5. maj: Michiel Tange Van Leeuwen
TID: 5. maj kl. 10.00-22.00
KATEGORI: Cirkus- og visuel kunstner
DOKUMENTATION: Se nedenfor
Social distancing
Jeg har fremstillet en jakke, der udtrykker ‘social distancing’. Efter at have mærket folks modvilje mod at holde afstand i supermarkedet, overvejede jeg at sy en målestok på min jakke. I stedet gik jeg i gang med at sy en abstraheret udgave af dette koncept. Og nu vil jeg tage denne jakke med ud på gaden for at teste dens virkning.
Umiddelbart ligner jakken noget midt mellem et overdimensioneret insekt og et rumvæsen med strømlinede udbygninger, der tegner en skarp silhuet.
Designet sikrer bogstavelig talt en fysisk afstand til omgivelserne, hvis ikke den afskrækker bare med sit udseende. Den er et billede på, hvordan designet af vores overtøj kan tilpasse sig en tilstand af ekstrem smittefare. Som en overlevelsesmekanisme.
Jeg vil undersøge og berette om, hvordan det er at bevæge sig gennem naturen og arkitekturen med denne jakke på. Hvilke bevægelsesmønstre bliver naturlige i denne tilstand? Bliver man hæmmet i sine bevægelser, eller kan det give en følelse af tryghed? Hvordan er det at møde andre mennesker på gaden, når man ligner et muteret pindsvin?
DOKUMENTATION 5. MAJ
OM KUNSTNEREN
Jeg er født og opvokset i Holland. Jeg flyttede til København for at uddanne mig som nycirkusartist og har boet her lige siden. Mit arbejde manifesterer sig primært gennem bevægelse, men jeg har altid haft et behov for også at udtrykke mig visuelt. En vigtig del af min kunstneriske praksis er design og fremstilling af kostumer. Jeg har de seneste år også fordybet mig i Ballroom-kulturen (voguing) – en aktivistisk undergrundsbevægelse, der kæmper for LGBT-personers rettigheder og synlighed.