De første 10 vandringer er fuldført, 180 kilometer tilbagelagt, og vi har været vidne til 120 mikro-performances eller livstegn, som vi ynder at kalde dem, spredt ud over byen som akupunktur-punkter.

Steder
Vi har set byen tidlig morgen fra en Vesterbro tagterrasse, gennem solnedgangen på Vestre Kirkegård, vi har set Amager Strandpark på en solrig eftermiddag, Refshaleøen under en midnatsmesse og indre by fra en ensrettet sti rundt om Søerne.

Vi har besøgt hvinende togspor, nedlagte industrielle cementkonstruktioner, kunstinstallationer i Ishøj, vindomsuste hjørner på Nørrebros stræder, hemmelige graffititunneller, frodige søbredder, tomme legepladser og nordisk savanne-landskab. De første linjer af en følelsesmæssig, kumulativ kortlægning af byen.

Tomhed
Alle vandringer reflekterede over og fangede følelsen af ensomhed, delvist som følge af den statiske bevægelsestilstand fremkaldt af denne nedlukning af samfundet, men de fandt og fangede også skrøbelige øjeblikke. Fastfrosne ansigter og frosne hænder i natten, forhøjede lyde, skygger af kunstnernes egne kroppe i bevægelse gennem solstrålerne, folk der ønsker at nærme sig, men alligevel holder afstand.

Det var måske den sidste hele uge under lockdown som fanget i Tim Hinmans aftenoptagelser fra Københavns Hovedbanegård. En tid med øget fornemmelse af den daglige Nordic Noir-tristesse, der siver ud af byens funktionelle løsninger og indretningen af det offentlige rum. Vi ser næsten ingen colaflasker eller gamle aviser eller tabt børnelegetøj på gaden – de små tegn på menneskeliv. Coronavirus har tydeligvis støvsuget byen for affald og for alt. Pænt klædt på, men ingen steder at gå hen.

Stemmer

Stemmerne, vi hørte, var spørgende. ”Hvor er jeg?”, spørger Lilibeth Cuenca Rasmussen de mennesker, hun møder – for at spørge fremmede om vej. ”Jeg er faret vild” refererer måske ikke kun til gaden og stedet, men til hele vores fælles situation og tid, hvor vi søger svar. Thierry Geoffroy er konfronterende og legende med sine f´grafiske spørgsmål sprayet over hans endeløse beholdning af bivuakker. ”Er coronakrisen enden på demokratiet?” er hans hovedspørgsmål for projektet.

Annette Skov sætter spørgsmålstegn ved hedens og biodiversitetens forsvinden. Annika B. Lewis reciterer artivistiske strategier tilsat koreograferet bevægelse, og Jomi Massage reciterer digte om ufuldendte løfter om demokrati, mens hun støber nøgne legemsdele som en manifestation af den politiske krop.

Følelser

Spektret af følelser og sanser, der blev stimuleret, var bemærkelsesværdigt. Jørgen Tellers legende percussion med objekter og overflader var fuld af barnlig glæde, og hans insisteren på det impulsive gav os som legekammerater mulighed for at dykke ned i vores egen hukommelse og genkalde barndomsminder.

Flere vandringer opfordrede os til at flytte os, især Gry Worre Hallbergs 27-kilometers vandring i nærmeste statiske og fredfyldte landskaber som taget ud af danske Guldaldermalerier tilsat en surrealistisk og mytisk atmosfære.

Annette Skovs midnatsbål gav en ceremoniel afslutning på den første 10-dages periode – stadig med 90 dage til at fortsætte udforskningen af byen som den udvikler sig dag for dag.

Her er 10 udvalgte videoer fra 10 kunstnere, der giver dig mulighed for at lære byen at kende fra vidt forskellige perspektiver. De fører dig ind i denne følelsesmæssige og visuelle labyrint, som vi skaber over 100 dage.

Følg med på www.facebook.com/walkingcopenhagen

Læs mere på www.metropolis.dk/walking-copenhagen

Læs også blog-indlæg af Mille Højerslev Nielsen om åbningen af Wa(l)king Copenhagen 1. maj: “Fransk brandtale på corona-ramt 1. maj“

Foto: Thierry Geoffroy