En krop i total kontrol – reportage fra Open Lines
En himmel klædt i gråt, en let regn og tiltagende vind var udgangspunktet, da det franske kompagni Basinga søndag den 6. august skulle lave sin performance Open Lines på Refshaleøen.
En 300 meter lang line var udspændt fra en dør under vægmaleriet af et stort ulvehoved i gavlen på den gamle værftsbygning over pladsen til en opstilling to rækker containere i fire containeres højde.
Indenfor i den gigantiske hal, der for år tilbage lagde rammer til Eurovision, er et hjørne spærret af til de 60 frivillige cavaletti, der skal holde de sikkerhedsliner, der holder linen stram for Tatiana-Mosio Bongonga.
Blandt de hvidklædte lineholdere er Beccy, 44, og hendes datter Jasmine, 12. De er fra England, men har boet i København de seneste fem år. Lige nu får de flettet hår i spændt forventning af deres veninde Justine fra Litauen.
Det var en annonce på Facebook, der fik lokket Beccy til at søge om at blive cavaletti.
– Jeg kan godt lide at prøve nye ting, som jeg aldrig har prøvet før, og jeg kan godt lide at lade min datter prøve ting, hun aldrig har prøvet før, forklarer Beccy.
– Holdet gav os en virkelig god briefing, så vi var ikke bange for, at der skulle ske hende noget. De sagde: Hun er deroppe, fordi hun gerne vil være der. Det hele blev forklaret så godt, at vi bare kunne gå ud og gøre det.
Allerede før selve premieren med publikum på, kalder Jasmine oplevelsen til generalprøven dagen før for imponerende.
– Vi er ofte ude at klatre, men dét her er helt sikkert en af de sejeste ting, vi har lavet sammen. Hun laver noget helt skørt, og hun er ikke spændt fast nogen steder. Hun går bare på den line. Det er imponerende. Når hun tager et skridt på linen, så kan du mærke rebet bevæge sig op og ned, hele vejen, lyder det fra Jasmine.
Beccy supplerer:
– Det bliver mere mærkbart, når hun passerer ud for én. Det giver en følelse af ansvar.
– Ja, hvis du giver slip, så kan hun jo falde ned og komme slemt til skade, så du må bare sørge for at holde virkelig godt fast, konstaterer Jasmine.
– Hun fik øjenkontakt med Jasmine undervejs. Jeg er ikke sikker på, om det var en del af hendes performance, men det var virkelig fint.
Basingas produktionsleder Camille beder gruppen af cavaletti om opmærksomhed.
– Det vigtigste er at være tilpas. I skal ikke bekymre jer om, hvis tøjet ikke er hvidt. Tag regnjakken på. I skal ikke bekymre jer om Tatiana. En stor del af hendes opgave er at tilpasse sig. Hun kommer ud under ulvens hoved, og så vil hun stå eller sidde lidt og mærke vejret og vinden. Hvis hun der vurderer, at det ikke er sikkert, så afbryder vi forestillingen, forklarer Camille.
Bag hende lyder et kamphyl, og medlemmerne af Basinga, fra linedanser til musikere og teknikere giver hinanden lange, varme kram.
– Vi starter til tiden, lyder det så endelig.
En efter en forsvinder de 60 cavaletti ud i regnen for at finde deres pladser ved hjælpelinerne.
Trods vejret er ca. 2.000 mennesker mødt op for at opleve Open Lines. I udkanten af den store publikumsgruppe står Bente fra Vesterbro lidt for sig selv.
– Jeg så en annonce på Facebook, og sådan noget her sker jo ikke hver eller hver anden dag, siger hun og snurrer så rundt på hælen og kigger væk fra linen. Kigger sig lidt over skulderen.
Højt over jorden står Tatiana-Mosio Bongonga på tå på et ben. Lægger så balancestangen på linen.
– Det gør ondt i maven, forklarer Bente om sine tyndslidte nerver med et nik mod linedanseren: – Åh nej, hvad laver hun nu?! Ikke uden arme! Uh nej, jeg bliver altså nødt til at gå hjem.
Tatiana-Mosio Bongonga fortsætter ufortrødent.
En tredjedel ude på linen sætter hun sig ned, skubber sig frem, mens hun laver akrobatiske bevægelser. Rejser sig så igen, tager balancestangen i hænderne og fortsætter roligt gående, afbrudt af segmenter, hvor hun går i spagat, hænger med hovedet nedad, danser, står på hænder, kravler ned af balancestangen, der hænger ned fra linen, breder armene ned mod publikum i det, der, på afstand, ligner fingerkys.
Ganske langsomt bevæger hun sig fremad. Helt i ro. En krop i kontrol. Imens driver orkestrets pulserende og dramatiske, af og til klagende rytmer, også publikum videre. Dikterer hjerteslaget.
Publikums applaus tager til i styrke, efterhånden som Tatiana-Mosio Bongonga nærmer sig enden af linen, hvor et crew-medlem står med armene udstrakt – klar til at tage imod hende.
Så tager hun lige et par drillende danseskridt baglæns væk fra ham. Går et par rytmiske skridt frem og så tilbage igen, før hun til sidst tager skridtet op på containerne og bukker ned mod de mange tilskuere, der har trodset vinden og regnen, der slår ind over pladsen.
De har som én levende organisme fulgt hende hele vejen til linens ende.
Lyden af klappen blander sig med hujen, der lydligt forener lige dele lettelse og benovelse. Kæmpe smil, fugt i øjenkrogen. Følelsen af at have oplevet og overlevet noget i fællesskab.
– Ej, men altså! Det var helt vildt! Vi nød hvert minut, siger Mai-Britt fra Islands Brygge, da hun følges væk fra pladsen med sin mand, Peter.
– Jeg kunne forstå det, hvis hun gik over vand, hun ville kunne plaske ned i, men på dén måde… Hun må have noget selvkontrol.
Efter autografskrivning og selfies med publikum er Tatiana-Mosio Bongonga tilbage i værftsbygningen, mens crewet er gået i gang med at pille linen ned i en nu voldsommere regn og stærkere vind udenfor.
– Jeg har gået på line i 30 år. Jeg er klar. Hvis jeg skulle gøre det igen nu, så ville jeg kunne det. Jeg er sikker på mine fødder, min krop og mit hoved, siger hun helt roligt og tilføjer med et lille smil: – Frygt hører ikke hjemme på linen.