LYSLYD 2008-2010

I krydsfeltet mellem kunst, byudvikling og innovation


LYSLYD
var et 3-årigt projekt som fandt sted i perioden 2008-2010.

Udgangspunktet for LYSLYD var et forsøg på at skabe en ny projektmodel, der kan involvere flere partnere og kommuner i et fællesprojekt med fokus på lys og lyd i det offentlige rum. Projektet rummede tre målsætninger der havde til formål at stimulere det kunstneriske, det urbane og det kommercielle.

Den kunstneriske målsætning – projektet skulle være synligt, skabe unikke oplevelser og have stor signalværdi samt kunstnerisk integritet.

Dette blev praktiseret gennem samarbejder med nationale og internationale kunstnere, hvor der blev skabt 24 byrumsprojekter som eksperimenterede med lys og lyd. Projekterne blev lanceret som to større hovedevents i august 2009 og i februar 2010.

Den bymæssige målsætning – projektet skulle fremme identitetsskabende processer i forhold til konkrete steder i de enkelte kommuner og samtidig forholde sig til igangværende byomdannelsesprocesser, hvor samarbejdet mellem arkitekter, kunstnere og borgere kunne gavne projektet.

Dette blev realiseret ved at etablere partnerskaber mellem kultur og planlægningsafdelinger i kommunerne, professionelle virksomheder indenfor lys, lyd og byplanlægning samt lokale kulturorganisationer og erhverv. Ny metoder og ”best practice” eksempler blev præsenteret og testet på seminarer, workshops og i individuelle rådgivningsforløb.

Den erhvervsmæssige målsætning – projektet skulle fordre vækst ved at fremme innovation ift. metoder, teknikker og teknologi indenfor lys og lyd.

Der blev gennemført en gennemgribende kortlægning af lysbranchen for at kunne styrke netværket mellem store og små virksomheder og dermed skabe grobund for videndeling. Der blev nedsat en erhvervsfølgegruppe, som fulgte LYSLYD-projektet og dermed kunne danne grobund for potentielle netværk og nye partnerskaber i lys og lyd branchen.

Erhvervsfølgegruppen dannede selv et nyt netværk for lysbranchen, Dansk Lys, der blev søsat på det sidste LYSLYD-seminar og matchmaking i juni 2010.

Lyd- og lysevent i havnen i Helsingør af Live Art Installations

 

FAKTA OM LYSLYD

FORBEREDELSESFASEN
Juni 2008 – februar 2009

HOVEDFASEN
April 2009 – september 2010

PARTNERE
Kommuner: Albertslund, Hvidovre, Herlev, Høje-Taastrup, Frederiksberg, Haraldsgadekvarterets områdeløft (Københavns Kommune), Helsingør, Gribskov, Roskilde og Køge
Øvrige: By & Havn, Juul | Frost Arkitekter, Wonderful Copenhagen, lysfirmaet Seelite, lydfirmatet MOTO og Københavns Internationale Teater

FORMAND FOR STYREGRUPPEN
Frederiksberg Kommune

PROJEKTLEDELSE
Københavns Internationale Teater

HOVEDAKTIVITETER
25 kunstner residencies
24 byrumsprojekter
5 seminarer / konferencer
13 workshops
Kortlægning af lys- og lydsektorerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland
Byrums- og erhvervsfremmerådgivning for partnerkommunerne

FINANSIERING
Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Region Hovedstaden, Region Sjælland, RealDania og partnernes egenfinansiering.

MED STØTTE FRA

Tags: