Walking Landscapes Jacob Juhl

SIG FARVEL TIL DIT LANDSKAB

Det landskab, som vi er vokset op med i Danmark, er præget af overdreven brug af monokulturer, vækstfremmere og gift, både i landbrug og skovbrug. Det har skadet biodiversiteten og forurenet vores jord, vandløb og grundvand, men der er nu en højnet bevidsthed om, at vi bør ændre på disse forhold. Landskabet vil derfor formentlig være totalt forandret om få generationer. Det er på tide at sige farvel.

 

Hvor

Udvælg et område, der har betydet meget for din opvækst, og som indeholder mark og skov og gerne andre landskabstyper. Det skal være et område, som du har et sentimentalt forhold til, og som du ikke har besøgt i lang tid.

 

Hvad skal du gøre

Optegn en rute i dit udvalgte landskab med 12 nedslagssteder. Der skal være et stykke at vandre mellem hvert sted. Pak en taske med mad og vand til det antal timer, du er afsted (gerne 12 timer), samt papir, tuscher og 12 små vandtætte bokse.

Start gerne vandringen kl. 9 på en midsommerdag. Mens du vandrer til det første nedslagssted, skal du lade landskabet sive ind i kroppen. Lad umiddelbare, sanselige indtryk blande sig med personlige minder. Lad nutid og fortid tale sammen.

Når du er fremme ved første nedslagssted, skal du nedskrive dine indtryk og minder på et stykke papir, gerne i en pærevælling, og sige “farvel” til dem allesammen. Pak arket ned i en vandtæt boks, og gem den et sted i landskabet. Så går du videre til næste sted og gentager denne proces ved alle nedslagssteder.

Når du ankommer til det sidste nedslagssted, er du udmattet, din krop vil ligge ned, og fødderne er ømme. Tag dig god tid til at opsummere dagen. Hvad har du sagt farvel til? Hvordan føltes det? Hvad siger du goddag til i morgen?

Gå hjem, og vid, at det landskab, der har været med til at forme dig, ikke længere findes. Gå hjem, og vid, at dine barndomsminder ikke længere er bundet til fysiske steder. Gå hjem, og vid, at planter, insekter, fugle og pattedyr vil trives i fremtidens danske landskab.

 

Koncept: kunstner/forfatter Jacob Juhl
www.metropolis.dk/jacob-juhl-silkeborg

 


Denne gør-det-selv-vandring er en af 140 Walking Landscapes-kunstneres forslag til en anderledes oplevelse i landskabet.

Se de øvrige gør-det-selv-vandringer her.

Walking Landscapes er en del af Metropolis Landskab 2021-23 – et kulturprojekt i 12 kommuner, der bringer kunst og natur sammen om at skabe nye oplevelser i og af de landskaber, der omgiver os. Præsenteres med støtte fra Nordea-fonden og de lokale partnere – KunstCentret Silkeborg Bad.

 

Foto: Jacob Juhl