Reverse af Johannes Bellinkx - metropolis, københavn 2019

REVERSE – Johannes Bellinkx

Vend ryggen til, og gå på baglæns lydvandring gennem byen
DATO 29. juni-7. juli (undtagen 1. juli)
Afgang hverdage kl. 12-16 / weekend kl. 11-16 – individuel afgang hvert 3. min.
MØDESTED Israels Plads, ved Ørstedsparken, Kbh. K
BILLET 45 kr. 

Er du altid på vej fremad? Altid med det næste mål for øje? Hvad nu, hvis du vendte ryggen til et øjeblik? Bogstaveligt talt.

Som en hypnotisør manipulerer den hollandske kunstner Johannes Bellinkx vores tids- og virkelighedsopfattelse og får os til at tage et skridt tilbage for at komme frem. Han inviterer os til at vende ryggen til alt det velkendte for at vandre baglæns gennem byen. Omsluttet af en lydmontage træder vi ud af vores rutiner i en by, vi ikke længere genkender.

Inspireret af asiatiske og afrikanske kulturer, der ikke opfatter tiden lineært – hvor fortid og fremtid ikke findes – får REVERSE os til at spørge, hvad det betyder for vores liv, hvis det mål, vi konstant bevæger os efter, ikke findes? Hvis alt er lige nu og her, samtidigt?

AT VANDRE BAGLÆNS…

…er en koncentreret, fysisk oplevelse, hvor opmærksomheden mister sit fokus, og verden forvandler sig til widescreen. Hvis du tør overgive dig, ser du, hvordan noget så simpelt som at vende en hverdagshandling om – at gå baglæns i stedet for forlæns – giver dig helt nye perspektiver på dine omgivelser. 

Ruten er markeret, og du er i sikre hænder. Der er ingen grund til at kigge sig over skulderen. Et hypnotisk lydbillede komponeret af byens lyde ledsager dig og aktiveres efterhånden, som du bevæger dig afsted. Lydene forstørrer og forskyder virkeligheden, og du må overgive dig til det ukendte og det uventede.

Reverse af Johannes Bellinkx - metropolis, københavn 2019

Johannes Bellinkx var i København under Metropolis 2017 med kikkertinstallationen FRAMING, der fokuserede publikums blik på nøje udvalgte detaljer i bylivet. REVERSE gør præcis det modsatte ved at åbne synet, verden og tankerne. Ruten tager os gennem legepladser, markeder, kirkerum, kældre, eksotiske haver og kunstinstallationer, og vi ser og mærker byen som for første gang.

Reverse af Johannes Bellinkx - københavn - baglæns vandring

OM JOHANNES BELLINKX

Johannes Bellinkx tilhører den yngre generation af hollandske kunstnere, som markerer sig internationalt med deres brand af levende iscenesættelse af hverdagen. Han er oprindeligt social geograf, men uddannede sig efterfølgende på Amsterdams Teaterskole berømt for sin visuelle/scenografiske tilgang til scenekunst.

Johannes’ arbejde er tværdisciplinært og bygger på forskning i det offentlige rum. Han tager oftest udgangspunkt i et radikalt koncept relateret til emner, der har betydning for vores måde at (op)leve på. Han elsker at udfordre sit publikum ved at udvide vores evne til at sanse og få os til at skabe vores egne fortællinger.

I 2015 blev han udnævnt som lovende talent af Amsterdams Kunstfond. Med FRAMING og REVERSE er han nået ud over Hollands grænser og optræder på festivaler i Europa, bl.a. som udvalgt kunstner af netværket In Situ – European platform for artistic creation in public space.

Reverse af Johannes Bellinkx - københavn - baglæns vandring

ANMELDELSE

”Undervejs svimlede det for mig. Hele ens normale perception og rumorientering bliver udfordret. Alene det, at jo mere man går, jo mindre og fjernere bliver det, man ser på. Normalt er det stik modsat, men først nu skænker jeg det en tanke. Hvad gør det ved mit syn på fremtiden, at jeg bevæger mig med ryggen mod den? Står fortiden klarere, fordi jeg ser den forsvinde? Er koblingen af tid og retning bare en illusion? (…)

I al sin enkelthed fik den baglæns byvandring eksistentiel karakter, i takt med at byens kendte steder åbnede sig fra et ukendt perspektiv. Helt fysisk mærkede jeg for første gang sandheden i, at det at gå er en kontrolleret faldende bevægelse. Havde konstant trang til at læne mig bagover, og den hvide streg mellem mine fødder syntes at suge mig af sted mod et slutpunkt, ’tilbage’ til fremtiden. Dér kunne jeg så øverst oppe ved Observatoriet i Botanisk Have lade mig falde bagover på et leje, der hævede sig mod himlen: himmelfalden.”

      Politiken

Reverse af Johannes Bellinkx - københavn - baglæns vandring

Varighed: 90 min.
Anbefales fra 8 år

Billet: Der er individuel afgang hvert 3. minut. Billetten købes til et interval på en halv time, dvs. der kan være ventetid, før du kommer afsted på ruten. Billetpris dækker adgang til et museum undervejs.

CREDITS

Koncept & instruktør: Johannes Bellinkx
Komponist: Dennis Van Tilburg
App-udvikler: Teackele Soepboer
Installation: Thijs Wieman
Instruktør: Eva Kijlstra
Bags: Merel Kamp
Producent: Mark Thur
Produktion: SoAP
Co-produktion: C-TAKT
Foto & video: Thomas Seest
Støttet af the Performing Arts Fund NL, the Amsterdam Fund for the Arts, Stichting NDSM Werf, Over het IJ Festival & Das Graduate School. Reverse i København er støttet af In Situ/European Commission og arrangeres I samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum
Johannes Bellinkx er en del af SoAP Maastricht – www.soapmaastricht.nl

www.johannesbellinkx.com