Mellem krampe og koreografi – interview med Mette Ingvartsen

Denne artikel er skabt ud fra to tidligere interviews med Mette Ingvartsen (af Marie Pons & Bojane Cvejić)
Oversat og redigeret af Niels Kristian Bonde Jensen

Da Mette Ingvartsen begyndte at arbejde på The Dancing Public tilbage i 2019, var drivkraften en række spørgsmål: Hvordan skaber man et danserum, der er som et fælles offentligt rum i teatret? Hvordan åbner man for, at publikum bliver en del af dansen, men uden forpligtelser?

Mens koreografen dykker ned i historierne om danseepidemier, kommer Covid til Europa. Projektet situeres dermed også i nutiden og stiller os et andet spørgsmål: Hvordan står man side om side og danser sammen uden frygt efter pandemien?

Titlen antyder også et ønske om et socialt fællesskab gennem dansen – en opblødning af skellet mellem publikum og performer, hvor kroppens frisættelse bliver bindeled. Ingvartsen fortæller om tankerne bag The Dancing Public:

”Jeg spekulerede på, hvilken funktion dans kunne have i vores samfund som en social aktivitet. For eksempel overvejede jeg at arbejde med former for social dans som clubbing, dvs. dans for sjov, men ønskede også at arbejde med dansemaratonerne, der fandt sted under den store depression i 1930’erne i USA.

Jeg indså ved at kombinere disse spor, at jeg var interesseret i at undersøge, hvad der kan forbinde dans og en krisetilstand for nærmere at observere øjeblikke i historien, hvor behovet for at danse hang sammen med dans som et socialt fænomen. Samtidig ville jeg ikke “blot” tilbyde en fest. Jeg var mere interesseret i at eksperimentere med form, koreografisk sprog og med kulturhistorie, der går ud over eksistensen af vores kroppe i nutiden.”

Hvordan arbejdede du med at skabe et fælles danserum, der ikke er en fest? 

”Jeg gik på sporet af de danseepidemier, der prægede Europa i middelalderen, og som fandt sted i det offentlige rum. Udbrud af uplanlagte bevægelser, hvor en person eller flere pludselig begynder at krampe og danse, hvilket smitter og foranlediger ukontrolleret massebevægelse. Da jeg begyndte at fordybe mig i disse fænomener, fandt jeg en forbindelse mellem dans, det offentlige rum, en krisetilstand og en følelse af uopsættelighed.

Det interesserer mig, hvad der sker med kroppen i kriseøjeblikket. Der opstår ofte en kropslig overdrevenhed. Derudover spørger projektet også: hvorfor fester vi? Her er der også en overdrevenhed, der handler om at få kanaliseret sin energi og at overskride de moralske og samfundsmæssige bånd, der normalt binder os. Festen har i sig selv en lang tradition – fra grækerne og romerne til senere tiders karnevaler – men festens organiserede bevægelser står i kontrast til dansemaniens bevægelse, der er uforsætlig, smittende, næsten forhekset. Noget, der indikerer en respons på samfundsmæssige og politiske tilstande”.

Hun uddyber:

”Forskellige bevægelser blandes sammen: Kramper, dans, men også anden gestik som kløen, dyrelyde, manisk latter, osv. Samtidig er der en tydelig reference til festdansen, som også knytter sig til min personlige historie. Jeg dansede hiphop og optrådte i klubber, fra jeg var 13 år gammel, og gennem min ungdom festede jeg generelt meget. Så der knyttes bånd til populærkulturelle strømninger inden for musik og dans”.

I løbet af The Dancing Public spiller ord også en rolle i form af messende spoken-word-passager, der akkompagnerer dansens og musikkens trancelignende bevægelser. Ingvartsen relaterer talen til de kropslige eksperimenter:

”Danseepidemier er fyldt med ukontrollable bevægelser til det punkt, hvor det føles som om, at man er ude af sig selv, og sprog og rationalitet på en eller anden måde afbrydes. Man fungerer ikke længere logisk. Men det var meget vigtigt for mig at tage ansvar for en fortælling, at dele de lag af historie, der går forud for de bevægelser, jeg foreslår. Det var vigtigt for mig, at offentligheden kunne forstå disse historiske forbindelser, som jeg skaber.

Jeg er interesseret i historie, og hvordan vores kroppe i dag påvirkes af diskursive perspektiver på gårsdagens historie i særdeleshed. På den måde kanaliserer min krop andre historiske kroppe, eller endnu bedre, hvordan forståelsen af vores kroppe har udviklet sig. Jeg kan godt lide at arbejde med disse tilfælde, der grænser til vanvid, fordi der her findes et potentiale for frihed. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at jeg bare ønsker at genindsætte dansemanierne i samfundet, da de jo også var forbundet med sygdom og udmattelse”.

Hvordan identificerede du bestemte koreografier og bevægelser og integrerede dem i din dans?

”Min primære kilde var Choreomania: Dance and disorder af Kélina Gotman, der forsker i disse danseepidemier fra middelalderen til i dag. Jeg brugte en god del af den første corona-nedlukning på at læse den, tage noter og prøve ting af koreografisk på min terrasse i Bruxelles. Forskeren nævner for eksempel Dr. Heckers, som beskrev dansemanierne. Her fandt jeg omtalen af uberegnelige, ukontrollerede, krampagtige bevægelser… folk, der gøede, miavede, blev fugle.”

Ingvartsen fortsætter med at forklare om arbejdet med at oversætte dansemaniernes trancetilstand til en konkret koreografi, der kan fungere i et afgrænset rum, i en afgrænset tid, på en scene:

”Vi kunne have forestillet os et rum, hvor vi alle danser sammen indtil udmattelse, men jeg er ikke i stand til at indføre en trancetilstand, der varer i dagevis. Så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne formidle denne mulighed for en uendelig dans. Det er denne dobbelthed mellem at lytte til de ord, jeg siger, den historiske tale og det at være helt til stede i kroppen.

Derfor vender musikken tilbage, når min dans er ovre, så folk kan blive og danse. Teatrets tid virker meget restriktiv i sammenligning med dansemaniernes, så det var en udfordring at give værket form, at spørge, hvordan man i en kondenseret form arbejder med de emner, jeg var interesseret i.”

Udgangspunktet for dette projekt, at danse med publikum eller skabe en situation, hvor folk kan danse sammen, blev pludselig umuligt med ankomsten af Covid. Hvordan har pandemien påvirket projektet?

”Jeg startede arbejdet i december 2019, lige før krisen ramte Europa. Jeg var intenst inde i processen, da restriktioner og udgangsforbud ankom. Jeg gik fra at arbejde med et emne, der interesserede mig intellektuelt, til at være låst inde i mit hjem uden at kunne gå i studiet eller teatret, uden at spille eller kunne danse med andre, hvilket var voldeligt, som for os alle. Jeg følte, at min krop akkumulerede energi, der ikke havde nogen steder at udtrykke sig, som om mine celler vibrerede.

At gå fra at læse bøger om kroppe i en tilstand af overskud til at opleve dette overskud konkret og fysisk var som en pludselig forståelse af, hvad der var på spil. Jeg begyndte at danse derhjemme, i små rum. En tilstand af stress, frustration, undertrykkelse, frygt, alt dette forbandt sig til oplysninger, jeg havde læst om visse byer, hvor folk begyndte at danse for at holde Den Sorte Død væk. Dans havde på det tidspunkt forskellige funktioner: nogle gange kuren mod ondskab, nogle gange oversatte den symptomerne på sygdommen, og nogle gange gjorde den det muligt at helbrede sygdommen. Alt dette blev pludselig meget konkret i mit eget liv i nutiden.”

Tilskuernes kroppe er afgørende i The Dancing Public. Hvordan arbejdede du på trods af deres fravær?

”Nogle konkrete spørgsmål meldte sig straks: Hvornår ville det være muligt at skabe et rum, hvor fremmede står tæt på hinanden og har frihed til at bevæge sig? Jeg besluttede at fortsætte med at arbejde på stykket og huske på, at vi en dag ville vende tilbage til en situation, hvor dette ville være muligt. Det var et halvt års arbejde med usikkerhed, før vi kunne spille første gang.

I dag er det andre spørgsmål, der er blevet relevante: Hvordan man står sammen igen, ved siden af hinanden i samme rum, hvordan man danser sammen, hvordan man føler sig sikker i nærheden af den anden uden maske? Er det vigtigere at være sociale væsener end at følge sundhedsregler? Disse refleksioner er på spil i The Dancing Public.”

 

Læs mere om The Dancing Public.

Fotos: Marc Domage