Kort samtale med Kitt Johnson og Annette Skov – “12”

Af Karen Toftegaard

 

To dage før premieren på vandringsforestillingen ”12”, der spiller indtil den 23. august, møder jeg makkerparret koreograf Kitt Johnson og ordekvilibrist Annette Skov på Refshaleøen. Deres samarbejde er vokset frem i forbindelse med byrumsfestivalen MELLEMRUM, der begyndte i 2008. Annette Skov kom ind i billedet på et tidspunkt, hvor Kitt Johnson allerede havde kurateret kunstnerne og stederne. Men så udviklede det sig derfra et helt andet sted hen. ”Det bliver efterhånden sådan en mere og mere helstøbt eller ønsket om at lave en mere helstøbt performancevandring. Så i det øjeblik man går i gang, så er man først færdig, når man er færdig,” beskriver Annette Skov.

 

Vi mødes på Refshaleøen i en pause og et solstrejf
Vi mødes på Refshaleøen i en pause og et solstrejf. Anette Skov beskriver ”12” som et naturligt viderearbejde af Mellemrum. Mellemrum er en måde eller mange måder at gå til specifikke steder på, hvor ”12” i virkeligheden bringer det et andet sted hen”

 

”12” – en bæredygtig proces
”12” er en slags bæredygtig proces, hvor de tager udgangspunkt i ”Okay, hvad har vi at gøre godt med? Vi tager det vi har og så bruger vi det.” Kitt Johnson griber tråden: ”ja vi tager udgangspunkt i det, vi har. Noget har forandret sig rigtigt meget (fra den første workshop sidste august). Noget eksisterer slet ikke mere. Og noget er egentligt meget tæt på det, vi fandt dengang, som vi synes virkede herude – som tilførte og opdagede noget af det, som vi synes er magisk herude.”

Annette Skov fortsætter: ”Jeg kan faktisk meget godt lide, at du bruger ordet ”bæredygtig”, for det her område er jo lige nu udsat for mange forskellige eksperimenter. Hvor projektet ”12” er en af dem. Det der adskiller sig fra de andre er, at en flok mennesker over en lang periode fordyber sig i nogle små udvalgte steder. De arbejder på nogle spots, som de i den grad har lært at kende. Det er en ret anderledes måde. De fleste tænker en kæmpestor tom ø. Vi kommer lige og lægger vores lydanlæg oven på. Så tisser vi og råber lidt og så går vi ind i hinanden og smadrer nogle flasker og så er de væk igen. Det er en bydel, der bliver voldtaget lidt af det ene og det andet – og fred være med det.

 

Hvad er det, man har at komme med

Men projektet ”12” gør bare noget andet. Det undersøger, hvad det reelt er for et sted. Inden man begynder at tilføre noget, så skal man finde ud af hvad det i virkeligheden indeholder og finde ud af, hvor man har noget at komme med. Performerne har lært stedet at kende inden de begyndte at lægge noget ind i det. Det er i virkeligheden mere tyst end det er larm. Det her undersøger, hvad det et for et sted, så inden man begynder at tilføre noget, så skal man jo i virkeligheden finde ud af, hvad det er og hvad det er man har at komme med.”

Kitt fortsætter. Man kan mærke, at de to kvinder er i synk: ”og der er rigtigt meget arbejde med materialer – en undersøgelse af stoflighed og undersøgelse af historie. Performerne bruger forskellige teknikker. Nogen har været mere optagede af historiske facts. Andre har været mere optagede af, på et sensorisk niveau, hvordan forskellige materialer påvirker kroppen og kan eksistere i den. Der er meget klare spor af historierne i nogle performances, i andre er der kun enkelte spor tilbage. Og i andre er det historiske helt væk.”

Anette fører tråden videre: ”på den måde afspejler det nok den måde, som folk går til det her område på – at nogen opsøger specifikt historien – hey der er et årstal, der er noget faktuelt jeg kan gå efter. Der er nogle metalspor, hvor andre bare synes at himlen er helt fantastisk og vidderne er utrolige. Det hele er her jo på en gang.”

Drivkraften bag projektet “12”

Det er altid interessant hvad der er motoren i et projekt og driver det fremad. Jeg spørger både Kitt Johnson og Annette Skov, hvad de brænder for i projektet ”12”?
Kitt Johnson lægger klart ud: ”for mig er drivkraften at hjælpe de her unge spillere til at opdage nogle nye ting, folde deres talenter ud, stille forhåbentligt de rigtige spørgsmål, de rigtige opgaver og møde dem, der hvor de er. Det er jo ikke mit projekt. Det er ikke mit tema, min store kunstneriske forløsning. Det handler for mig om at facilitere de unge mennesker, de unge talenter, som vi arbejder med. Og så selvfølgelig, forhåbentligt at lave noget, der er seværdigt for publikum. Men allermest spændende er, hvordan jeg møder dem hver især dem på den rigtige måde.”
Annette fortsætter: ”Og det har virkelig også foldet sig ud i alle mulige retninger. På den måde er det jo også et laboratorium. For mig er det jo meget både den visuelle del og se de her steder få tilført bare bittesmå ting rundt omkring og så pludselig folde sig ud på en helt ny måde. Jeg kender dem så godt og nu er de faktisk foldet ganske anderledes ud.” Anette har haft værksted på området i mange år: “Jeg er meget forbundet med den her ø. Og historien og har undersøgt meget hvad de respektive områder har været brugt til. Og jeg er kommet her i mange år og har talt med B&W arbejderne og i virkeligheden taget fat på det, som vi nu arbejder med. Nemlig fortsætte med at afdække stedernes konkrete historier.”

 

Hvornår: indtil den 23. august kl. 19.00

Se også min oplevelse af forestillingen 

Kuriosa: Mellemrum findes fremover i en mobil festival-model – Mellemrum Encounter. Første gang bliver i Norge næste år.