Mange møder med publikum – refleksioner fra Performing Landscapes Møn – Liselund Have

Det er gået rigtig godt. De folk, der var med, var superglade for det hele. Nogle kom for eventet og var totalt med, og der var folk, der kom på, som bare var der, fordi de gik tur i haven.

Det havde været federe for os kunstnere at have flere dage sammen, for i løbet af de her tre dage forstod vi, hvad vi havde skabt som helhed, og vi kunne have tilrettelagt programmet anderledes, så det blev et bedre flow.

Folk var positive overfor det og fik en virkelig god oplevelse. Mit værk var et manuskript, publikum selv udførte. Jeg delte en måde at arbejde på i en koreografisk rejse. Det var meget tilfredsstillende at se på – jeg så det indefra, og alle var bare dansere! Det var bare fedt at se, hvordan folk havde lyst til og behov for at bevæge sig og mærke haven på en anden måde.

Mit projekt udviklede sig i de første dage i juni, der sagde Trevor, det er ikke klassisk teater, hvor man bare sidder og kigger som publikum. Publikum skal være deltagende i det. Jeg laver overhovedet ikke participatory art, så det var lidt okayyy… Når man er publikum i et almindeligt teater, er det helt tydeligt, at performerne er i noget super intenst, så jeg tager udfordringen op og prøver at se, om jeg kan lave et værk, der åbner op for den del også. Det interesserede mig at forsøge at skabe noget, som både engagerede folk og var en imaginary koreografi, som også virkede for folk, der bare lyttede og kiggede på det. Det var ret stressende, fordi jeg ikke havde gjort det før. At få et manuskript rigtigt, så folk kunne tage instruktion fra det.

Kunstnere i Performing Landscapes Møn er et ensemble, men singulære enheder. Det er en række af instruktioner og visuelle enheder, og man kan engagere sig, som man kan, og det giver mening for en selv. Jeg havde fokus på knoglestrukturen, at flytte fascier, for det gør noget interessant for at få folk ind i kroppen. Det var ret lange fem minutter, hvor publikum smeltede sig selv og bevægede sig gennem skovbunden, som var ret rough (grov, red.), for der var en masse agern og så videre.

Når man gør sin krop blød, kan man være i landskabet på en anden måde og opleve fra et liggende perspektiv. Der var en på 78, der rullede hele vejen ned af den skråning i haven. Det var ret mange ældre, der ikke havde nogle forbehold, så det var ret fint. Så var der en beskrivelse af, hvordan solen og ens hud tørrer ind, og så slentrede vi gennem parken, og et sidste moment, hvor den slentren, blev til en form for dans og havde fokus på rygraden igen. Folk kommer i slutpositioner, og så fader musikken ud. Så bevægelse gennem haven og visualiseringer.

Jeg var overrasket og glad for den måde, folk engagerede sig. Alle, der var med, var fuldt engagerede. Der var en åbenhed og lyst til at bevæge sig og ikke at have forbehold eller være hæmmede i sine bevægelser, men bare gøre det. Det var rigtig tilfredsstillende.

Selv har jeg forbehold overfor participation (publikumsdeltagelse, red.), for jeg kan føle mig lidt manipuleret, så det var det med at finde en måde at få folk til at deltage, uden at man er manipuleret ind i det. Det lykkedes måske set i forhold til den måde, publikum responderede på det.

En af dem fra publikum hed Bob, og han sagde: Det var den bedste oplevelse, jeg har haft i år.

En af mest kritiske havde lidt sværere ved at give sig hen. Hun sagde, hun syntes, det var megainteressant, og ”jeg følte jeg lærte noget om mig selv, og hvad jeg kan”. Så publikum fik også nogle refleksioner omkring det.

Et par andre sagde, at de syntes, at de gennem det at få den kropslige erfaring i mit værk, så kunne de lave et link til det, Nana Francisca Schottländer lavede. Det var en fin ting. Man begyndte at fornemme, hvordan alle de værker, vi havde skabt til haven, talte sammen og ligesom lagde et filter over haven. Der gik linjer mellem det. Det var en integreret del og et nyt lag på én gang.

Performing Landscapes er et laboratorie og co-creation. Så værket er egentlig en meget lille ting, man bliver nogle gange lidt… det blev lidt omfattende. Det er et laboratorie og samskabelse og eksperiment. Det var en lille note, som jeg var glad for at have med mig i hele processen, for jeg kastede mig ud i et nye format, og det var min egen stress. Det var ikke en forventning om et poleret og færdigt værk, der var fokus på, at det var en proces.

Der skete et eller andet på de dage, vi var der. Det var rart, at Rune Fjord var der hele ugen. Rune og Christina Louise Jørgensen var ligesom også dem, der afprøvede det for mig og gav feedback, så jeg kunne teste det manuskript. Det, at vi kunne bruge hinanden, det havde jeg i hvert fald brug for.

For mig personligt er der noget interessant ved at rykke ud af black box, at man arbejder det i det offentlige rum, for der er altid noget og nogen, der modtager det. Det er ret interessant fra et performanceperspektiv, for hver gang man gør det, så er der et møde med publikum – intended eller unintended audience. Det er godt som refleksion på, hvad performance er, og hvad forventningerne er til det.

Så er der nogen, der tilfældigt går tur i parken og ser tre mennesker, der kommer ud fra skoven og ligger i græsset og laver figurer. Så følger de med. På den måde er der hele tiden publikum.

Når vi arbejder i two-women-machine-show (Stentebjergs duo med Ida-Elisabeth Larsen, red.), arbejder vi meget i praksis, vi gør det hele fuldt ud for at se, om det fungerer. Man gør hver gang det, man tænker, der skal være den endelige performance. Man kan ikke markere, man må gøre det, og så lægger man mærke til, hvordan folk engagerer sig. Det er også derfor, vi er i denne niche – for mig er det ret fedt, at det (værket, red.) er tilgængeligt meget mere end selve spilleperioden, fordi der er flere møder med publikum, og det er meget spændende.

Af Marie-Louise Stentebjerg fortalt til Metropolis

Foto: Thomas G. Bagge