Teater på afstand, tæt på og med højt til loftet

Af Anne Nymark

Teater på afstand, tæt på og med højt til loftet

Selvom udgangspunktet ”vandreforestilling på Refshaleøens ukendte steder” er ens for de to forestillinger 12 og Phoenix, er teateroplevelsen utrolig forskellig og med til at vise, hvor vidt teatermediet kan strække sig.

Gennem en lang og smuk vandring i store åbne industrielle områder med performere, der pludselig dukker op og laver kunster, byder 12 på det, jeg vil kalde for, ”teater på afstand”. Hvorimod Phoenix tager dig med på en personlig og sanselig vandring, der rent praktisk blot går rundt i en ring, men oplevelsesmæssigt tager dig med på en lang rejse ind i og ud af dig selv – det er ”teater tæt på”.

Teater er indre og ydre billeder

Med vinden i ryggen og aftensolen i øjnene begiver jeg mig ud for enden af dokken. Mit blik fæstner sig på en kvindekrop på den anden side af havnebassinet, der hænger slapt ud af et dæk fastspændt på siden af skibskajen. Jeg er i tvivl, om det er en voksdukke eller et levende menneske. Hendes lange hår flyder frem og tilbage i vandet i takt med bølgernes skvulpen. Dette på en gang skrøbelige og stærke billede fra ”Tørdok 1”, én af 12’s tre ruter, indprenter sig straks på min nethinde sammen med et hav af andre pop-up-billeder, så det tilsammen danner en collage – et begreb koreograf Kitt Johnson selv anvender til at genrebetegne forestillingen.

I Phoenix oplevede jeg mere, at de indre billeder var på spil både med hjælp fra en rolig stemme i høretelefonerne og i samspil med den smukke lyrik og omgivelserne. Men også uden headset i de intime møder med performerne: Mørket omslutter mig i det kolde betonrum, hvor kun lyden af en kvindes tunge vejrtrækken og min egen hjertebanken fylder rummet. Mine øjne og mit sind er meget lang tid om at vænne sig til mørket, som dermed tvinger de indre billeder frem: Rummet er fyldt med mennesker eller fugle!? Er der vand på gulvet eller et stort hul ned til afgrunden foran mig? Filmrullen løber ud, i det øjeblik et par hænder møder mine hænder, og vores vejrtrækninger synkroniseres.

Mærke sig selv blive stor og lille

Den fysiske berøring i Phoenix er også en forskel fra 12, hvor jeg på intet tidspunkt var i fysik kontakt med performerne. Tværtimod legedes der her med det dybe perspektiv, som den klassiske teaterbygning automatisk sætter en stopper for, så performerne oftest befandt sig ude i horisonten – igen ”teater på afstand”. I Phoenix var den nære kropskontakt og det, at man var på en individuel vandring, en medskabende faktor til, at jeg i høj grad oplevede, hvordan forestillingen kom til at handle om mig selv og min krop. I 12 mærkede jeg derimod den befriende følelse af at være et lille væsen i en stor verden. Alle mine bekymringer føltes for en stund ligegyldige i dette åbne ingenmandsland, i teatret med højt til loftet.

I Phoenix kunne man ikke lave denne tilbagetrækning fra sin bevidsthed. Tværtimod var det teater så tæt på, at det fik mig til at indse vigtigheden af, at vi nogle gange tillader os at sænke tempoet, kigge ind i os selv og samtidig betragte os selv udefra. Alt sammen for at mærke hvordan vores krop er en yderst afgørende brik i det store verdenspuslespil.

Fri leg i virkelighedens kulisser

I eftertanken til begge teateroplevelser står begrebet ”fri leg” tydelig for mig. I 12 leger performerne på Refshaleøens rå og enorme legeplads, og i Phoenix får du fra start at vide: ”Whatever happens is how it should happen.”, hvilket spiller godt sammen med den stedsspecifikke genre – for når virkeligheden er kulisserne, bliver selv den stærkeste vind på Refshaleøen en fantastisk med- og modspiller.