While in battle I’m free, never free to rest – Reportage fra en sommerdag på Blågaards Plads
af Stina Strange Thue
Blågårds Plads emmer af Sydeuropæisk stemning. Solen spreder endelig sine sommerstråler over Danmark, efter hvad der føles som uger med efterårsfornemmelser midt i juni. Det er blevet sommer på den ikke-danske måde. Den slags sommer hvor aftenerne er udeaftener.
Men denne aften er Blågårds Plads også noget andet. Iransk folkemusik tilsat sprøde beats strømmer ud af højttalere midt på pladsen. Højttalerne omkranser en lille forhøjet scene, hvor dansere bevæger sig. De gør klar til forestillingen ”While in battle I´m free, never free to rest” af Cullberg og koreografen Hooman Sharifi. De er 10 Cullberg-dansere og 10 streetdansere.
Et øjeblik føles det netop, som om jeg ikke er i Danmark. Varmen, musikken, dansen, folkemængden. Jeg tænker, det er det musik og dans kan. Gøre stedsspecifikke pladser, steder og øjeblikke universelle.
”While in battle I´m free, never free to rest” starter med en oplæsning af den danske forfatter Amina Elmi, der debuterede med Barbar (Tavshedens Objekt) i 2023. En digtsamling jeg personligt elskede. Måske derfor at jeg mærker glæde i min krop over, at hun skal åbne forestillingen, måske fordi involveringen af danske kunstnere rammer et sted i mig, som taler ind i at arbejde mere bæredygtigt, på tværs af landegrænser og samtidig bruge lokale ressourcer. Sammen med den danske streetdanser Anastasija Olescuka, der har koreograferet ANTS 1+1=3, repræsenterer de netop dét.
Amina Elmi går sikkert rundt på scenen, hendes stemme direkte og stærk, hendes blik søger øjne i folkemængden, og jeg fornemmer stilheden sænke sig over pladsen, der før summede af liv. Det summende flytter ind i folks kroppe. Bevægelsen findes i den sitrende opmærksomhed, der retter sig mod Amina på scenen. Folk lytter. Lytter virkelig til hendes stemme, hendes ord. Kampen er et sted for og i frihed, men det er ikke et sted for hvile.
Jeg tænker, vi behøver mere hvile. Kroppe i kamp behøver mere hvile
En DJ-pult er placeret i hjørnet af scenen. Her står Neda Sanai, der så småt begynder at skabe lydlige landskaber, mens danserne kravler ned efter at have siddet på scenen og lyttet til Amina Elmis ord. De placerer sig på små puder i kanten af scenen, mens Neda Sanai subtilt bygger musikken op. Den iranske folkemusik blander sig i bølger med en anden puls og rytme.
En danser kravler op på scenen og improviserer en solo, bliver erstattet af en anden danser, der bliver erstattet af en tredje. Kun én danser er på scenen ad gangen. De overtager elementer fra hinandens bevægelser og tilføre deres eget. Som en cyklus der fortæller, at vi alle bringer en lille del af hinanden med i mødet med det næste menneske, det næste livsvidne, den næste forelskelse.
Mennesker mødes i bevægelser og krop og kys
Du kyssede mig der i mængden af mennesker. Det var nyt og sprødt og genkendeligt
Dit smil. Min krop. En glasklar fornemmelse
En danser bliver til to dansere bliver til en flok. Lange sessioner erstatter og fletter sig ind i hinanden, ligesom danserne der hele tiden bevæger sig fra at danse alene til at danse alene i flok til at blive ét og holde hinanden i hænderne i en cirkel. Cirklen giver et øjebliks ro.
Dansernes eget udtryk er hele tiden i spil. En påmindelse om, at vi godt kan danse og bevæge os sammen, selvom vi er forskellige, har forskellige kroppe, befinder os forskellige steder. I den forskellighed findes en fælles bevægelse.
Jeg forestiller mig, at publikum rundt om scenen spejler sig i en eller flere dansere. Selv følger mine øjne særligt enkelte dansere, som på den ene eller anden måde har indfanget mig. En dansers høje og muskuløse krop, der indtager scenen med hele sit væsen, en andens finurlige bevægelser, hendes øjnes bevidsthed og mystik. I resonansen ligger også genkendelsen af noget i sig selv, og i den genkendelse ligger et møde. Resonansen vibrerer i luften mellem danserne og publikum, som sommeraftenen langsomt bliver køligere og publikum trækker en trøje på.
Jeg forestiller mig små partikler rejse fra dansernes kroppe på scenen, ned til publikum og tilbage igen
Aftenens fortællinger er mange. Samhørighed, fællesskab, kamp, urbanitet, diversitet. Fortællinger, der er en del af vores samtid og i højere grad, bliver en del af vores fremtid, hvor migration på grund af krig og klimaforandringer bliver en større del af alles verden. Vi er nødt til at forholde os til, hvordan vi vil leve sammen i fremtiden.
Måske er musik og dans en del af løsningen. Begge kan de føles som sprog, der er så åbne, at alle kan tilføje sig selv i fortællingen. I hvert fald lander en stemning af, at vi er sammen om noget denne aften på Blågårds Plads, hvor danserne til sidst inviterer enkelte i publikum op på scenen for at blive en fysisk del af fortællingen.
Jeg rejser mig med armen om en nær veninde, sender et blik i din retning og forlader Blågårds Plads
Måske flyver en partikel fra en af dansernes kroppe gennem min krop over i din og hviler lidt der
Foto: Thomas G. Bagge