Man kan ikke se scenen. Fordi man er med på scenen – Interview med Trevor Davies

Af Ida Marie Fich

Metropolis har fået et makeover. Et årti er gået, siden den første festival for international performance og kunst i byens rum vendte op og ned på København i juli og august, og det har givet den kunstneriske ledelse blod på tanden i forhold til at prøve et nyt format af. Fra i år skal kunsten i endnu højere grad ud til publikum og blande sig med byen, fortæller kunstnerisk leder Trevor Davies.

Som noget nyt er alle festivalens aktiviteter gratis og vil kun møde publikum ude i byrummet – ikke fra et sæde i en teatersal. Derudover strækker festivalperioden sig i år fra juni til oktober, og frem for at være biennal og hvert andet år give plads til Ny Cirkus Festival vender Metropolis nu tilbage hvert år.

Kunsten skal ikke gemmes væk
”Det er faktisk meget mere i tråd med, hvad vi egentlig vil med festivalen. Mere ærligt. Vi mister penge på at droppe billetsalg, men vi vil gerne overraske folk med et direkte møde med værket ude i byen. Og billetter og planlægning er blot et ekstra lag mellem værket og publikum,” mener Trevor Davies.

Uden billetter vil publikum ofte ikke være forberedt på, hvad de skal opleve. Kunstværket eller performancen popper op midt i det hverdagsliv, der ellers finder sted i byen. Og det mener han ikke, man skal være bange for:

”Særligt med mere nutidig, konceptuel kunst må vi altså ikke tro, at folk ikke kan kapere det møde. Vi skal væk fra ideen om, at svært tilgængelig kunst skal gemmes væk og være noget elitært. Det betyder, at der vil være stor forskel på, hvordan folk responderer: om de bliver grebet og følger med, bliver provokeret eller bare registrerer det og går væk.”

Mangfoldigt og demokratisk
Det har netop været vigtigt for Trevor ikke at gå efter en ensartet respons på oplevelserne under festivalen og skabe en situation, hvor publikum kan agere, som de nu synes:

”Med nogle af dem er det ærgerligt kun at opleve 10 sekunder. Men det er også okay, for ham eller hende, der er med lige de 10 sekunder, er måske netop det ekstra publikum, vi kan ramme ved at gøre kunsten mere mangfoldig.”

For Trevor drejer det sig nemlig ikke kun om at nå ud til flere, men i lige så høj grad om at nå ud til dem på nye måder. Det er mere demokratisk, mener han:

”Med kunst, der på den måde dukker uventet op i byen, vil publikum reflektere over steder og situationer, de allerede kender, og opdage nye sider af deres by. Vi ønsker at arbejde for, at vores værker når ud til de publikummer, der nu er der, ligesom det skal være tilladt at tage billeder og tale sammen under en performance. Så skaber kunsten pludselig også kontakt mellem publikum.”

Man kan ikke se scenen
Det stiller nogle andre krav til værkerne og kunstnerne, forklarer Trevor. Han og Katrien Verwilt, den anden halvdel af Metropolis’ kunstneriske ledelse, har bedt en række af årets kunstnere om at lade deres værker gå tværs igennem byen og blive opført forskellige steder frem for at blive gentaget det samme sted flere gange:

”På den måde vil værkerne ændre sig alt efter, hvor man møder dem, og altså spille sammen med det sted, de foregår. Performerne er meget bevidste om, om de spiller foran Christiansborg eller i Kongens Have, og det vil præge samspillet med publikum og forestillingen.”

Et eksempel er Willi Dorners 45 farverige performere, som man i Bodies in Urban Spaces kan følge ad en 7 km. lang rute gennem byen. Eller danseforestillingen A String Section, som opføres flere forskellige steder i byen. Eller Johann Le Guillerms La Transumante, det levende dyr af træ, der langsomt bevæger og transformerer sig gennem byen. Eller …  Ja, der er meget at glæde sig til på årets Metropolis i nye klæder.

”I år er første gang, man så markant vil opleve, at man ikke ved, hvor værket begynder og slutter, og hvad der er en del af det. Man kan ikke se scenen. Fordi man selv er med på scenen”, afslutter Trevor.

 

Fotos: Maja Nydal Eriksen (Tape Riot og Bodies in urban spaces)