Scener fra en prøvesal – Made in Copenhagen

Mens hele København valfarter til alle tænkelige vandhuller med bare den mindste sandsynlighed for brise, er 27 kroppe i alle former og aldre mødt op i gymnastiksalen i Kulturhuset Indre By. Her leder koreografen Joanne Leighton den næstsidste prøve, inden forsamlingen viser deres work-in-progress på Blågårds Plads lørdag d. 28. juli. Visningen hedder Made in Copenhagen, og det er lige præcis, hvad den er.

Af Maja Holtze

”Are you one of the dancers?”, er det første, en imødekommende kvinde spørger mig, da vi går side om side ned af korridoren i kulturhuset mod gymnastiksalen. Det måtte jeg desværre skuffe hende med, at jeg ikke var. Blot en simpel skribent, der skal rapportere fra prøvesalen. ”Nå, men det er fordi, vi ikke har set dem alle endnu, så jeg tænkte, om det måske var dig”, fortæller hun. Det er tydeligt at spore, at deltagerne har glædet sig til at komme på gulvet med de professionelle dansere fra kompagni WLDN, som de skal danse side om side med.

Kompagniets leder er den australsk-belgiske koreograf Joanne Leighton. En spinkel kvinde, hvis ansigt er indrammet af markante sorte briller og et stort, rødblondt hår. Med blød og bestemt stemme introducerer hun de nyankomne gæster med fransklingende navne og går derefter i gang med opvarmningen: En sofistikeret afart af plukke-æbler dans, hvor bevægelsen ledsages af en metafor, som straks ringer genklang. ”Imagine that your feet are wet. You’re flicking the water off” og ”Bend your knees. You’re gathering leaves”. Det er ikke raketvidenskab. Det er ren bevægelse. Og alle kan være med.

Gennemsnitsalderen er svær at determinere. Der er både unge og ældre ansigter i blandt. Alene i gruppen, jeg snakker med før prøvens start, er der to fra et 60+ dansehold, jeg kender, en meget ung kvinde og to midt imellem. Fælles for dem er, at de har den samme glød og det samme glimt i øjnene, når de fortæller om deres oplevelse. ”Det gælder om at være til stede og nærværende! Vi bevæger os som én organisme, og hvis man ikke er til stede, så fungerer det altså ikke”, fortæller Birgitte. Er det sjovt? spørger jeg. ”Ja!”, svarer de entydigt. Er det hårdt? spørger jeg så. ”Tja…”. Det er der ikke helt enstemmighed om, men ”vandfaldet!” siger Apollonia så ivrigt. ”Ja, vandfaldet er hårdt, for her skal vi løbe så hurtigt, vi kan, og så begynder man altså at svede”, samstemmer Peter.

Prøven går i gang, og de mange kroppe begynder at bevæge sig rundt i lokalet. “Walking around the space, mix up the space, come in closer, medium sized mixed space”. Joanne Leighton snakker i samme afslappede toneleje, og kroppene reagerer.

Ligesom meget andet moderne dans, er der ikke faste taktslag at følge. I stedet skal man være opmærksom på ens meddansere, når man danser i gymnastiksalens larmende stilhed. Fire nøglepersoner leder koreografien, som de øvrige deltagere følger efter. Som i så mange andre situationer i hverdagen og livet bliver flere af deltagerne frustrerede, når de ikke kan finde ud af det eller bliver i tvivl om retning og tempo. Med 27 personer til stede kunne man fristes til at tro, at der kunne udbryde kaos i klasseværelset, som tilsvarende ville gøre underviseren utilfreds. Men på intet tidspunkt hæver Joanne Leighton stemmen. Tværtimod nærmest hvisker hun deltagerne igennem koreografien og guider dem med ren zen-buddhistisk ro, når hun går rundt på listefødder med hænderne i lommen.

Billederne er hele tiden til stede, når koreografen leder bevægelserne. ”Catch the ball” og ”against the wall”, siger hun. Fordeling af vægt og energier, styrke og berøringer – alle bevægelser smelter sammen fra den ene til den anden i én stor menneskelig organisme. Apollonia fortæller: ”Vi maler en masse billeder. Meget af det er landskaber og har noget med miljøet at gøre – for eksempel et isbjerg, der smelter”. Det kunne ikke have været mere passende, når den smeltende hede under prøveforløbet gør, at sveden driver af os, inden bevægelserne er igangsat. Under prøven refererer Joanne Leighton til en caféscene og siger: ”Okay, so we did big coffee and then the smaller coffee”, og der udbryder grin blandt deltagerne af en indforstået joke, der tydeligvis giver mening i deres bevægelsessprog.

Mon ikke det også vil gøre det for os, publikum, når universet af Joanne Leightons organiske landskabsmalerier bliver delt på Blågårds Plads lørdag 28. juli. Ude i heden, hvor det smeltende isbjerg vil møde sin skæbne.

MADE IN COPENHAGEN opføres 28. juli kl. 16.00 & 19.00 på Blågårds Plads, Kbh. N – gratis adgang
Læs mere her.