Lyt til Aarhus’ stemme – refleksioner fra Performing Landscapes Aarhus – Waterlines

Aarhus bugter og svajer sig, som bølgerne, der rammer kysten. Blandt betonbeklædte bygninger begynder 24 mennesker at bevæge sig i disse Aarhus-buer, som seks kunstnere på lidt over 6km har fortolket et lille udsnit af.

Vi går fra glaspolstrede Dokk1, omringet af erhvervsbygninger og møder en sløromsvøbt kvinde med en barnevogn gående tæt på havnens kant. I barnevognen er der intet barn, men blot hjemsøgende sangstemmer, der harmoniserer med hinanden og kvindens stemme. Vi ser gennem stråene i fire sandkasser med strandplanter og sten på kvinden. Rundt om os er der høje, finpolerede huse og høje lyde af erhvervsliv, industri og trafik, men hvis man fokuserede gennem en lille mental kikkert, og kun så gennem de svajende strå på de små sandbanker, var vi lige dér på stranden med denne sørgende kvinde. For luften var tyk af sorg og død, men også skønhed. Men hvem er død? Jeg tænkte naturen.

Vi følger hendes sangstemme på de snoede stier til Filmbyens evigt udviklende terræn. En evig, larmende byggeplads med tårnhøje kraner, en halvfærdig bygning, der på sigt skal danne en klimavenlig café, og møbler, der har dobbeltfunktion – som glaskunst og som stole.

Her bliver vi mødt af næste kunstner, som bringer os ind i sit univers af Filmbyens lyde, som hun genskaber med sin stemme. Hun giver en stemme til objekter, som normalt ikke har én. Hun giver en lille stemme til en blomst, små hviskende klokkelyde, og giver denne lille blomst en sjæl, som jeg instinktivt vil værne om. Hun giver stemme og sjæl til sten og træerne. Med brug af vores stemmer skal vi harmonisere med landskabets ”væsner,” og hun siger: ”Her skal man ikke være dygtig, her skal man bare være levende,” og giver liv og sjæl til os. Hun sætter her ikke bare en præcedens for, at vi skal åbne vores sanser for de mere subtile lyde, som landskabet byder på – hun giver landskabet en levende sjæl, som vi langsomt åbner vores hjerte til at lytte til og fremskynder empatien for disse stemmer.

Vi følger hende langs den gamle kystlinje til Sydhavnens pumpende industri og tilholdsstedet for mange hjemløse. Her møder vi syngende, grønlandske stemmer akkompagneret af en guitar. En ældre herres stemme, der fortæller om slagtehusene på Sydhavnen, mens vi bliver jaget som kvæg på vej mod døden. En kvinde i balkjole, svingende på en gynge, og med vulgære ord skrevet i tusch på sin hud, bruger sin stemme og fortæller, hvordan også hun fortjener at blive elsket. Vi bliver sunget væk fra Sydhavnen af en mand med en guitar og en ru stemme. Alle disse mennesker er hjemløse, og de har for bare en lille stund en stemme, som bliver lyttet til, og dermed øger vores empati for dem.

Havnen dufter af salt og tang. Vi ved, at vandet er der, men foran os tårner røde industribygninger sig og skærmer for synet af vandet. En performer på den anden side af vejen kæmper med at flytte store sandsække. I nogle lydtætte høretelefoner kan vi høre hans anstrengte åndedrag og lyden af sandsække, der tungt rammer asfalten. En ode til den aarhusianske historie – om havnearbejdere, der skulle slide deres kroppe op for byens og nutidens rivende udvikling, og naturens og historiens forfald i samme ombæring.

Men selv midt i byens murstensbeklædte facader, er det stadig muligt at finde små fristeder af bevaret natur og historie. Herunder St. Nikolaus Kilde. Et lille tilflugtssted af natur for os og for selv folk i 1800-tallet. I dag er det stadig bevaret natur, men vi kan ikke undslippe byens brutalitet. For her er der en skraldespand kun beregnet til kanyler.

På den lange vej til Tangkrogen skulle vi af og til have de lydtætte høretelefoner på. Her blev både byen og naturens stemmer dæmpet, og stemmen i ørerne kom i fokus, der fortalte om lastbiler og den evige trafik. Der var strækninger, hvor jeg beholdt høretelefonerne på, selv uden stemme. Det var rart at lukke alle lydene ude, for jeg kunne høre mig selv tænke. Men når jeg tog dem af, kom alle de små og store nuancer af naturlydene stormende tilbage i større kraft end før, og jeg lyttede til Aarhus’ egen mangefacetteret stemme.

Tangkrogens stemme var mågeskrig og bølgernes sprøjt, når de ramte kysten og træstubbene i vandet. Med en performer skulle vi lege i sandet, mærke det mellem vores tæer. Lave små kikkerter med vores fingre og fokuserer på små dele af strandens landskab. Vi skulle vælge, om vi ville se ud på havet eller bag os på Aarhus’ skyline – en buldrende by, vi lige havde forladt. I sandet skrev vi ord, som ville blive skyllet bort. Jeg skrev et ord, som havde ligget på min tunge gennem hele rejsen. Transformation. Hvordan landskabet langsomt har udviklet sig gennem århundreder, fra fredelig natur til pulserende byliv. Hvordan vi bare på rejsen har set denne udvikling, hvor vi startede i glaspolstrede, forhastede og larmende Aarhus til naturskønne, fredelig og sagte men kraftfulde Aarhus. Jeg skrev transformation i sandet, som et overordnet tema for rejsen. Men det var også et lille, stille ønske til landskabet: please, transformér mig. Halvdelen blev slugt af vandet, så transform stod tilbage. Jeg tog det som om, at landskabet beordrede mig til at gøre det selv.

Så vi fulgte den bugtende strandkant, og jeg lyttede til strandens stemme. Til bølgerne sten mod sten. Regnen mod min hætte. En performer mødte os og gav os hver en sten, mens vi i høretelefonerne lyttede til en stemme, der fortalte, hvordan disse sten for det blotte øje er uforanderlige og kun forandrer sig over tusinde og endda millioner af år. Hun fortæller om, hvordan vi nogle dage kan føle os som sten. Låst fast og uforanderlige. Ude af stand til at flytte os og udvikle os. Hun taler om det usynlige tidevand, der skifter og skyller mod stenene, langsomt forandrer dem. Det giver os håb om foranderlighed, selv for en sten, selv for os.

Idet jeg kaster stenen langt ud i vandet, sværger jeg til havet, at jeg vil gøre mit for min transformation og råber for mit indre sind: ”jeg er ikke en sten!”.

 

Det er blevet mørkt, da vi når til Den Uendelige Bro. I mørket begynder stjernerne at danse. Men det er ikke stjerner, men dansere på broen med lyskæder på tøjet, som bevæger sig synkront i stilhed. Som et farvel til kystlinjen og til dagen, inden vi skal på den sidste strækning dybt ind i skoven.

Skovens stemme er af vind i trætoppe, og regndråber på blade. Lyden af et boblende vandfald. Stemmen er mægtig og har været den samme i årtusinder. Siddende i græsset på gravhøjen, bliver vi fortalt om fortiden og om vores forfædre. Vi skriver et ord i muslingen, vi havde fået i starten af rejsen. Jeg skriver igen transformation.

Jeg tænker, hvordan forandring er godt i sig selv, men fordybelsesrejsen, jeg havde været på – fra nyt til gammelt, fra nutid til fortid, forandret og uforandret, byliv til natur – havde åbnet mig for stemmer, jeg ikke havde lyttet til før. Aarhus’ stemme. Men rejsen havde også gjort mig lydhør for en lille stemme, jeg måske sjældent kunne høre. Min egen.

Af Maja Munk Johansson

Foto: Allan Toft