Wa(l)king Copenhagen 10.-19. juni - refleksioner og film

Wa(l)king Copenhagen 10.-19. juni – refleksioner og film

NYE SAMFUNDSSIND

Fortid, nutid og fremtid flettes sammen. De fysiske steder bliver politiske arenaer, hvor bl.a. kultur-, klima-, flygtninge- og migrantpolitik samt strukturel racisme diskuteres, og hvor æstetik og poesi fremhæves som politiske værktøjer til kamp mod status quo.

Af Mille Højerslev

Da vi i starten af COVID-19-krisen talte om samfundssind, handlede det om at stå sammen for at minimere smitte og stoppe spredning af virusset. I takt med den gradvise genåbning af samfundet har regeringens ’restriktioner’ forvandlet sig til ’anbefalinger’. Det er nu op til den enkelte, om man vil samles med 15.000 andre til demonstration i de københavnske gader. Eller krydse landegrænsen og rejse til udlandet, nu hvor sommeren ikke længere er aflyst. Angsten for at smitte og blive smittet hænger ikke længere tungt over flertallets hoveder i Danmark. Til gengæld vokser angsten for, hvad er det for en virkelighed, vi byder velkommen på den anden side af pandemien.

Magt til kulturen og folket

Billedkunstner Kirsten Dufour Andersen åbner denne cyklus med succeshistorien om Amagerbanen, der fortæller om en aktivistgruppes kamp for få at politisk opbakning til at frede området. Faktisk blev forslaget først vedtaget for ganske nyligt. Denne antikapitalistiske historie skaber håb for andre aktuelle kulturpolitiske kampe som f.eks. bevarelsen af Palads Biografen. Men den minder også om, at magten stadigvæk kan findes blandt folket.

Romantiseren af forladte steder

Engang var Kongelunden et udskældt og ikke særlig attraktivt asylcenter. Beboerne blev syge efter få måneders ophold, som man senere fandt ud af skyldtes asbest i væggene, hvorfor bygningerne siden blev jævnet med jorden, og beboerne spredt ud på landets asylcentre. Sammenlignet med f.eks. Ellebæk, hvor beboerne hverken har eget køkken, egen have eller eget fodboldhold som på Kongelunden, står mindet om det asbestramte asylcenter tilbage i et ømt lys. Performancekunstner Cecilie Ullerup Schmidt viser, hvordan man nemt kommer til at romantisere forladte steder, deres poesi og historier og huske steder som Kongelunden for, hvad det er blevet til snarere end, hvad det var.

Dystopiske landskabsmalerier

Scenograf og koreograf Jon R. Skulberg er anderledes dystopisk i sit udtryk. Hans vandring gennem natten ender i en have, hvor der nærmest hersker en mytologisk stemning. Det er som at være på Akropolis – lige indtil det øjeblik, hvor en lastbil kører ind i billedet og bryder fantasiens kæde. Skulberg skaber på én gang abstrakte og hyper-konkrete billeder, der er en science-fiction-film værdig i sine detaljer og farvesammensætning. Er de filmiske landskabsmalerier et varsel om vores egen undergang?

I H.C. Andersens fodspor

Billedkunstner Jytte Høy bruger en anden metode til at bringe fortiden ind i nutiden. Hun vandrer Amager rundt i H.C. Andersens fodspor ad en rute, som forfatteren beretter om i bogværket Fodreise. Fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Mens H.C. Andersen bevægede sig væk fra virkeligheden – må vi formode – og længere ind i sin egen fantasi, bringer Høy konkrete steder fra Andersens værk og viser, hvordan de tager sig ud i dag. Med sig i rejsetasken har hun mere nutidige titler som f.eks. Werner Herzog: Of Walking in Ice, Tomas Espedal: GÅ og Rebecca Solnit: Wanderlust, der alle handler om at vandre.

#BlackLivesMatter

Den strukturelle racisme, som i øjeblikket får folk til verden over at gå på gaden i vrede og protest, bygger på levn fra kolonitiden. Nogle dage efter den første #BlackLivesMatter-demonstration – eller manifestation – i København tager Michelle Eistrup os med på en rejse ind i fortiden. Billedkunstneren, der er født på Jamaica, bruger live-formatet til at udfolde sin egen familiehistorie og sætte den i relation til arkitektur, kollektiv hukommelse og glemsel.

Karantænen er glemt – men ikke for Bo Madvig

Sideløbende med #BlackLivesMatter-bevægelsens overraskende momentum har vi i Danmark bevæget os ind i en ny fase. Gæster stimler sammen på barerne og caféerne, som om virusset har forladt landet, og corona-krisen aldrig har fundet sted. Isolationen og karantænetiden føles næsten glemt. Men ikke for skuespiller Bo Madvig, der har ført dagbog, siden nedlukningen af Danmark satte i kraft, og indvilger os i sine tanker. Med os som vidner skal han tage en beslutning om, hvorvidt han ønsker at bryde ud af sin karantæne eller fortsætte sin isolation.

Lignende personlige erfaringer og behovet for at stritte imod ser man hos performancekunstner Seimi Nørregaard og danser Snorre Hansen. I øjeblikket, hvor menneskene og køretøjerne igen fylder i de københavnske gader, og hvor man ikke længere kan lugte havet på Nørrebro eller se stjerner om natten, vækker disse vidnesbyrd vores sanser og bringer poesi ind i hverdagen.

Kunst- og kulturinstitutionerne vs. storcentrene

Nedlukningen og særligt genåbningen er også et tema hos komponist, Jakob Draminsky. Han ironiserer bl.a. over, at storcentrene fik lov at åbne før kunst- og kulturinstitutionerne. Det gør han ved at lave en – vil jeg kalde det – spøgelseskoncert i Frederiksberg Centret, hvor det eneste, man ser, er refleksioner af handlende og folk på cykelstien. Man ønsker sig, at kulturminister Joy Mogensen ser med.

Om de, som er afhængige af andre

Flere er under COVID-19 kommet frem til, at de i fremtiden vil prioritere familien og finde en bedre balance mellem hjemmet og arbejdslivet. Det tager arkitekt Dominique Hauderowicz op i sin vandring, hvor hun besøger de 12 forskellige institutioner, hvori vi placerer mennesker, der oftest står uden for arbejdsmarkedet og derfor er afhængige af andre; en børnehave, en skole, et jobcenter, et plejehjem og et krematorium.

Hvad betyder tilbage til ’normalen’?

Den kritiske sans, sårbarheden og ønsket om forandring, som COVID-19 vækkede i størstedelen af os, forsøger kunstnerne at strække ud og holde i live. Det, videoerne bl.a. har til fælles i denne cyklus, er, at de tvinger os til at reflektere over de erfaringer, COVID-19 satte i gang. De minder os om, hvor vigtigt det er at beholde det kritiske blik på os selv, vores arbejdsliv samt vores fælles ansvar over for hinanden og samfundet.

10. juni: Kirsten Dufour Andersen
11. juni: Cecilie Ullerup Schmidt
12. juni: Seimi Nørregaard
13. juni: Michelle Eistrup
14. juni: Snorre Hansen
15. juni / dag: Jakob Draminsky
15. juni / nat: Jon R. Skulberg
17. juni: Dominique Hauderowicz
18. juni: Bo Madvig
19. juni: Jytte Høy