Lejlighedssange til Naser, Miguel og Gunnar
I Emaljehaven i det københavnske nordvestkvarter er Copenhagen Phil og de klassiske musikeres blæsere, strygere og slagtøj blevet installeret på 45 forskellige altaner. Koncerten er arrangeret, udviklet og orkestreret af den franske Pierre Sauvageot fra Lieux Publics, Marseille i samarbejde med Metropolis. Koncerten har titlen Grand Ensemble – det store fællesskab eller den store forsamling kunne man oversætte til på dansk.
Af Mille Højerslev Nielsen
Da vi ankommer en halv time før koncertstart, er der allerede omtrent 150 mennesker, der har bredt tæpper ud op jorden, åbnet picnickurven eller sat i en af mange klapstole, Metropolis har sat op, forud for arrangementet.
Vi finder en bænk en smule afsidiges, som vi sætter os på og senere deler med en gravid kvinde, hendes kæreste og tyske forældre samt et ældre ægtepar. Stemningen er som til udendørs sommerbiograf eller festival – let og afslappet, høj på blå himmel og solskin. Vi skænker rosévin op i vores glas. Jeg kigger rundt og ser, hvordan beboerne har arrangeret sig på balkonerne. Et par nyder en intim middag under en parasol. En familie på fem har klemt sig sammen og sidder på skødet af hinanden og venter i spænding med mobilerne fremme. Og en mor sidder stille på sin klapvogn, mens tumlingen vander blomster på altanen i bare underbukser.
Der, hvor vi har placeret os, er flest af strygere installeret, og derfor er det violinerne og celloen, jeg hører først. Så blæserne. Harpen og stortrommen får mit hjerte til at banke, så jeg mærkede blodet løbe rundt i kroppen.
Koncerten er på mange måder ikke en typisk klassisk koncert: Musikerne er fordelt på i alt 46 balkoner. Ulig en koncert i et koncerthus, kan de ikke høre hinanden, og de kan ikke se dirigenten. Dertil har Pierre Sauvageot interviewet beboerne og klippet lyde af hunde, der gør, døre, der smækker, telefonerne, der ringer og folk, som siger goddag og farvel på nogle og 6 forskellige sprog ind i forestillingen. Grand Ensemble er brudt op i tre dele, som hver har deres stil og karakter, men samlet skal vise etnisk, kulturelle og aldersmæssige mangfoldighed i Emaljehaven. Her tales sprog som arabisk, pakistansk, spansk, fransk og italiensk, og der bor spædbarn samt pensionister i kørestole. Samtidig peger Grand Ensemble på, at de af os, som bor i boligblokke eller blot i lejligheder, deler mange af de samme oplevelser.
Da første halvdel er slut, kan vi høre en baby græde. Kort forinden havde jeg overhørt den højgravide tyske kvinde, som sad overfor mig, bekymret sige: “It’s strange how the baby moves”. Jeg tænkte for mig selv, at det på ingen måde var mærkeligt, fordi der er lavet flere studier, der viser, at børn i alle aldre nyder og bliver beroliget af klassisk musik. Derfor sagde jeg til min veninde, mens jeg kiggede mig omkring i et forsøg på at få øje på det grædende barn blandt publikum: “Babyen, vi kan høre, græder sikkert, fordi der er pause i musikken”. Men da lyden intensiverede og rejste på tværs af Emaljehaven, stod det klart, at gråden var del af Sauvageots lydcollage. Babygråden blev ved længe, og det var tæt på ulideligt. Jeg kom til at tænke på de gange, jeg har hørt naboens barn græde om natten og følt det som timer, selvom det måske kun drejede sig om 10 minutter. Gråden blev afbrudt en underlig lyd, der lød som pibben. “Hvad er nu det??”. Dér så jeg, at samtlige musikere havde hevet et Sophie le Girafe-pibedyr frem, som de febrilske – men også smilende – trykkede på. En utrolig morsom detalje, jeg grinede meget højt af og vist fik skabt opmærksomhed omkring. Sophie le Girafe blev opfundet i Frankrig for mere end 50 år siden, og er den mest populære barselsgave. Ingen franske spædbørn og ingen forældre er gået gennem livet uden dette legetøj. Da giraffen Sophie kom frem, blev gråden afløst af latter, og alle blev igen glade og rolige indeni.
Naser, Miguel, Amanda, Gunnar, Pablo og Elena… Er et udsnit af de navne, der blev præsenteret, som jeg registrede. De faktiske hovedpersoner i Pierres koncertforestilling.
Det var befriende og berigende at opleve en forestilling som på ægte fransk manér fik hyldet mangfoldigheden i sprog og kultur – især i en tid, hvor flere døre lukkes i.
Fotos: Kim Matthäi Leland