NY CIRKUS 2014
NY CIRKUS FESTIVAL
13. – 28. AUGUST 2014
Hvad er nycirkus? Det evige spørgsmål – uden svar. At definere en genre, der konstant genopfinder sig selv, prøver nye ting af og bryder grænser er lige så umuligt som at tæmme en artist. Alt er tilladt. Alt er muligt. Det er en fejring af kroppen i alle dens afskygninger. Det er levende, spektakulært, nørdet, rørende… Det er til hjertet, til hjernen. Og til alle.
Ny Cirkus Festival 2014 er 8 forestillinger på 8 steder i København over 16 dage. I år har vi håndplukket blandt den nyeste generation af europæiske artister, som bringer os deres (fri)modige bud på, hvad nycirkus anno 2014 kan. Og vi har lokket etablerede hit-forestillinger hertil, som endelig skal opleves i København. I telt, på scener, udendørs…
Festivalen åbner med cirkuskærlighed i manegen og flyvende akrobater under åben himmel. Karismatisk ægge-jonglering i gemt biograf. Reb serveret på 100 måder. Fandenivoldsk artisteri med knivkast, ild og øksebalancering. En mand, en rulle ståltråd og to pæle i al sin sublime enkelthed. En verdensmester i magi, der får virkeligheden – og mennesker – til at fordufte. Og hovedjonglering og hjulspin med sydlandsk charme og skandinavisk præcision.
Hvad er nycirkus? – se den lille præsentationsfilm:
Ny Cirkus Festival 2014 arrangeres af Københavns Internationale Teater i samarbejde med Byens Lys på Christiania, Dansehallerne, Dansekapellet, Københavns Musikteater og Refshaleøens Ejendomsselskab og med støtte fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Københavns Kommune samt EU Culture/Circus Work Ahead.
Forside foto: Emilio Rivera, ‘Sisters’