Irene Aggedam Walking Landscapes

8. aug.: Irene Aggedam / Walking Landscapes Aabenraa

TID: 8. august kl. 09.00-21.00
KATEGORI: Performance/dans
RUTE: Fra kysten ved Aabæk Hytte til Deutsches Gymnasium für Nordschleswig
DELTAG: Vandringen kan opleves online
Live-stream hver hele time på www.facebook.com/walkinglandscapes

 

MOD NYT HJEM

Hvad sker der, når du vælger at flytte dig fra ét landskab til et andet for at kunne slå rødder i det nye? Hvornår starter tilknytningsprocessen til de nye omgivelser? Og påvirker du allerede landskabet lige så meget, som det påvirker dig fra det øjeblik, du træder ind i det?

Denne 12-timers vandring vil med disse spørgsmål omhandle tilknytningsprocessen til et nyt landskab. Med filosofisk refleksion udtrykt i ord og eksperimenterende dans i landskaberne kyst, skov, eng og arkitektur i Aabenraa fortolkes den proces, der sker i skabelsen af en ny hjemstavn. Som fremmed møder man det nye nysgerrigt, undersøgende og med en vis form for skrøbelighed. Balancen mellem at adaptere og påvirke er i spil.

Hvert nedslag tager udgangspunkt i begreber, der kondenserer følelserne i løsrivelses-, etablerings- og rodfæstningsfaserne. Ruten er tilrettelagt således, at den giver mulighed for at udtrykke disse faser. Den starter symbolsk i et forholdsvist uberørt landskab og bliver undervejs mere og mere urban. Grænselandets institutioner som medspillere og påvirkning af landskabet bliver bragt i spil undervejs.

Vandringen giver plads til inspiration fra dagens vind og vejr og evt. forbipasserendes bidrag og kommentarer. Det betyder, at landskabet i Aabenraa på dagen udgør den endelige ramme, og der lægges derved vægt på betydningen af omgivelserne for de kunstneriske nedslag undervejs. Der er et ønske om, at vandringen skal stå som ét samlet værk, men at også de enkelte nedslag har deres eget udtryk og egenværdi.

 

OM KUNSTNEREN
Irene Aggedam er Cand.mag i filosofi og kommunikation med en livslang kærlighed til dans. Hun arbejder med en reflekterende vinkel på kunst og kultur. Hun er stifter af Nordic Dance Ensemble i samarbejde med partner Mette Helene Schmidt Sørensen, som er professionel danser og koreograf. Nordic Dance Ensemble brænder for at videregive dansens magiske univers til andre gennem workshops, studieture, undervisning, podcast, dansefestivaller og kunstneriske projekter.

For to år siden flyttede Irene fra Odense til Flensborg og blev en del af det danske mindretal i Sydslesvig med mand og tre børn. Det nulstillede hende og hendes familie, som skulle genopbygge en ny tilværelse. Denne tilknytningsproces til grænselandet er netop motivationen og omdrejningspunktet for temaet i Irene Aggedams bidrag til Walking Landscape i Aabenraa.

DOKUMENTATION

VIDEOSAMMENDRAG

VIDEOS – de 13 nedslag

8. aug. kl. 9

8. aug. kl. 10

8. aug. kl. 11

8. aug. kl. 12

8. aug. kl. 13

8. aug. kl. 14

8. aug. kl. 15

8. aug. kl. 16

8. aug. kl. 17

8. aug. kl. 18

8. aug. kl. 19

8. aug. kl. 20

8. aug. kl. 21