Tilbagevenden til naturen – Walking Landscapes Skagen

Walking Landscapes kom 30. august til 8. september til den nordligste tip af Danmark – Skagen. Gennem 10 vandringer i et landskab, der på mange måder skiller sig ud fra resten af Danmark, blev forskellige perspektiver synliggjort gennem originale greb og meget forskellige udformninger. Tilbage står særligt tre temaer, de ti kunstnere dag for dag undersøgte: Tilbagevenden til naturen, forestillingen om det skønne og formning gennem landskabet.

Af Charlotte Kjærholm Pedersen

 

Tilbagevenden til naturen
Om det er klimaforandringer eller en buldrende global og digital verden, der har udløst det, så er det som om, at befolkningen i disse tider søger efter mening og forbindelse til naturen. Og det genspejles i høj grad gennem nutidig kunst og deriblandt en del af kunstnerne, som vandrede i Skagen.

Blandt andet Ellen Kilsgaards vandring Sand på Skagens Odde, der hele tiden er i bevægelse. Hun undersøgte sandets magt og havets styrke, og gennem dansen bevægede hun sig tilbage til naturen. Som den morsomme vadefugl, men også i yndefulde og kærlige koreografier, hvor hver eneste bevægelse efterlod sig spor i det fine sand.

Det samme gjorde sig gældende for Anamet Magvens Naturedance, hvori hun gennem en næsten meditativ naturdans med bløde bevægelser grundfæstnedes i jorden, i lyngen, gennem en gren, der knækkede. Der opstod i øjeblikke en symbiose med naturen, så voldsom den kan være. Hun forvandt ud af Råbjerg Mile og fandt tilbage i de samme fodspor. Her fik publikum også virkelig indsigt i den rå natur, som er voldsommere end de fleste steder i Danmark, når lyden skrattede, fordi det blæste så kraftigt.

 

 

Med en line, der forbandt landskabet og kroppen i en smuk og rolig dans, undersøgte Julie Schmidt Andreasen også sammenhængen mellem natur og menneske i sin vandring, Bindinger. Med en line bevægede hun sig ud i naturen, ind på havnen og alene og sammen med andre rundt i Skagen for at finde forbindelsen mellem mennesker og naturen. Hun fik i fællesskab med børn legen frem i sin vandring, og ved strandkanten efterlod linen sig spor i våde sand.

På Tina Mariane Krogh Madsens vandring, og Kamilla Mez bag en skærm, gik de anderledes metodisk til værks. Kamilla Mez afgav hver time nye udfordringer, og Tina Mariane Krogh Madsen adlød dem. Hun gik i Skagen og bevægede sig også ud i naturen. Øvelsen kom særligt til udtryk ift., hvor man mentalt befinder sig; der hvor man fysisk er eller et helt andet sted? Som f.eks. at give slip på idéen om at nå et bestemt sted hen og bare gå eller at gå efter andre uden at have en rute fastlagt i hovedet. Undervejs reflekterede Tina Mariane Krogh Madsen over flere temaer; hvordan man er til stede, men også forestillingen om Skagen som den skønne maleriske by, der ved nærmere eftersyn også bærer præg af industrialisering.

Forestilling om det skønne
Netop den anden fortælling om Skagen end blot fortællingen om det skønne, det vi forbinder med Skagensmalerne, sollyset på de endeløse strande og det vilde hav, kom til udtryk i flere af vandringerne.

Performer Inga Gerner Nielsen gjorde det gennem en undersøgelse af en sø. Søren eksisterer ikke længere, men på sin vandring ledte hun efter Pink Narcissus, en mytologisk figur, i den drænede sø, der engang eksisterede. Hun forestillede sig en anden fortælling, et andet Skagen end det, vi kender. Men skønheden fornægtede sig ikke på hendes stille, poetiske vandring. Lyset og stillbilleder forbandt de lange sandstrande med solen i traditionel skagensmalerisk tradition, mens Inga Gerner Nielsen forestillede sig, hvordan historien også kunne være.
Der var ikke meget stråhat, pastelfarvede badehoteller og endeløse strande over fotograf Maja Nydal Eriksens vandring Rationelle Landskaber. Hun gik mere konkret til værks, da hun med dokumentarisk præcision gik på havnen i Skagen. Her illustrerede hun en skjult historie med migration, storfiskeri og eksport af alle de skønne fisk i de danske have. Med solopgangen fik de utallige containere og tønder i næsten alle regnbuens farver illustreret det anden virkelighed om Skagen. Et migrationsprojekt, der faktisk er vellykket, og et eksporteventyr på den helt store klinge.

Formning gennem landskabet
Hvem former hvem – er det naturen, der former mennesket, eller forholder det sig omvendt? Gennem fire vandringer blev det spørgsmål besvaret på forskellige måder.

 

Arkitekt og kulturformidler Gustav Fabricius’ vandring, Skagen Klitplantage– Et essay over en levende polis, var en slags udvidet, kunstnerisk naturvandring. På vejen undersøgte han sammen med en naturvejleder fra området, hvordan landskabet var formet. Var det mennesker eller naturen, der stod bag den udformning? Derigennem opstod en umiddelbar forelskelse i og fascination af landskabet med euforisk samtale om naturen, hvor lavarter og bjergfyr blev undersøgt i det særprægede landskab. De kiggede på stier anlagt af mennesker, der nu også bliver brugt af dyr, de undersøgte myretuers biologi, der ikke tager sig af larmende landeveje, og på den måde blev kultur kontra natur også vendt på hovedet.

 

Performer Eja Dues vandring Semiotisk Respiration var en slags afskedsritual med det sommerhus, hun år efter år har holdt ferier i sammen med sin familie. Det eneste bestandige i hendes liv – indtil nu, hvor det er blevet revet ned. Vandringen var nostalgisk; gentagelsen i barndomsminderne var stærke, fordi den aldersløse sfære, hun trådte ind i, var letgenkendelig. Gennem vandringen undersøgte hun tidslighed – tiden går kun én retning, hvilket manifesteredes gennem sandet, der løb ud mellem hendes fingre. På et transparentpapir genskabte hun sit elskede sommerhus, og stemningen ændrede sig, da billedet af huset gik op i flammer. Ren gyser, der måske/måske ikke forløste?

Hvor kommer vi fra? spurgte Helga Rosenfeldt-Olsen i sin vandring Jeg er natur. Ambitionen var at slå analysen fra og være i kroppen og naturen. Legen er en del af hendes praksis, og det kom til udtryk i udforskningen af – og sammensmeltning med – naturen gennem forskellige greb som sang og fri koreografi.

Helt stille og næsten mennesketom var Elle-Mie Ejdrup Hansens vandring Walking 2021, der var en remediering af videoværket ’Linien’. Hun gik langs vestkysten, og hver time satte hun fokus på et nyt ord. Det hypnotiske hav, den evige brusen og den blå himmel var centrum for vandringen. Et af ordene var meditation, og det indrammer oplevelsen af Elle-Mie Ejdrup Hansens vandring. Pulsen sænkede sig, tankerne flød, mens man kiggede på de utrættelige bølger. Solen bevægede sig længere og længere ned, og sidst på vandringen, der meget passende sluttede med ordet univers, gik solen ned omringet af lyserøde skyer og forsvandt i havets horisont.

 

Se program og vandringer fra Walking Landscapes Skagen her.

Fotos: Maja Nydal Eriksen