Exit Circumstances Metropolis København 2023

Takt og tyngde – reportage og refleksioner fra EXIT

af Niels Kristian Bonde Jensen

»Det er noget med, at det godt kan blive lidt farligt«, »Åh nej, skriver de ligefrem det?«. To kvinder sidder bag mig og forventningsafstemmer. Den ene har hevet den anden med i aften, hvor vi i spænding venter på danse- og cirkuskompagniet Circumstances, der skal optræde, men med hvad præcist? En koreografi, en dramatisk forestilling, akrobatik?

Som man sidder i den rå hal på Refshaleøen og kigger op på den bare scene, hvor kun tre facadeelementer med døre er placeret – ingen trapezer eller rekvisitter eller balanceliner – kan man blive i tvivl om, hvor flossede nerver, man skal indstille sig på. Hvor halsbrækkende kan det mon blive?

Til en start ånder man lettet op. De fire artister går frem og tilbage i hallen og på scenen. Kraftfulde, resolutte skridt. Blikket rettet stift fremad. Så begynder en leg med dørene. Som i en tegnefilm eller en stumfilmskomedie bevæger artisterne sig på skift ind og ud ad dørene på scenen, smækker en i, dukker op bag en anden, iklæder sig ny uniform, jagter hinanden, kæmper om åbningerne. Et optrin, der er både komisk, desorienterende, og som på overfladen kan virke kaotisk, rodet. Samtidig er det tydeligt, at hvert skridt, hver håndsrækning er nøje indstuderet og timet til beatet over højtalerne. Som et urværk eller som det moderne menneskes transportable dagligdagsliv – fra matrikel til metro til kontor til supermarked og tilbage igen. Hver dag ind og ud ad døre.

Exit Circumstances Metropolis København 2023Der går dog ikke længe, før man får pulsen op. Det viser sig, at den minimalistiske kulisse på scenen, som de optrædende kroppe, er omskiftelig: Facaderne kan klappes sammen og vendes rundt, sågar rotere om egen akse. Pludselig hænger den midterste dør på hovedet i luften for enden af en facade. Artisterne danner nu fælles front, løser forvirringen og den interne kamp om pladsen i jagten på et nyt fælles mål: Dén dør må de nå! Hvad der udspiller sig, kunne ligne flugtscenen i en fængselsfilm, hvor kroppene løfter hinanden, kaster hinanden, griber hinanden, arme og ben roterer, en rygsøjle bruges som rutsjebane, håndflader som gangbro over den tomme luft – alt sammen for at nå denne ene udvej. En symbiotisk organisme, der kæmper for flugten. Måske friheden.

Til sidst ender man alligevel på kanten af sædet. Den midterste facade roterer nu om sig selv med høj fart. Den bruges som balancebom, vippe og vægtstang. Én artist glider ned ad den ene side og skaber modvægt, mens en anden slynger sig op, hængende i modsatte kant og lander lige nøjagtig på et plateau oven på facaden til højre. I hvad der næsten må være en homage til et af stumfilmsstjernen Buster Keatons mest kendte stunts, træder artisterne skiftevis ind under facaden, mens den roterer – truer med at vælte ned over dem med fuld fart og tyngde. Et fælles gisp går gennem publikum, men kroppene undviger selvfølgelig gang på gang. De ender alle fire i perfekt afmålt balance på den midterste facade, stopper rotationen, finder tyngdepunktet, tæmmer naturlovene og kigger ud på et publikum i benovelse og stående ovation.

Man kan, hvis man lyster, læse meget ind i de kolde, kalkulerede bevægelser og i legen med de rå arkitektoniske grundelementer i denne performance. EXIT er dog først og fremmest en kropslig optræden, der er så imponerende udført, så elementært og almenmenneskeligt spændende – denne balancering på risikoens knivsæg – at man dårligt har tid og pust til at tænke. Man må bare lade sig bevæge.

Exit Circumstances Metropolis København 2023Læs mere om EXIT af Circumstances – 8.-9. aug. 2023 på Refshaleøen

 

Foto: Marine Gastineau