JAPAN PÅ SCENEN 1983/84 & 1990
Japan på Scenen 1983/84
Det lå i luften, denne fornemmelse af at der skete noget helt unikt på den japanske scene. Ariadone og Kazuo Ohno i Fools 3 (se forside foto) havde med butoh-dansen åbnet for noget, der måtte undersøges nærmere, ikke kun de moderne teater og danseformer, men også de klassiske genrer, som de unge japanske kunstnere enten byggede videre på, eller tog afstand fra, men under alle omstændigheder forholdt sig til. Nationalmuseets Japan Udstilling i Brede var en oplagt mulighed for også at inddrage landets scenekunst.
Japan på Scenen var således et ambitiøst forsøg på for første gang i Skandinavien at formidle Japans scenekunst. Nogle af gæstespillene blev præsenteret som en del af Fools 3 – andre som enkeltstående gæstespil. Også økonomisk var det en meget stor satsning fra KITs side. Ikke alle gæstespil blev afsluttet som planlagt i 1983, men fortsatte ind i ‘84, når de nødvendige økonomiske midler blev fundet.
Programmet spændte fra det klassiske Noh-teater til avantgardens butohdans, og der imellem lå musik, moderne teater og dans, gammel fortællekunst og japansk-amerikansk postmodernisme. Forarbejdet var grundigt (herunder udgivelse af et fyldigt program, der blev revet væk (det var dengang!)) og blev honoreret af såvel publikum, hvis interesse var langt større end forventet, og pressen og DR TV, som gav projektet en forrygende mediedækning.
Kanazawa No Gaku Society 80-mand store Noh-trup, heraf 40 skuespillere, dansere og musikere og kor på scenen, indførte danskerne i det 500 år gamle, rituelle Noh-teater og dets mere løsslupne satiriske Kyo-Gen-stykker.
Gæstespillet fandt sted i Mercur Teatret. I samme teater fulgte nogle dage efter Tatsumi Hijikata, butoh-dansens grundlægger, med en skånselsløs forestilling, danset af Ashikawa Yoko, og med et lydniveau, der fik teatrets lydanlæg til at bryde sammen. Det gjorde den ene halvdel af publikum også, mens den anden var tryllebundet. Den japanske avantgarde var repræsenteret med dels
Yoshiko Chuma og dels Kei Takei – begge bosiddende i New York.
Shusaku Dormus Era var en ny landvinding for det surrealistiske japanskeuropæiske danseteater med tydelige aner bagud til de klassiske teaterformer.
Og Kodo-trommerne buldrede for første gang ind på en dansk scene – med ekstra forestilling til følge, udsolgt på to timer. Musikken forplantede sig til kroppen på en måde, der sikrede gruppen dens mytiske status.
Endelig lagde Grundtvig hus til et usædvanligt møde med Yoshi Oida, allerede dengang Peter Brooks virtuose skuespiller, hvor han med udgangspunkt i Zenmestrene stiller spørgsmål til publikum om teaterarbejdets filosofiske aspekter. Poesi, dialektik – og undring over livet i eet.
Japan på Scenen 1990
Tre særprægede japanske gæstespil i 1990 viste nye sider af den japanske scenekunst: avantgarde-teatret Ban’Yu-Inryoku, japansk i sin surreelle tilgang
til stoffet, men med sit høje tempo og sin sceniske fantasi meget uligt tidligere gæstespil, trak fulde huse i Kanonhallen.
Youkiza – Japans ældste og fornemste marionetteater, der er gået i arv i samme familie siden 1664 – viste en uforglemmelig Macbeth, men det er svært at trække publikum til marionetteater – selv til det mest geniale. Men de, der var der, forstod hvert eneste japanske ord! Endelig vovede Yuki-Yuki-Te pelsen med et samarbejde mellem en Noh-skuespiller og en butoh-danser.
Finansiering og samarbejdspartnere
Projektet Japan på Scenen 1983 blev tilrettelagt i samarbejde med Nationalmuseets Etnografiske Afd. og Japan Udstilling i Brede, Den Japanske Ambassade, Extra European og Arts Committee.
Japan Foundation ydede støtte til Hijikata-truppen. Samme Foundation støttede Japan på Scenen ‘90 som led i et større projekt “Japan in Scandinavia”. De lokale samarbejdspartnere var: Hvidovre Teater (1983), Albertslundhuset, Kanonhallen og Dance Lab.
“Og det giver een den store og forunderlige oplevelse af krop – når man kommer ud fra teatret, ser man pludselig på en ny måde. Man ser både andres bevægelser og ens egne som en ny og fantastisk udtryksfuld form for vækst og forvandling.”
Poul Borum, Ekstra Bladet (Om Shukaku Dormu)
____________________________________
“Det mest forbløffende er egentlig, at iscenesætteren Makoto Sato aldrig bruger marionetterne som et mål i sig selv. Den måde, dukkerne i deres snore kan forklare væsentlige sider af Shakespeares kulsorte skæbnetyngede drama, nærmer sig det geniale…”
Birthe Johansen, Politiken (Om Yokiza)
“En dybt original forestilling, skræmmende makaber i sine skånselsløst fysiske forfalds-symptomatiske udtryk … hvor Yoko har en helt pinagtigt intens udtryksstyrke.”
Henning Jørgensen, Information (Om Tatsumi Hijikata)
“En oplevelse båret af mytens og ritualets kraft … jo, vi blev omsluttet af Kodo som af en blomst, hvis botanik vi ikke kender, men alligevel bedøves af.”
Ebbe Mørk, Politiken (Om Kodo)
“Disse fysisk helt lammende dygtige japanere formår at skabe det grusomhedens skønne teater, som en franskmand engang drømte om…”
Bent Mohn, Politiken (Om Ban’Yu-Indryouku)
Japan på scenen 83/84
som led i Fools 4 (1983)
SHUSAKU DORMU DANCE THEATRE
Era
KOR. Shusaku Takeuchi
ASS. Terence Roe
MUSIKERE Gerard Stokking, Leo Lankhuijzen m.fl.
Folketeatret, 7. 8 . 9. & 10. juli
CHUMA, YOSHIKO
Picca don
Soloperformance
Saltlageret, 15. & 16. juli
5 Car Pile Up
MEDV. 25 workshop-deltagere
Saltlageret & Nørreport station, 17. juli
KANAZAWA NO GAKU SOCIETY
6 Noh & Kyo-Gen dramaer
MEDV. 40 skuespillere,
dansere, musikere og kor
Mercur Teatret, 29. & 30. maj 1983
NAGATOSHI, SAGAMENTO
Tosagenji
Soloforestilling
ISC. Sagamento Nagatoshi
Nationalmuseets teater, 17. 18. 19. & 20. august 1983 & Japan Udstillingen i Brede
KEI TAKEI’S MOVING EARTH
Light
KOR. Kei Takei
Hvidovre Medborgerhus, 27. 28. 29. & 30. maj 1983
KODO
Demon Drummers
Slagtøjs- og dansegruppe
Bellevue Teatret, 25. 26. & 27. april 1984
Hvidovre Medborgerhus
Ekstra forestilling 28. april (Optaget af DR)
OIDA, YOSHI
Interrogations
Soloforestilling
MUSIKER Kim Menzer
Grundtvigs Hus, Studiestræde, 14. & 17. august 1983
HIJIKATA TATSUMI BUTOH KOMPAGNI
Nippon no chibusa
KOR. Hijikata Tatsumi
MEDV. Ashikawa Yoko, Kokayashi Saga
Mercur Teatret, 16. & 17. juni
WORKSHOPS
Shusaku Takeuchi: Danseteater, Workshop forestilling i Lorry 16. juli
Yoshiko Chuma: New Wave dans, Yoshi Oida: Mime, stemmekontrol, Kei Takei:
Performance-teknikker
Japan på scenen
28. sept. 18. oktober
BAN’YU-INRYOUKU
Directions to servants
AF Jonathan Swift
MEDV. 25 performere
Kanonhallen, 16. 17. & 18. oktober
YUKI-YUKI-TE
Noh og Butoh
ISC. Takehito Shimazu
MUSIK Takehito Shimazu
Den Blå Hal/ B&W, 3. & 4. oktober
YOUKIZA
Macbeth
Marionetteater
ISC. Magosabura (den 11. leder siden 1664)
Albertslundhuset, 28. & 29. september