Så tårerne næsten sprang – refleksioner fra Performing Landscapes Skagen – Flydende Landskaber

Det var Nete fra et vennepar, min nu afdøde kone og jeg har haft siden, jeg var inde som soldat i ’65, der i første omgang hørte om Mjels-projektet (Performing Landscapes Aalborg – KALKLAND, hvor Nete ikke var med), og så fortalte jeg hende om Flydende Landskaber i Skagen. Vi kørte tidligt op og havde et ærinde omkring Tversted, og bagefter spiste vi fiskefrikadeller på Skagens Fiskefabrik.

Ved Det Grå Fyr meldte man sig og blev krydset af, og så gik vi lidt rundt og snakkede lidt med den ene og den anden. Så kom vores guide, og så gik vi på række ud i klitheden mod vest.

Vi skulle være stille, og mobiltelefonerne skulle være lukkede. For mit vedkommende var det rigtig fint at samle tankerne og være i oplevelsen. Så var der fred og ro til lige at kigge lidt på den vej, vi gik. På et tidspunkt kom vi til at tale lidt, da der var en, der mente, at et buskads var revling, og så måtte jeg korrigere ham, for det var det ikke.

Mine ben er ikke så lange, at det gør noget. Jeg gik sidst i gruppen, og jeg stopper op med mellemrum og skal lige have et vue og kigge på planter og se mig omkring. Men jeg forsinkede ikke nogen som helst, jeg nåede altid frem til næste scene.

Det er fint at opleve scenekunst udendørs. Jeg bor selv på kanten af en ådal og bor på en naturgrund på en hektar, som oprindeligt var ren hede, dengang vi flyttede dertil. Det var ren lyng. Jeg er meget bevidst om biodiversitet og bor i noget, der har biodiversitet. Der er grævling, masser af sommerfugle, egern og så videre, så jeg er naturglad.

Mens solen var ved at gå ned, bevægede vi os vestpå. Der var tre aktører, og ad to omgange dansede de på toppen af klitterne i modlys. Det var, så tårerne næsten sprang. Det var så flot! De tre performere dansede fine danse – nærmest balletagtigt – på de klittoppe. Det var skideflot.

Der var en kvinde og to mænd. Den ene stod ud til en side med en vodkaflaske, som der kom noget væske ud af. De lavede en flot fuldedans. De dinglede så meget rundt, så jeg var dødimponeret over, at de ikke væltede på et eller andet tidspunkt. Da en af dem så stillede sig op og sagde noget om Skagens gule huse, hvide sandstrande, hvide klitter og Ruths Hotel med champagne, så var der ikke et øje tørt.

Den lille sentens om Ruths Hotel med champagne, den slog mig, for den var meget rammende. Og det var meget morsomt.

Jeg bor i Nordjylland, og når vi har gæster fra udlandet, er Skagen et af de steder, vi skal op og besøge. Skagen er først og fremmest Grenen og Skagens Museum og naturen deroppe. Jeg var involveret i bygningen af Skagen Fjernvarmeværk i sin tid, så jeg har også en arbejdsmæssig forbindelse til stedet. Vi er helt klar over og bevidste om, at i Hellerup-ugen skal man holde sig væk, for der er det ikke til at komme til.

Det lykkedes fint at indfange Skagen i forestillingen. Dem, der kom og så den, er nok nogen, der lå i sommerhus i området. Nete og jeg var nok dem, der kom længst væk fra.

Når en seance var slut, sagde guiden: ”Follow me”, når vi skulle gå videre. Stemningen var afslappet og nysgerrig – hver sker der, og hvad ser vi?

Der var vel fem scener i alt. Blandt andet en, hvor den kvindelige aktør kommer op bagfra klitten iført højhælede sko, og hun gik ned af klitten i de højhælede sko. Det er et godt påfund. Det er ikke naturvenligt, og specielt ikke for den, der går i skoene.

Historien er det, jeg oplever, er gået igen igennem de tre forestillinger, jeg nu har været med til (Performing Landscapes Aalborg – KALKLAND, Performing Landscapes Skagen – Flydende Landskaber og Performing Landscapes Randers – KRAKAFONI, red.).

Oppe i Mjels på kalkværket, var det blandt andet, at vi var ude at samle planter. Der blev det sat op, så vi fik noget at vide om flora og fauna i dag, flora og fauna af sjældne arter i dag, og den inderste ring med det, der var en gang. Fossiler og sådan noget. Oppe i Mjels stod vi på et tidspunkt på en høj, og der var en kunstner, der lavede helleristninger – det er også noget med historie.

I Skagen var det klitheden og de hvide strande, der er meget gamle, og de gule huse, der er gamle. Skagens Museum blev også nævnt der, hvor den ene mandlige aktør stod og råbte, og det gjorde størst indtryk. Sådan var det også på Krakamarken, hvor det overordnet handlede om naturens udvikling og historie gennem tiderne, og menneskets indflydelse på historien.

En ting, der gjorde et stort indtryk på Nete og undertegnede, var, da en af aktørerne sagde: ”Husk på én ting; mennesket er den mest innovative art, vi har kendt”.

Det, der står tilbage nu, er de højdepunkter, vi havde set, og vi havde begge to helt klart fanget det overordnede tema. Jeg ved ikke, om der har siddet nogen og bestemt, at hovedtemaet skal være ditten eller datten. Forestillingen handlede også her om historien og menneskets influeren på naturen.

Klimaforandringer var også en del af seancerne, hvis vi skulle have glemt det. Du står i Skagen og ser en solnedgang i helt stille vejr. Når man bor i Nordjylland, så der det de dage, man registrerer, når det ikke blæser.

Den eneste lille ting, man kan beklage sig over er, at det havde været bedre, hvis forestillingen var startet en halv time tidligere. Det var ved at blive lidt for mørkt, da vi kom tilbage til fyret.

Det var ikke, fordi det blev svært at gå, men det var lige mørkt nok, da vi klappede ad aktørerne nede ved klitterne mod Kattegat. Der havde det været dejligt at have nogle ansigter at kigge på. Men det var en flot solnedgang i øvrigt, det skal lige med, selvom det jo ikke er noget, kunstnerne kan styre.

Det var en fin oplevelse.

Vi sluttede på vandsiden ud mod Kattegat. Så sagde guiden: ”Tak for i aften. Jeg håber, I har haft en god aften”.

Så skiltes vi.

Af Niels Henriksen fortalt til Metropolis

Foto: Vibe Maria Dahl Andersen