Kæder af skaller, skaller med ord, ord der kæder sig sammen – reportage fra Musling
Reportage fra Musling af Lilibeth Cuenca Rasmussen
af Niels Kristian Bonde Jensen
Muslingeskallerne, der er centrale i Lilibeth Cuenca Rasmussens performance, danner en ordkæde. En ordkæde, der fungerer sådan, at det sidste ord, der står skrevet i en skal, bliver til det første ord i den næste skal.
”Fortid er ikke fremtid”. ”Fremtiden er åben”. Næsten uden at man bemærker det, har ordkæden bevæget sig ud i forgreninger af mening og små historier. ”Historien er nu”, står der i én. ”Én per person”, fortæller Cuenca Rasmussen, mens hun uddeler skaller til os tilskuere, der følger med hende ned langs skallesporet, der stopper, hvor pladsen stopper, og trapperne til Rådhuset begynder. Det begynder dog et andet sted for mig denne eftermiddag.
Jeg tager plads på trapperne til Rådhuset og kigger ud over den skal af skaller, som er blevet optegnet på Rådhuspladsen gennem hele dagen. Mens jeg venter på, at Cuenca Rasmussen dukker op i sin farverige kjole og starter sit uddelingsritual, bliver pladsen og skallerne helt naturligt en scene for sin egen lille performance i det offentlige rum.
Turister, børn og andre tilfældige forbipasserende er på vej over Rådhuspladsen – mange fra Strøget mod Tivoli eller omvendt – men må stoppe op, da det går op for dem, at de har jokket i en muslingeskal. Det er næsten som at se klovnen i cirkus træde i bananskrællen, eller som en prank fra et skjult-kamera-program fra 00´erne. Det er svært ikke at trække på smilebåndene, når de forbipasserende pludselig ser sig over skuldrene, og det går op for dem, at de står midt på scenen. Skal de gå videre, som om intet er hændt? Skal de lægge muslingeskallen tilbage på sin plads? Skal de tage den i lommen, mens ingen kigger?
I sit interview til Metropolis-bloggen fortæller Cuenca Rasmussen om Rådhuspladsen som en plads, der, modsat mange andre store pladser i europæiske byer, mangler identitet og mening. Som et transitrum, folk passerer igennem, men ikke opholder sig i. Det må være ritualets meningsdannelse gennem gentagelse, der i så fald leges med denne eftermiddag. Folk, der igen og igen træder på kunstværket og derfor tvinges til at gøre ophold. Ord, der gentages og udvikler sig i nye muligheder for mening. Sirlige, disciplineret optegnede rækker af skaller, der tilsammen danner et mønster, der giver Rådhuspladsen retning: linjerne går fra rådhustrapperne og ud. Ud mod byen og menneskene, der færdes i den.
Det er en performance, der også finder mening gennem sin humor. Cuenca Rasmussen er ét stort smil og får os tilskuere til at komme ud af vores skaller, når vi skal træde frem og modtage vores mening én efter én. Nogle skaller er sværere at afsætte end andre. ”Eksplosioner af depressioner” bliver f.eks. liggende på pladsen. ”Nyfødte strukturer” bliver sprængt til atomer af dækket fra en cyklist, der blæser over pladsen. Der grines højlydt over ”Bruden venter bruddet”, mens folk tøver med at tage imod. ”Det kunne være en gave?”, bemærker Cuenca Rasmussen tørt.
På vej hjem gennem byen tænker jeg, at Musling dels handler om at give mening til et konkret sted i et specifikt nu, men lige så meget handler om at tage mening med sig videre og se, hvordan den udvikler sig over tid. Det er en performance, hvor man helt bogstaveligt og materielt får noget med sig hjem at tænke over. Under uddelingsritualet modtog jeg selv en skal: ”Grænser er kontrol”. Det er en mening, jeg endte med at give videre. Jeg forærede den som gave til min kæreste, der nu bruger den som skål til sit headset. Det headset, hun igen og igen tager i ørene, når hun cykler gennem byen – af og til forbi Rådhuspladsen. Hun læser skallen to-tre gange om dagen.
Fotos: Finn Frandsen/Politiken
