun deres stemmer. En kvinde fortæller bl.a., at nærvær for hende er ”at kigge et andet menneske i øjnene og bare lægge mærke til, at du er her, og jeg er her. At vi er her sammen kan være en stor oplevelse”. Hvis vi kan bevare os selv i stedet for at lukke mere og mere ned, så vil vores verden blive mere spændende, lyder konklusionen.

 

Byens lyde forandrer sig

”On a walk through a city that doesn’t exist”. Elsebeth Jørgensen er også begyndt at se og sanse byen på en anden måde under COVID-19. Hun lagde mærke til, at gaderne var tomme, og lyden af byen var begyndt at forandre sig. I sin vandring undersøger hun byens forandring ud fra et arkivbaseret og fugleperspektivisk princip. I stedet for at filme byen og i byen zoomer hun ind på visuelle punkter på forskellige historiske kort og tegninger fra bl.a. Københavns Stadsarkiv, mens det samme abstrakte musikværk spiller i baggrunden, og Jørgensen læser op fra forskellige teoretisk funderede tekster, der tager udgangspunkt i det at vandre. Én detalje kan jeg genkende, for det portrætterede landskab er mere eller mindre identitisk med landskabet i dag: Det forestiller et hjørne af Søndermarken. På tegningen ser man en bro, der mødes i et højt knæk. Broen er dog ikke den originale, men en rekonstrueret udgave.

 

Slikke på en lygtepæl

”Hvis man vil finde nye veje, så er man nødt til at undersøge nogle ting”. Det har Karoline H. Larsen så absolut ret i. Måden, hun gør det på, er at bruge kroppen først. Og ikke bare ved at bruge sine hænder, sine øjne og lugtesans. Nej, tungen kommer også i brug. Hun slikker på en lygtepæl bare for at finde ud af, hvordan den smager. Hun slikker også regnvand af et blad, fordi hun er tørstig. Hun lægger sig på græs og asfalt, oven på en bænk og under samme bænk. Larsen undersøger byens teksturer helt tæt på. Som menneske, men også som ”dyr, instinkt, savl og græs”. ”Hvor jeg ikke, og hvor jeg også, går lidt fri af nogle af definitionerne og ordene, vi har”.

 

Fællesskabet i en gul dragt

Med sin Community Walk undersøger Charlotte Østergaard, hvordan vi skaber fysisk nærvær. Designeren har kreeret en gul dragt, der lyser op som en lille sol i det grå og monotome København. Dragten forbinder Østergaard med den gæst, hun vandrer med. Den gule klædning, som Østergaard kalder den, består af to buksedragtslignende kostumer, som er forbundet af en række strenge. Det er hverken muligt at slippe væk fra hinanden, undslippe samtalen eller stikke af fra spontane tilråb. I løbet af vandringen reflekterer Østergaard og de 12 inviterede gæster over begrebet ‘fællesskab’ – sprogligt og som fysisk erfaring. Der blev bl.a. talt om det digitale fællesskab over for det fysiske, om det forpligtende fællesskab, om forbindelser og hvordan forbindelser kan forandre et fællesskab, hvad ‘fællesskabet’ betyder for en ikke-dansker, hvordan man selv skaber et fællesskab, og hvordan de lange tråde i den gule klædning i konkret forstand udfordrer fællesskabsbegrebet, fordi den laver blokader i gaden.

 

Klassesamfundet peget ud

Foruden at skabe mere nærvær og opmærksomhed om de omgivelser, vi deler, har COVID-19 også tydeliggjort, hvem der hører blandt de privilegerede i samfundet, og hvem der tilhører de udsatte grupper. Beviset på, at Danmark er et klassesamfund med store skel, kom med COVID-19. Uligheden i samfundet forestiller jeg mig bl.a. har inspireret Maja Lee Langvad til at tage udgangspunkt sin egen oversættelse af Max Frischs bog Fragebogen / Spørgeskemaer fra 1987. I Spørgeskemaer falder spørgsmålene i kategorier som: Overlevelse, ægteskab, håb, penge, humor, ejendom og død. Disse kategorier tvinger  de involverede – beskueren og læseren – til at relatere til deres egne sociale, kulturelle, politiske og økonomiske virkelighed og overbevisninger. Hun læser op fra bogen, mens folk cykler forbi på Dronning Louises Bro, på Københavns Rådhus’ øverste balkon, mens en masse skulpturelle kopier lytter med på Thorvaldsens Museum, foran Nationalbanken, ved Christianshavn Kanal, på en terrasse på Amager, på en tilfældig villavej, i Østre Anlæg, for enden af Rentemestervej, på en kirkegård og i Emaljehaven på Nørrebro. På det sidste stop læser hun de svar op, der er kommet i løbet af dagen på de spørgeskemaer, hun gjorde tilgængelige via et link i Facebook-videoerne. Og sådan sætter stederne emnerne og kategorier i et nutidigt og lokalt perspektiv. Suzanne Brøgger gæster også vandringen – dog ikke i egen høje person.

 

Hamlet skar i sig selv

Byens beboere spiller hovedrollerne i Tue Bierings vandring. STATEN, som vandringsværket hedder, bruger Hamlet som skabelon, og hvert nedslag er opkaldt efter en karakter i det ikoniske stykke dramatik. De 12 forskellige borgere, som vi møder undervejs, har alle på den ene eller anden måde en relation til Hamlets karakterer og det at være borger i staten. Vi møder personer fra samtlige sociale klasser; fra den statsløse til en blandt samfundets rigeste 2%.

”Alle har vi afgivet noget af vores frihed til staten for til gengæld at modtage den tryghed, som fællesskabet giver os. Men er vi trygge, og er vi egentlig fælles om noget længere? Og hvad er der tilbage af STATEN?”, spørger Biering uden egentlig at finde svar. Den fortælling, der gjorde størst indtryk på mig, var den, der havde fået navnet Hamlet. Her fortalte protagonisten om at skære i sig selv og ryge ind og ud af psykiatrien for til sidst at få skabt sig en normal tilværelse med mand og børn. Hendes fortælling var ikke så meget en sygdomshistorie, som det var en historie om ikke at blive set og forstået og derfor i en periode nægtet chancen for at blive inkluderet i samfundet. Indtil den dag hun tog sin frihed tilbage.

 

Den ideologiske arkitektur

Når jeg kigger rundt i byens nybyggede kvarterer, overvejer jeg altid, hvem de bygges til. Jeg kommer i hvert fald næppe til selv at kunne betale for at bo i de betonlejligheder, der skyder op som ukrudt, og da slet ikke, hvis jeg bliver ved med at være lige så fattig som nu. I 1930’erne til 70’erne var nybyggeriet og arkitekturen en anden. Dengang byggede man for almindelige mennesker og for fælleskabet. Arkitekt Tina Saaby og urbanist Niels Bjørn tager os med på tur fra København til Gladsaxe, fra byen til forstaden. ”Velfærdsarkitektur” er det begreb, de samler de bygninger, de kommer forbi, under. Sammen leder de to efter viden, som de kan viderebringe til fremtidige generationer. De ord, de gerne vil have, at vi husker på i fremtiden, er bl.a.: Omhuen med detaljen, det sanselige, mere resiliens, generøsitet med grønne områder og at tænke offentlige investeringer såsom skoler, institutioner og dagligvarebutikker ind i byfornyelsesarbejdet.

 

Samtale med Kina

Udbruddet af COVID-19 startede som bekendt i en provinsby i Kina. Men hvordan har de kinesiske kunstnere det, og hvordan klarer de sig gennem krisen? I Gritt Uldall-Jessens vandring løftes blikket, og vi inviteres til at lytte med, når der læses højt fra korrespondancen med den kinesiske manuskriptforfatter Xiao Jing, som Uldall-Jessen har skrevet sammen med siden midten af marts. Uldall-Jessen stiller spørgsmål, som har været relevante for håndteringen af situationen herhjemme: Hvordan er det at være i karantæne? Hvordan er genåbningen af samfundet gået? Og hvordan er det at være manuskriptforfatter og arbejde med scenekunst, når teatrene er lukkede? Xiao Jing fortæller bl.a., at hun har været nødt til at tage et job i reklamebranchen. Der er ingen hjælpepakker til at hjælpe hende igennem den døde periode uden jobs.

Samtalen iscenesættes bl.a. ved, at Uldall-Jessen filmer ved Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have og det kinesiske område i Tivoli, og her opstår der en forbindelse mellem København og Beijing – omend den er kunstig. Det var meningen, at Xiao Jing skulle være kommet til København for at præsentere et nyt stykke. I stedet – i enkelte nedslag – læser to skuespillere hendes oversatte tekst højt og dramatiserer den. Det gør de, mens de sidder ned på to stole i en forholdsvis tom sal uden elementer, der forstyrrer øjet. Jeg føler mig både langt væk og tæt på de erfaringer, der fortælles om, ligesom verden både føles mindre og større, fordi jeg gennem Xiao Jings vidnesbyrd får et personligt blik på den nuværende situation i Kina – eller rettere Beijing. Jeg kan kende mig selv og min egen COVID-19-tilværelse i deres samtale. Uldall-Jessens (og mine egne) erfaringer og hverdag gøres globale – der, hvor de personlige og samfundsmæssige forhold kan sammenlignes, naturligvis. De steder, vi kommer forbi på ruten, er steder, som Jing gerne ville have oplevet i København, hvilket åbner for endnu et personligt lag i samtalen mellem de to kunstnere. På den måde føles det som, at hun er her alligevel. Korrespondancen i sin fulde længde er i øvrigt udgivet i onlinemagasinet Bastard.blog som performancetekst og kan læses dér.

 

Galaktisk vej gennem København

Fremtiden synes meget langt væk, fordi nutiden er så ekstrem og underlig. Men for Naja Lee Jensen er fremtiden tæt på. ”Somewhere in Copenhagen. Somewhere in space”, står der skrevet hen over skærmen i Jensens videoer og minder os om, at jorden bare er ét stop på mælkevejen. ”Bag den blå himmel findes det uendelige univers. Jorden er et af mange legemer, der findes i solsystemet”, fortæller hun. ”Jeg har brug for det galatiske perspektiv i mit liv”, forklarer Jensen, og derfor lægger hun et galaktisk spor i byen, hvor hun optegner solsystemet i København, så hun i fremtiden kan blive mindet om jordens placering i solsystemet og få et andet mere proportionelt blik på livet som menneske. De sten, hun tager med sig på sin tur rundt i byen, kommer ikke fra rummet, men fra jordens indre. De fortæller en historie om vores forhold til sten. Bl.a. at vi bruger dem til at indgravere vores kæres navne, fødsels- og dødsdato på. ”Venner rejste dette minde”, står der på en af de gravsten, Jensen optager i sin video. ”Mor” på en anden.

 

Det er helt naturligt, at Trevor Davies, som er direktør på Metropolis sammen med Katrien Verwilt, får lov at afslutte Wa(l)king Copenhagen og sætte punktum for denne tekst. I sin vandring samler han trådene. Det er både spændende og fascinerende, hvor mange ord han har i sig, og den tid, man fra platformens side har givet ham til at udlægge og fortælle om projektet og dets indhold. I et avis- eller radiointerview ville man aldrig kunne inddrage så mange perspektiver og gå så meget i detaljen, som der gøres her. Han fortæller om tilblivelsen af festivalen, den kuratoriske rammesætning, udvalgte bidrag og de temaer, der forbinder dem. For de, der har fulgt med på bloggen og i mine refleksioner, vil man måske kunne genkende nogle af beskrivelserne. Mine ord får krop, en ny lyd og nye betydninger, når de kommer ud af Davies’ mund og optages på film. Det samme gør sig gældende for kunstnernes egne udlægninger, som ind i mellem også bliver genbrugt. Ligesom videovandringerne er teksterne også en del af projektet, og derfor er det meningsfyldt, at de også gives plads og tænkes ind i denne opsamling. For Davies’ vandring er mere end bare et personligt bidrag, der viser steder, han har en tilknytning til. Vandringen for ham er en måde at starte en arkiveringsproces af det enorme materiale, som er Wa(l)king Copenhagen.

 

30. juli: Charlotte Østergaard
31. juli: Per Buhl Acs
1. aug. Maja Lee Langvad
2. aug.: Gritt Uldall-Jessen
3. aug.: Tina Saaby
4. aug.: Naja Lee Jensen
5. aug.: Karoline H. Larsen
6. aug.: Jacob Langaa-Sennek
7. aug. Elsebeth Jørgensen
9. aug.: Maria Laurette Friis
10. aug.: Tue Biering
11. aug.: Trevor Davies

 

UDVALGTE FILM

30. juli: Charlotte Østergaard

31. juli: Per Buhl Acs

1. aug.: Maja Lee Langvad

2. aug.: Gritt Uldall-Jessen

3. aug.: Tina Saaby

4. aug.: Naja Lee Jensen

5. aug.: Karoline H. Larsen

6. aug.: Jacob Langaa-Sennek

7. aug.: Elsebeth Jørgensen

9. aug.: Maria Laurette Friis

10. aug.: Tue Biering

11. aug.: Trevor Davies

 

Se alle vandringer i arkivet på www.metropolis.dk/walking-copenhagen