Metropolis i børnehøjde: Det er sjovere at lege end at tale om det

Af Karen Toftegaard

Når vi taler om kreativitet i vores voksenliv, er der ofte en længsel efter at udfolde vores indre legebarn – især i forbindelse med at slippe ens kreativitet løs og genfinde nydelsen og legen midt i hverdag og pres. Legen er netop en af de opfordringer, der ligger bag flere af projekterne på Metropolis Festival for kunst i byens rum.

 

Ekspert i leg

Jeg har allieret mig med en ekspert i leg – min 5-årige søn, Karl. Han har fået lyden og fornemmelse af Metropolis helt tæt på fra begyndelsen. Han lå nemlig i min hastigt struttende mave, da jeg arbejdede på Metropolis 2009. Han har siden hen været med til festivalen, når det gav mening. Og elsker i øvrigt Lego Chima, Pokémon, Netflix og at spille fodbold. Han spørger også som det første, da jeg henter ham i skolen: “Skal vi spille fodbold, når vi kommer hjem?” Men det er også ok, at vi skal ind i et tapelandskab og en snorejungle.

 

Metropolis i børnehøjde

Hvordan oplever en 5-årig, eller rettere en om-3-måneder-6-årig to af Metropolis’ projekter, der inviterer til leg? Fremgangsmåden er enkel – min søn og jeg begiver os sammen ind i Tape Copenhagens Numen/For Use-landskab og Karoline H. Larsens Snorejungle og derefter stiller jeg spørgsmål til oplevelsen. Jeg har spurgt ham, om han vil være med til at lave dette indlæg sammen – og det gider han godt, bare der ikke er for mange spørgsmål. Det lover jeg. Han har selv været billedredaktør og godkendt dem, han syntes var seje. Det er i praksis dem, hvor han rækker tunge og laver sjove ansigter.

Holder det? Tapen?

Vi begiver os ind i tapelandskabet sammen. Vi er begge to lidt tøvende – holder det? Karl kaster sig nu hurtigt ud i det og bliver vist lidt mere modig af at spørge, om jeg er bange. Jeg er ikke så vild med, når tapen siger den samme lyd, som når man prikker bobleplast ud. Det griner vi af. Jeg forestiller mig, at det må gøre herrenass, hvis vi falder igennem ned på det tidligere kirkegulv. Men så overgiver jeg mig også. Og vi taler om hvad vi kan se gennem tapen og hvem, der kunne bo et sådant sted.

 

“Jeg tror, det må være noget meget stærkt tape”

Karl og jeg bevæger os igennem tape-tuben og kigger ud af hullerne. Karl siger: ”Jeg tror det må være noget meget stærkt tape” og tænker helt sikkert på alle de tapekonstruktioner, han selv har lavet af små scotch-tape stykker rundt omkring i lejligheden derhjemme. Det gør indtryk, at det er 300 ruller tape. Og da vi ser en stor taperulle ved indgangen, sender han den også et anerkendende blik.

 

“det er jo tape, der er sat op – faktisk 300 ruller”

På vej på cyklen mod Snorejunglen spørger jeg nok lidt ledende: “Er det ikke lige som Spiderman?” “Nej, det er jo tape, det er sat op – faktisk 300 ruller”, konkretiserer han. Efter ispause når vi frem til Snorejunglen. Da Karl ser alle snorene udbryder han: ”Den her er sejere end den med tapen, for det er meget sværere at lave knuder end det er at sætte tape op.”

Han kaster sig ind i snorene og vi gynger og holder balancen, mens fransktalende børn bliver hentet fra Prins Henriks skole lige ved siden af. Langsomt skifter gæsterne alder – de mange børn bliver til unge og voksne.

 

 

Det er sjovere at lege end at tale om det

Da vi kommer hjem fortæller Karl: ”Jeg synes, det var rigtigt sjovt at gynge i snorene. Jeg legede også, at jeg hang fast i snorene. Det var fordi, jeg ikke gad hjem. Tapen var sejest, fordi man kunne kravle på tape som Spiderman. Og fordi tape jo ikke er så stærk, men så kunne man alligevel gå på det. Jeg ville gerne have været i tapen i endnu længere tid”. Og så gider han ikke svare på flere spørgsmål. Han vil hellere lege lidt, inden han skal i seng. Og det er vel i virkeligheden sådan, det er – at det er sjovere at lege end at tale om det.