Sansedans med den immaterielle verden – reportage fra Mediating Nature
Af Niels Kristian Bonde Jensen
Det risler som tung regn, der falder fra en rystet trætop bag mig. Foran mig: en fladskærm. Omkring mig: flere fladskærme langs tre af det lille, mørklagte rums vægge, tre lange bænke i midten i en hestesko, spændte publikummer. Skærmene tændes, og vores sanser spiller os et puds.
En serie af små videoer vises, hvor øjets forestillingsevne er i centrum. I én video skal vi fiksere på en sort plet efterfulgt af et frodigt skovlandskab. Landskabet fremstår først grønt og mættet, men viser sig hurtigt i sin sande form, sort/hvidt – drænet for farve. Vi kan overbevise vores sanser om mange ting, fortæller en stemme os. På skærmene vises nu en række farver, mens stemmen reciterer deres forskellige symbolske konnotationer: fra ”Barbie-pink” over ”having the blues” til ”the green between your teeth”. Fodtrin stamper med skiftende kraft i rummets gulv uden for mit synsfelt. Endnu en sanseforvirring. Er skridtene nære eller fjerne? Kommer de tættere på nu?
Skærmene instruerer os i at vende os rundt. Pege væk fra skærmene og mod rummets midte, hvor lydkilderne afsløres: Den rislende regn stammer fra to af den herboende græske kunstner George Koutsouris’ lydskulpturer, hvori små trækugler via mekanik henholdsvis vibrerer mod hinanden og falder fra side til side i et stort trækar. De stampende fodtrin tilhører de to performere, Sara Gebran og Olivia Riviere, der nu begiver sig ud i en mere koreograferet dans. Hænderne i hofterne, benene stamper rytmisk. Perfekt synkroniserede bevægelser, der for det utrænede øje kan ligne en art linedance. Men så følger et kontroltab, stamperiet bliver krampende – som en mekanik, der har sat sit fast. Kroppene glitcher eller braser sammen i udmattelser, ender prustende i gulvet.
Så er det tid til et foredrag. På en ny skærm ved lokalets endevæg ruller en tekst, der forklarer en række teorier fra forskellige videnskabelige domæner – fysik, filosofi, biologi – der til sammen skaber dagens forståelsesramme: Menneskekroppen er ikke kun forbundet til omverdenen gennem det sanselige, men også via et overkropsligt felt, hvor bevidstheden, minderne, alle universets mikroskopiske bestanddele, og det, man af mangel på bedre ord kunne kalde sjælen, tumler rundt. Det er dette felt, vi skal skabe kontakt til.
Vi bevæger os ud af det lille, mørke rum, ud i lyset, hen til en åben asfaltplads omgivet af træer og spredt bevoksning. Før vi træder ind, beder vi naturen om lov tre gange. Vi bedes lukke øjnene og lytte efter tegn på tilladelse: Fuglekvidder og fodtrin fra en forbipasserende. Det må være nok, tænker jeg. Vi træder ind og bedes igen fokusere på lydene omkring os. Hinandens åndedræt, vinden i træerne, socialiseringens støj fra Reffen, arbejdende maskiner i horisonten. ”Læg mærke til, hvordan lydene får dig til at føle”. ”En smule desorienteret”, tænker jeg. Denne rungen af forskellige afstande og niveauer, der forvrænges over et stort, åbent rum. Smelter sammen i en kakofoni. Vi skal bruge disse forvrængede signaler, optage dem i vores eget felt. Vi skal være medier for naturens usynlige liv.
Dette udgangspunkt går nu fra abstrakt tanke til konkret handling. Vi skal finde en falden pind, så finde sammen to og to, så finde et stykke natur, der taler til os. I vores makkerpar skiftes vi til at stille spørgsmål til naturen og nedfælde svaret med vores pinde. Jeg har, med min makker som medium, en længere dialog med en falden birkegren. ”Føler du dig nøgen?”, spørger jeg den. ”Jeg savner mine blade”, svares der. Det står nu skrevet i asfalten.
De to performere udfører igen en dans – en glidende, krampende koreografi liggende på asfalten fra pladsens ene ende, gennem en stor vandpyt, der har samlet sig på midten, mod et lille bål ved den anden ende. Vi samles alle ved bålet og udfører et ritual inspireret af det oprindelige Yanomamifolk fra Amazonas. Min makker stiller sig bag mig, vogter min ryg, mens jeg puster et ønske for naturens bevaring ind i min pind. Smider den så på bålet. Vi skifter plads, og ritualet gentages.
Som afslutning på dagens mediering af naturen og indledende kontakt med det immaterielle felt får vi udleveret Sara Gebrans nye bog The Forests Imaginary Trial – 374 Grieving Poems!, der består af 374 sørgedigte, der tilsammen repræsenterer en lang liste over truede arter. Bogen er, får vi fortalt, også en forberedelse til næste års fortsættelse af dagens forestilling: The Forest Trial – en iscenesat retssag skabt til forsvar for de ikke-menneskelige arter, der ikke kan tale og forsvare sig selv. I dag har vi søgt en forbindelse til naturen og det felt, der binder alting sammen. Næste gang, vi mødes, skal vores loyalitet testes, retfærdigheden genindføres.
Om Mediating Nature – 29. aug.-3. sept. 2023 / Refshaleøen
Foto: Marine Gastineau