Sorg og samhørighed – Reportage og refleksioner fra Solastalgia

Af Rasmus Balling, poet og performer.

Sydhavnstippen breder sig som en uventet grøn lomme i Københavns betonskrog, en åben favn mod vandet, der denne sensommeraften skaber rammerne for de næste tre timers vandreforestilling. Klokken er 18.30 og små 50 mennesker står lidt sporadisk fordelt ned ad Sydløbsvej, hvor vi bliver taget imod af gruppen Arcadia, og virkeligheden smelter sammen med fiktionen.

Arcadia er en lille sammenslutning af kvinder. De er på flugt. De giver deres salte tåre til jorden. De sørger. Kvinder, som sørger. Aktivistiske sørgekvinder, der bevæger sig gennem landskabet som et syngende grædekor. De har valgt nomadetilværelsen frem for livet i “the mega cities”. Eller måske valgte tilværelsen dem.

Vi befinder os i et dystopisk fremtidsscenarie, hvor der refereres til “that day in the old world where Europe collapsed on a beach”. Europa er kollapset, og “the mega cities”, som vi kommer fra, er konstant i krig mod hinanden. 

Med deres sang og tårer gøder Arcadia den jord, som menneskeheden så længe har udpint, og vi bliver inviteret til at synge med. Vi bliver inviteret til at lægge os ind i deres vibrerende frekvens. En anden rytme. Vi inviteres, og forsikres om, at det ikke behøver at være med harmonier og skønsang. Det er blot en opfordring til at åbne for lyden i os selv. Lægge forfængeligheden på hylden og læne os ind i den kollektive resonans.

Pludselig starter kaldene. Kvinderne kalder på hinanden: “TRAACKER!” “VAAAAALYAAA!” “FRANKIIIIE!” – og vores små grupper sætter i bevægelse. De få gennemsigtige skydannelser hænger lavt, og de sidste solstråler trækker gyldne strejf over sivene. Vi går på række, som små slanger spredt ud i landskabet, midt i den gyldne time. Lysets velkomst af poesien og vores kroppes løst koreograferede rejse gennem naturområdet virker ceremonielt. En rituel åbning til noget ældgammelt.

Flere karakterer dukker op, mens vi bevæger os frem i landskabet. De synger for, stemmer i og fører os videre. Og så ankommer vi, i hold, forskudt af hinanden, til ‘Main Camp’. Scenografien udfolder sig, komplimenterer rammefortællingen og understreger dybden i forestillingen. Alt kan pakkes sammen og rykkes videre, uden nogen synderlig indvirkning på området, vi befinder os i. En scenografi, som ikke overtager den natur, den befinder sig i, men blødt samspiller på omgivelsernes præmisser.

Lyset ændrer sig fra gyldent til blåt, og en række forskellige aktiviteter udspiller sig i- og omkring campen. ’The night work’ kaldes det af Arcadias indbyggere. Jeg deltager bl.a. i en siddende ‘grief circle’. “This is the grief I bring” begynder vi skiftevis – derefter deler man den sorg, man bærer på, og slutter ved igen at konstatere: “This is the grief I bring.”

Ingen kommenterer. Vi lytter og giver sorgen til jorden. Det slår mig, hvor stærkt det er at høre fremmede så åbent og sårbart dele, hvilken sorg, de bærer på. En form for samhørighed opstår. Intimitet, som gør os mindre fremmede for hinanden.

Det her er et værk, som kræver noget af publikum. Du må investere dig, ellers får du ikke adgang til magien, som gemmer sig lige dér, hvor lyset skifter, og hvor skoven møder marken. Hører jeg fjernt et svagt fløjtespil? Eller er det bare vindens susen?

Mørket kommer snigende, og jeg mærker, hvor velorkestreret dramaturgien er. Fra den gyldne til den blå time og derfra sammen ind i mørket. Grupperne samles, og vi begiver os på en samlet stille march lidt væk fra campen. Det røde lys fra Arcadias pandelamper lyser mytiske reflekssymboler op på teltdugenes overflader: Et stort øje, to cirklende karper, et WiFi-symbol, der minder os om “the old world”. Verdenen som var. Vores verden.

Da forestillingen er ved at nå sin ende, gør mørket noget ved stilheden. Og den sidste fælles cirkelchant har pludselig en anden vigtighed over sig. Stilheden – fraværet af lyd, når sangen udebliver – virker mere skræmmende i mørket. Walkie-talkies skratter: “There are dogs and drones in the area. Evacuate, evacuate!” Cirkelchanten brydes op. Sikkert og roligt, men dog stadig med en vis presserende vigtighed, evakueres vi ud af området. Tilbage ud i den civilisation, vi kom fra.

Stilheden vender tilbage. Ingen bryder den med klapsalver. Vi står blot og kigger på hinanden og tilbage på det, der lige har åbnet sig for os. Et rum, hvor vi sammen kunne være med sorgen. Den kollektive sorg, som opstår, når verdenen kollapser for øjnene af os, mens vi stadig bor i den. Solastalgia er ikke bare en vandreforestilling, men en levende påmindelse om vores rolle i verden. Og om den skrøbelighed, vi til tider glemmer, vi deler med naturen omkring os.

 

Fotos: Marine Gastineau