Når vi overgiver os til 150 stykker træ

Anmeldelse af La Transumante af Ida Marie Fich

Min mor er ret ferm til at løse krydsogtværs. Hendes kæreste plejer at siger, at hun bare starter i det ene hjørne og så begynder at udfylde felterne, men det ser faktisk bare rigtig nemt ud, siger hun. Sådan var det også at være vidne til Johann Le Guillerm og hans 12 hjælpere på Israels Plads den 4. august, da de stødt og roligt gjorde det umulige og fik 150 træstykker til at transformere sig for øjnene af os.

At arbejde kunsten frem
Der ligger en stabel hvide træpæle nedenfor bakken på Israels Plads. Vi kigger på den tomme betonscene og også lidt opad mod en skizofren dansk sommerhimmel, der dog lige nu forbarmer sig over vores franske gæster. Johann Le Guillerm er kendt som nycirkusets Georg Gearløs, der nysgerrigt undersøger sine materialer, som var hans kunst en videnskab. Forud for skabelsen af La Transumante ligger flere års research og forfinelse af den metode, som publikum her fik mulighed for at opleve tæt på.

Som en flok arbejdsmænd med deres stolte dirigent og hans stok af bøjet jern i spidsen gik de i gang fra en ende af: satte de første stykker træ i spænd, tilføjede endnu et og et til indtil bunken var tom, og de så kunne begynde dekonstruktionen bagfra, hvor de før begyndte. Et møjsommeligt arbejde for at sikre en evig, monoton bevægelse, det samme billede af at gå frem og tilbage med de samme hvide pæle. Men hele tiden et skridt videre, et nyt sted, en ny form, en ny udfordring: en trappe, et springvand, et barn, der vil lege med kunsten. En evig genfødsel, der konstant skiftede form med sine omgivelser.

Med en ophøjet ro og grundighed, der spredte sig til menneskemængden, fyldte den ene forstørrede mikado-pind efter den anden byrummet mellem os. Luften emmede af på en gang ærefrygt for kunstens arbejde og en meditativ kedsomhed – ”nu har vi da snart set dem sætte de pinde sammen”. Men det er netop det, en kunstner som Le Guillerm kan: insistere på øjeblikket og langsommeligheden i sit arbejde uden ønske om at underholde eller skabe sensation.

Vi rykker os, og så overgiver vi os
Mens trædyret stødt og roligt bugtede sig først op i flere meters højde og illuderede et tag, vi kunne søge ly for regnen under, og siden lagde sig næsten fladt mod jorden, gik det op for mig, at vi havde rykket os. I løbet af de nu 4 timer, jeg havde fulgt installationen, stod vi i den anden ende af Israels Plads og kunne kigge ned i H.C. Ørstedsparken med aftensolen som følgespot. Scenen var skiftet, uden jeg rigtig havde opdaget det.

Vi havde alle sammen rykket os sammen med den sort-hvide skabning, træets formationer og de sortklædte performere. Eller ladet os skubbe, når vi var kommet for tæt på og venligt men bestemt blev bedt om at rykke om på den anden side af et hvidt stykke træ.

Jeg havde overgivet mig, og jeg kunne se andre gøre det samme; stoppe op på vej forbi, se sig undrende omkring, tage et par billeder og så sætte sig eller gå rundt om performancen og følge den videre. Draget ind af det koncentrerede arbejde om at kile den ene pæl efter den anden ind, løfte op og rette til, sikre sig at intet vælter, gå tilbage og justere.

Jeg tænker, at giver vi os tid til at blive suget ind af kunst som La Transumante, kan vi opleve et sjældent nærvær og helt glemme os selv. Modsat en krydsogtværs bliver La Transumante aldrig færdig; dens organisme og stædige ro vil fortsat ændre form det næste sted, vi møder den. Dens væsen har vist forplantet sig i mig som et mantra mod den københavnske sommerhimmel.