Tomhed i bevægelse – reportage og refleksioner fra Morphosis
Af Niels Kristian Bonde Jensen
Dyt, skrig, en bil gasser op, mens den kører forbi på Kløvermarksvej. Jeg får et chok, men koncentrerer mig om at holde øjnene lukkede. Et par cyklister passerer også: ”Hvad laver de?”, spørger den ene. Man forstår deres undren. På en lang række står vi 20 personer i stilhed, lukkede øjne og hænderne placeret på hinandens skuldre. Vi er forberedt – klædt i regntøj. Det er gråt og trækker op. Rækken sætter i bevægelse rundt om et hjørne, ned ad en lille grussti på vej ind på den byggeplads, der skal blive det nye Kløverkvarter. På vej ud i ingenting.
”Fokuser på jeres sanser og bevægelser, gem smalltalken til efter”, fortæller en guide os. Vi bevæger os søgende frem i akavede, asynkrone ryk. Vinden rusker i trætoppe, kan man høre, og enkelte dråber rammer mit ansigt. Så en gren fra en busk. Det er en dobbelt bevægelse: dels indadskuende, opmærksomhedsstimulerende, fællesskabsdannende, men samtidig er der også noget foruroligende over at være del af en flok, der sådan lader sig lede i blinde mod det ukendte. Som lemminger mod skrænten, lam mod slagtehallen.
Vi bliver bedt om at bryde op og åbne øjnene længere nede ad stien. Foran os blokerer en grushøj horisontlinjen. En vindmølle stikker op til højre, Copenhill til venstre. Højen er rå, ukrudtsplanter og græs i totter blandt små pøle af kalket vand. Mine øjne søger fikspunkter, da to liggende kroppe anes bag den sparsomme vegetation på højens top. Arme og ben i langsom rotation i takt med vindmøllebladene. Så en hel krop, sortklædt, der tumler i slowmotion ned langs højens ene side, mod os. En mystisk, minimalistisk koreografi, der lader sanserne og tankerne vandre væk fra kroppene og ud mod omgivelserne og tilbage igen. Hvad er dette mellemrum, vi står I? Mellem industri og bevoksning præget af både vild laden-stå-til og tydelig menneskelig påvirkning. Et landskab konstrueret og forladt.
Dobbeltheden bliver tydeligere, da vi guides videre til en nøgen jordkvadrat ved stiens ende, flankeret af hegn og Kløvermarkens ordnede plæner. Vi bliver bedt om at gå på opdagelse i stilhed. Det er som at lede efter fossiler i et kalkbrud eller liv på en fremmed planet. En marguerit har rejst sig fra det smattede underlag. Jeg får øje på en container i hjørnet, en efterladt RedBull-dåse, en sten, der ligner en knogle, rustne metalrester. Et plasticrørs rillede overflade buler op fra jorden og ligner skjoldet på en forhistorisk bænkebider, kørt fast og bevaret som fossil i leret. Så viser de to kroppe sig igen på lang afstand: to silhuetter, der vender mod os, mens vi står spredt i stilhed og holder øje som strandede på en øde ø, der spejder efter hjælp i horisonten. Hvad skal vi med al denne tomhed? Hvad er det, vi forsøger at se?
Ved næste post guides blikket. Sedler med udklippede huller er klemmet fast til hegnet. De fortæller os, at vi skal kigge gennem hullet, fiksere på et objekt, gå imod det, tilbage igen, snurre rundt. Forestille os vores kroppe som de arbejdende maskiner i industriområderne i horisonten. Indsamle, efterlade, processere, fortsætte. Selv dette mellemrum i byen, denne tavse eftertænksomhed, fyldes af tvungen aktivitet.
Vi deles op i to grupper. Den ene, min, går op på grushøjen fra før, den anden fortsætter ad det flade, smattede terræn på højens anden side, modsat stien. Vi passerer nu de optrædende kroppe, der kramper i spastiske bevægelser. Ruller sig i sølet. Søger mod hinanden og vikler sig sammen for foden af højen. Grupperne mødes også igen, vi kigger på kroppene i rundkreds. Så bevæger de sig væk, mens mørket falder på. De stiller sig som to sorte stolper i horisonten, ildevarslende synkrone. Som to budbringere, der leverer forbandelsen, eller to støtter uden rækkevidde. Nu er vi efterladt til os selv.
Den sidste post findes ved vandet ved endnu et hegn, hvor vi finder de udklippede stumper fra vores sedler. Også papirets tomhed udfyldes, mens landskabet og kroppene befinder sig i denne overgangsfase mellem at være intet og være noget. Natten her lyses kun op af lysene fra andre bydele, allerede transformerede landområder. ”Hvis I farer vild på vej tilbage, skal I bare holde øje med vandtårnet i horisonten”, fortæller guiden.
Læs mere om MORPHOSIS af Beyond Darkness / 2., 3., 4. aug. 2023
Fotos: Marine Gastineau