Interview med Salomé Mooij om Gathering Ground
På Rådhuspladsen kan man i disse dage være med til at tegne et kort over jordklodens forskellige landområder ved hjælp af en sandvogn, en hammer og en walkie talkie. Niels har snakket med Salomé Mooij – kunstneren bag den interaktive forestilling Gathering Ground – om idéen med det hele, og om at se verden for sine fødder for at kunne forstå den.
Af Niels Kristian Bonde Jensen
Kan du starte med at dele dine tanker bag Gathering Ground? Hvornår og hvordan opstod idéen?
Idéen har udviklet sig gennem de sidste to år. Det hele startede i 2019, hvor jeg besøgte Metropolis, og hvor jeg for første gang arbejde med idéen om at kortlægge den mængde plads, der ville være tilgængelig per person, hvis vi delte jordens overflade ligeligt mellem alle verdens menneskelige beboere. Jeg var fascineret af, hvor meget plads vi har brug for, og hvor meget vi tager, og uligheden i dette.
I en undersøgelsesfase efter det, udviklede jeg idéen i forhold til det private og personlige rum. Jeg startede med at kortlægge størrelsen af et ”gennemsnitligt” verdensomspændende område til et hus (med indkørsel og kontor inkluderet) i forhold til forskellige gennemsnit i forskellige dele af verden. Disse var størrelser, der ikke passede ind i teatret, så vi tegnede streger på væggen, behandlede det vertikale som det horisontale, foldede rum inde i rum.
På et tidspunkt følte jeg en stærk lyst – måske også som følge af de indelukkede coronatider – til at gå udenfor og undersøge, hvad vores omgivende landskab består af og forsøge at forholde mig til jordkloden som helhed. At indplacere de omgivelser, vi er så familiære med, og som virker så enorme (hovedsageligt de urbane omgivelser) i dette større perspektiv. Jeg følte behovet for at bringe verden ind i byrummet og foretage en imaginær jordomrejse.
I din forestilling beder du deltagerne om at tegne et kort over Jorden og derved visualisere den. Når du selv tænker på Jorden, hvilke billeder opstår så?
Hvad der med det samme kommer frem i mine tanker, er en bog med satellitfotografier, i hvilken jordoverfladen på mange af billederne ligner en smadret computer med lineære farvede striber eller store farvede cirkler. Jeg tænker også umiddelbart på Jorden, der ”står op” fra Apollo 11, da det er en stor ”mind-twister” og et meget kraftfuldt billede. Så tænker jeg også på den lille jernstatue, som astronauterne placerede på månen, der forestiller en lille mand, som ser denne jordopgang hver morgen. Alt dette er set oppefra, men jeg tænker også på grunden, jeg står på, hvor end jeg går hen, og alle disse forskellige overflader, jeg berører, men det er jo også det pudsige; at vi ikke kan være i verden og have et overblik over den på samme tid.
Du snakker meget om forbindelser i forestillingen. Hvorfor er det vigtigt at tænke på verden som et net af forbundne systemer/miljøer?
Jeg tror, at vi (i hvert fald ud fra en vestlig tankegang) har en tendens til at fragmentere verden, fordi det er den måde, hvorpå hjernen hovedsageligt fungerer, hvilket jo egentlig er et ret tragikomisk aspekt af vores tankevirksomhed. Dette har forårsaget, og forårsager stadig, en stor mængde problemer i forhold til, hvordan vi bor i verden. Men jeg genkender jo også selv dette behov for at klassificere, markere, ordne (og derfor kontrollere) – hvilket er komisk på en måde. Vi kan simpelthen ikke undslippe det. Uden at lave en kliché eller en tom frase ud af det så kan vi ved at blive opmærksomme på disse forbindelser blive mere åbne over for verden. Så kort sagt synes jeg, at forbindelser er vigtige, fordi forbindelserne indeholder livets kraft.
Kan der også være en fare ved dette? Kan vi som mennesker nå et til et punkt, hvor vi føler os ”for forbundne” til miljøerne omkring os og derfor tager ejerskab over dem og former dem efter vores eget forgodtbefindende uden at tænke over konsekvenserne?
Ja, hvad er forbindelse overhovedet? Det virker til, at det har at gøre med opmærksomhed (og derfor tid) og med evnen til at lytte i stedet for at projektere ens forudindtagelser. Men er det muligt at ”lytte” til miljøerne uden for vores eget menneskelige perspektiv? Det er alt sammen meget spændende forsøg at tage fat på.
Derudover ved vi jo alle, at vi som art i høj grad har handlet og handler ud fra denne form for ”ejerskab” uden at tænke over konsekvenserne. For mig er dette forårsaget netop gennem en mangel på ”forbundethed”. Denne fremmedgørelse har også at gøre med størrelse: når man bor i overbefolkede storbyer, bor man i en indelukket verden og kan ikke føle sig forbundet til resten af Jordens overflade, der opretholder ens eksistens. Jeg tror, at en lille smule perspektiv på proportionerne og på, hvordan denne overflade er opdelt, kan udløse en nysgerrighed over for helheden. Jeg håber, at forestillingen vil være en oplevelse, der skaber ydmyghed og ikke en forstærkning af vores hybris.
Hvad er interessant ved at bruge Rådhuspladsen som lokation?
Vi valgte faktisk først stedet udelukkende fordi, at størrelsen passede perfekt, da eksperimentet havde brug for 19.000 m2. Udover det er bygningerne, der omgiver pladsen, med til at skabe en ramme, der begrænser rummet og energien meget godt.
Men jeg finder det også meget symbolsk, at det er Rådhusets plads, der jo på en måde gør det til byens midtpunkt. Derudover virkede det som et interessant sted, fordi det er det sted, hvor alle demonstrationerne bliver afholdt. Denne form for skæv, poetisk, flertydig aktion føler jeg leger med disse grænser. Vi fik også at vide, at pladsen har ændret sig markant over de sidste få år og bliver mindre og mindre livlig. Derfor kan det måske, fra pladsens eget perspektiv, være forfriskende, at vi medbringer en masse liv.
Hvordan bidrager deltagelsen fra ”publikum” til forestillingen – både de aktive deltagere, der har meldt sig til forestillingen, men også dem, der bare forbipasserer og begynder at stille spørgsmål?
I mit arbejde lige nu udforsker jeg styrken i at foretage kollektive handlinger, og hvordan man kan gøre publikum til en ”partner” i udforskningen. I den forstand er det meget vigtigt for mig, at vi bygger forestillingen op sammen og river den ned sammen igen. Det er for mig også en form for oprør mod den forbrugeriske måde at leve på, som vi er blevet så vandt til.
Jeg synes, at udarbejdelsen af kortet og den måde, hvorpå dette nu interagerer med forbipasserende, er meget smukt. Jeg synes, det er rørende at invitere den tilfældige fodgænger ind i de landskaber, vi laver, så de mødes ved et uheld, men også dem, der krydser landskaberne uden at vide, at de berører en anden virkelighed. Disse overlappende virkeligheder sker alle sammen på samme tid, hvilket spejler verden uden for pladsen.
Hvad kan vi lære ved at kortlægge/visualisere den verden, vi beboer?
Jeg håber ikke, at læringen kun kommer kognitivt gennem sindet, men snarere gennem legemliggørelsen af størrelser og områder. Ved fysisk at opleve proportionerne af områderne omkring os håber jeg på at kunne tilbyde et andet perspektiv på, hvor store vi er, men også hvor små vi er. Konklusionen er op til den enkelte at lave.
Fotos: Marine Gastineau