Samarbejdet sejrer på Bellahøj – reportage fra GREGARIOUS og THE VOYAGES

Soon Company og Compagnie XY udforsker Bellahøj og dets beboere med to spektakulære og vidt forskellige tilgange til akrobatikkens kunst.

af Kristoffer Møllegaard

Jeg befinder mig på Bellahøj Friluftsscene lørdag eftermiddag. Sommeren har efter nogle ugers ustadigt vejr øjensynligt taget revanche, og solen banker ned fra en klar, blå himmel. Publikum har spredt sig ud på amfiteatrets mange trin – nogle har fundet sig til rette i skyggen, mens jeg og mange andre har valgt at lade os bage lidt. Forestillingen Gregarious starter, de to skuespillere/akrobater fra Soon Company; Nilas Kronlid og Manel Rosés; træder ind på scenen og giver sig til at tage deres sportssko på i stilhed. Det første vi hører fra dem, er deres rytmiske åndedræt, da de sætter i mimet kapløb. Væddeløbet ender i et skænderi mellem vores to idrætsmænd, og hvad der derefter følger, er et gribende og morsomt teaterstykke om to sportsudøvere i evig kappestrid.

Kronlid og Rosés er eminent dygtige akrobater, ingen tvivl om det, men de er måske endnu bedre skuespillere – via en minimal mængde dialog og en maksimal mængde badutspring, saltomortaler og dansetrin formår de at levere deres historie, så publikum både griner og gyser med. Det er en historie om heltedyrkelse – et ganske normalt koncept inden for sportsverdenen, hvor stjernerne ofte presses til at yde mere end 100%. Det er også en historie om disse heltes fald – et desværre næsten lige så normalt koncept inden for sporten. Kronlid og Rosés’ karakterer frygter begge ikke at være den bedste, og således udfordrer de konstant hinanden til at udføre vildere og vildere hop og manøvrer. De kaster hinanden rundt på måtterne, sender hinanden til vejrs på springbrættet, og konkurrerer om, hvem der kan nå højest op ad pælen i midten af scenen. De akrobatiske udskejelser er af halsbrækkende karakter, og jeg finder det personligt utroligt sympatisk, at man kan se på de to udøvere, at netop denne del af opførselen ikke er skuespil. Det ser farligt ud fordi det vitterligt er farligt, og visheden om dette gør, at jeg lever mig ind i deres kamp så meget desto mere.

Kappestriden præsenteres dog altid med et glimt i øjet og en god sans for det absurde i hele foretagendet. For de to skuespillere/akrobater er udmærket godt bevidste om, at de har skabt en verdensklasseforestilling om kærlighed til den sport, vi har til fælles, men også, at det, der er endnu vigtigere, netop er kærligheden til det faktum, at vi har den til fælles. Forestillingen slutter, og de to rivaler er stadig i lige så høj grad rivaler, men måske er både de, jeg og resten af publikum blevet mindet om, at det, der i sidste ende løfter os mod nye højder – både bogstaveligt og billedligt talt – er hinanden.

Dette tema føres videre, da publikum umiddelbart efter Soon Companys velfortjente klapsalver rykker ned til Bellahøj Kirke, hvor dagens næste begivenhed skal til at begynde. Nu er det Compagnie XY, der med deres opførsel The Voyages tager Bellahøj under kærlig hånd og viser os tilskuere, hvordan man også kan interagere med byen. Eftersom jeg har søgt tilflugt i kirkens skygge, bliver jeg først opmærksom på kompagniets tilstedeværelse, da publikum begynder at kigge op mod bygningens tag. Jeg vover mig ud i solen, vender blikket i samme retning og ser en flok sortklædte akrobater, arrangeret fra venstre mod højre efter kropshøjde. Andre sortklædte personer guider os lydløst rundt om kirkens hjørne, hvor vi straks mødes af lidt af et særsyn – akrobaterne, der få minutter forinden stolt havde knejset på toppen af kirken, lader sig nu falde fra taget ned i armene på deres kollegaer.

Vi føres videre ind langs Bellahøjs højhuse og støder med jævne mellemrum på flere af disse småabsurde scenarier – en skulptur bestående af mennesker, en port ind over gangstien bestående af endnu flere mennesker, en mand, der sidder i et vindue og spiller trompet. Processionen forsætter ind i Bellahøjparken, hvor de gakkede påfund tilføres mere gængse akrobatiske udfoldelser – en akrobat, der vandrer iblandt os på andres skuldre, saltomortaler med afsæt fra trampolin af menneskehænder og meget andet. Snart går kompagniets medlemmer ved siden af os andre dødelige, snart flyver de over vores hoveder.

Vi forlader parken og når et område mellem bygningerne, der skal vise sig at være rutens sidste destination. Her inviteres vi til at sætte os til rette i græsset, mens akrobaterne opfører et væld af forskellige kunster for os. Mennesketårne – tre mand/kvinde høj, udfald, saltomortaler fra et tårn til et andet, og mange andre dødsforagtende demonstrationer af styrke, smidighed og måske en anelse dumdristighed. Alting sker hele tiden flere forskellige steder omkring mig, og jeg får næsten piskesmæld af de mange ryk frem og tilbage med nakken, der skal til, for at få det hele med.

Compagnie XY lader sig dog ikke nøje med at publikum blot er publikum, og med venlige og imødekommende smil rækker de hånden ud og inddrager os i deres opførsel – undertegnedes ryg fik således lov til at agere trædepude for en akrobats lette gang. Publikums deltagelse forholder sig, nok meget klogt, særdeles jordnært, med én afvigelse: En kvinde blandt os ender med at skulle agere kransekagefigur på et trepersoners mennesketårn. Hun klarer udfordringen med bravur, og da hun igen får fødderne solidt plantet på terra firma, er hun tydeligvis meget rørt og overrasket over hvad hun selv lige har præsteret. Akrobater og publikum danner ring omkring hende, mens Bryggens Kor rejser sig fra iblandt menneskemængden og synger Marie Keys ”Uden forsvar”. Jeg kender ikke meget til Marie Keys musik, men selv uden at kunne teksten, kan jeg mærke, at en lille omgang fællessang virkelig sætter prikken over i’et på hvad der i høj grad har været en dag i fællesskabets tegn.

Mit blik drages af en enkelt skikkelse på et af højhusenes tage, og mens jeg står der og glor opad forsvinder Compagnie XY som dug for solen. På et andet hustag dukker et tremands mennesketårn op, så langt væk, at al gestikulation er meningsløs, men det føles som om, at tårnet har rejst sig for at sige farvel.

Solen er ved at gå på hæld sammen med eftermiddagen. Det er ved at blive aften, og publikum spredes for alle vinde. Nogle, som jeg, skal tilbage til friluftsscenen for at hente deres cykler, andre forsvinder ind i deres opgange og op i deres lejligheder. Da jeg sætter mig op på cyklen og begynder min færd ud i den københavnske sommeraften, er det med en behagelig følelse af samhørighed i maven. Soon Company og Compagnie XY har med deres vidt forskellige forestillinger vist mig, hvor let det kan være at finde fællesskabet – hvis blot man rækker hånden ud med et smil på læben – og måske en saltomortale eller to.