Hvad jeg taler om, når jeg taler om at gå – Bodies in urban spaces
Af Karen Toftegaard
Jeg elsker at gå. Slentre. Vandre. Småløbe. Jeg elsker den ro, det giver mig i kroppen. Og den måde, som tankemylderet i mit univers nærmest bliver til én enkelt blød kanin, der hopper tålmodigt og lystigt rundt i marken med et eneste fokus – at finde den næste velsmagende mælkebøtte. Når jeg går, kommer der én tanke ad gangen, og jeg beskriver her, hvad vandreforestillingen Bodies in Urban Space får mig til at tænke på. Det gør jeg ud fra en tankegang om, at der ikke findes en objektiv oplevelse af kunst. Vore blikke er præget af vore oplevelser, overbevisninger og møder.
45 farverige kroppe forvandler byen til en kropslig skulpturpark
Vandreforestillingen Bodies in Urban Spaces af Willi Dorner er, i denne 10-års jubilæumsversion, 45 mennesker i farverige hættetrøjer, bukser og sko, der indtager og forvandler byens sprækker. De tager os med gennem sete og usete kroge i byen, som de forvandler til en kropslig skulpturpark.
Små farverige dræbermonstre
Jeg lægger mærke til, at jeg næsten bliver mest fascineret af performerne i det farverige tøj, når de løber målrettet videre til deres næste position i en af byens sprækker. Jeg oplever det som både dragende og lidt uhyggeligt. Det uhyggelige handler mest om, at de beslutsomme væsener med skjulte ansigter minder mig om de små væsener i den psykologiske horror-film af David Cronenberg THE BROOD. Her løber en flok menneskelignende anonyme væsener rundt i røde og blå dunjakker med samme målrettede beslutsomhed og dræber de mennesker, som hovedpersonen har negative følelser for. Som små farverige dræbermonstre.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe
Jeg sætter den association på pause og forfølger i stedet en anden, som får mig til at tænke på den japanske forfatter Haruki Murakamis bog ”Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe”. Bogen beskriver det meditative i at løbe. Hans pointe er, at det at løbe styrker hans koncentration og udholdenhed som forfatter. Han mener endda, at evnen til at koncentrere sig kan opveje et mangelfuldt talent. Og at hvis man ikke kan koncentrere sig, så opnår man aldrig noget af betydning. De farverige kroppe i byens rum placerer sig med stor koncentration i byens sprækker i utænkelige positioner og overhaler så målrettet løbende publikumsflokken for at nå hen til den næste sprække i byen. Når jeg går sammen med dem, bliver jeg smittet af deres rolige koncentration og smiler bare, da jeg senere går målrettet mod mit hjem, mens regnen fugter mine kinder og pande.
Gå
Jeg tænker på den norske forfatter Tomas Espedals bog ”Gå”, som udover at være lidt selvhøjtidelig i tonen også handler om hans glæde ved at gå. I hans tilfælde virker det som om, det især handler om at gå væk fra civilisationen og de relationer, som hans forfatterjeg har svært ved at overskue. Jeg lægger dog mest mærke til, at i denne bog bliver det at gå beskrevet som en slags ikke-tilstand. Og det er måske netop denne ikke-tilstand, som jeg holder meget af, når jeg går. Det føles som en meditativ ikke-tilstand, når jeg går sammen med de farverige figurer, der overvinder tyngdekraften og vores opfattelse af hvilke positioner, det er muligt for kroppen at befinde sig i. Tak for det.
Bodies in urban spaces kan opleves 20.-22. juli 2017. Læs mere her.
Foto: Karen Toftegaard