Værkerne flettede sammen – refleksioner fra Performing Landscapes Møn – Liselund Have

Liselund Have er et meget specielt sted, og det er lidt langt væk, men der er altid mennesker. Det er lidt specielt, for det er en romantisk have og et fint sted med ro. Man træder ind i et romantisk billede og forestillingen om naturen på det tidspunkt, hvor haven er anlagt, og man indgår i det billede, uanset om man vil det eller ej, og det gør publikum også.

Haven er landskabeligt formgivet som en slags skål. Der er et perspektiv, hvor du kan se andre mennesker bevæge sig rundt i parken som et todimensionelt billede. Efterhånden som dagene gik, så slusede vi mere og mere sammen og begyndte at interagere mere og mere kunstnernes værker imellem.

Egentlig var vi startet med at have et timefastlagt program, men folk kom i et konstant flow, så vi fandt ud, at nogle gange gav det mening at interagere med de mennesker, der var der, som ikke nødvendigvis var kommet for Performing Landscapes – mange var – men så at spille for dem. Det var en erkendelse, som gjorde, at vi begyndte at spille mere og mere, som det passede.

Vi havde så mange perspektiver og kunstneriske praksisser, der spillede fint sammen. Vi havde opsamling til sidst, der var stor enighed om, at det var givtigt at indgå i det flow, som var et mere flydende format, som er lidt modsat af, at man køber en teaterbillet. Det er et åbent format, man skal kunne gå til og fra.

Min overskrift var ”Liquid Landscapes” – vandet og de materialer, det medbringer gennem landskabet. I geologisk tid havde jeg samlet kridt, ler og jord, flint og granit, som er taget med af vandet. Granitten fra istiden er kommet ned fra Norge og Sverige. Det var den installation, jeg leverede.

Duftlaboratoriet var en god ice breaker (Rune Fjord har tidligere arbejdet med et duftlaboratorium, hvor han destillerer planter og blomster på det givne sted. Det valgte han også at inddrage i sit værk i Liselund Have, red.).

Det startede en samtale om landskabet, for på en eller anden måde er både lyd og duft lidt afvæbnende i forhold til fysisk teater. Der er ikke noget filter på den måde, for når du dufter til noget, så minder duften dig om et eller andet, og det er et fint sted at starte en samtale.

Den anden del, jeg havde arbejdet med, var ni bårer opstillet i landskabet. Jeg tænkte på, hvordan bærer du sten og materialer ud, når du laver arkæologiske og geologiske udgravninger?

Der var vandmynte, som jeg destillerede på stedet, for pludselig var der vand. Det er jo det, der er formgivningen af haven, vandets bevægelse ned gennem landskabet, så havde jeg gjort det teatralsk og opstillet sorte bårer, hvor man kunne bære stenen, sandet, leret på med en lille hilsen til jordens tilstand.

Christina Louise Jørgensen skrev videre på det og kom ind på det romantiske billede i sin performance lecture og det lidt mere den kritiske måde som videnskabsmandens arbejde med materialerne, for jeg arbejder med et æstetisk blik, så nogle af opstillingerne var nature morte. Her taler jeg om spejlingerne i vandet, som hun sætter i et større filosofisk perspektiv. Jeg er mere én, der gør det med materialer.

Det var helt uformelt, og jeg fik nogle gode snakke med publikum. Folk var nysgerrige, og så var meget af snakken centreret omkring det med at dufte, og hvad det mindede folk om.

Jeg havde også noget skovmærke, som jeg havde destilleret på stedet. Det ramte interessen hos folk – mange tyskere – for skovmærke – viser det sig – er en kæmpe ting i Tyskland. Det var ret spøjst. Små børn får tit skovmærke, som de kalder Waldmeister, skovens mester, i børnedesserter, og man kan også få øl brygget med skovmærke. Det, jeg lavede, var dufte til at putte på kroppen eller ud i rummet.

De andre installationer var ikke så lette at tale om af en eller anden grund som min med duftlaboratoriet, men bare æstetiske og smukke og alvorlige. Så var der stenene på bårerne og materialerne derpå. Men det var også bare smukt. Så var der spejle på, som spejlede skyerne, himlen og vandet.

Nana Francisca Schottländer brugte spejlene i sin performance walk. Det var et kryds, der skete mellem vores værker. Hun tog de store spejle og tog dem med i vandet. Jeg hjalp hende med at bære et af de store spejle ned i vandet, så jeg indgik i hendes værk. Der er et samspil og interesse for emnet, som er fælles for os, men vi arbejder fra forskellig vinkel.

Hendes performance var meget kraftfuld, især når det foregik i parken, og hun gik ud i søen, for det er en sø fuld af andemad. Det var ret heftigt, for hun laver billeder med sin krop og materialer og landskabet.

Christina Louise Jørgensens performance lecture var meget fin, og den talte om vandets æstetik og byggede på mit værk. Hun sad ved vandets forløb med fødderne i bækken. Det var allerede planlagt på forhånd, så der var en forbindelse med mit værk, mens det med Nanna opstod [undervejs].

Marie-Louise Stentebjergs performance (”Embodying Landscapes – Choreogarden”) var en bevægelsesinteraktion for publikum med højtalere. Hun talte fra et andet perspektiv, en slags meditation i bevægelse, en slags dans, hvor man også synker ned i lagene gennem muld, jord og kridt, som jeg har lagt op, som man kan se, så på den måde var der mange forbindelser, og Sophie Duponts mere sfæriske performance (Breathing Landscapes), men alligevel helt nede på jorden, hvor man trak vejret. Jeg prøvede de forskellige ting.

”Breathe with me” hed den, og der var opstilling af to højtalere. Hun inviterer til at interagere med hende, og så sidder man med ryggen til hinanden og trækker vejret, så sidder man en eller to eller fem. Man kommer helt ned i gear og er i kontakt med landskabet og sig selv og dem, man trækker vejret sammen. Der kommer også lyd på med mikrofonerne, så det bliver både skørt og sjovt, intimt og voldsomt og alt muligt.

Liselund Have er et fantastisk sted.

Efter den sidste spilledag, tog vi diskussionen op; gik vi for meget med landskabet? Liselund Have er et behageligt sted. Men overordnet har Performing Landscapes også en kritisk tilgang til vores omgang med naturen, miljøet og livet. Vi var enige om, at måske har det været mere subtilt i de her værker. For mit vedkommende gik jeg med æstetikken, men man kan jo godt sige, at en sort båre [med døde materialer på] godt kan være lidt heftigt.

Det var tre gode dage.

Det mest overraskende var egentlig, hvordan tingene opstod undervejs. For min egen praksis sker det meget mellem hænderne, det skal jeg bare fortsætte med. Jeg havde planlagt nogle rammer, men jeg havde ikke helt planlagt, det skulle være en båre. Men det blev det. Det var i interaktionen med materialerne, hvor jeg stod jeg og stablede det op og tænkte; man bærer det jo rundt og tager det med sig. At lade materialerne spille op mod kroppen. Det er landskabet, der performer, men i interaktion med mennesket. Jeg flytter materialet med mig som menneske, og så flyttes materialerne via vandet af landskabet selv. Jeg slæbte i bogstavelig forstand rundt på materialer, da jeg var der, og blev fysisk træt hver dag. Det var fedt.

Af Rune Fjord fortalt til Metropolis

Foto: Thomas G. Bagge