Højtlæsning for voksne – refleksioner fra Vi er historien
af Niels Kristian Bonde Jensen
Vinden rusker i trætoppene omkring os i samme sekund som de to hovedpersoner i Tomas Lagermand Lundmes fortælling, der er skrevet til lejligheden, oplever en stærk blæst uden for deres vindue. I deres parforhold inde i soveværelset er der også stormvejr.
Vi sidder i en halvcirkel rundt om skuespiller Birgitte Prins, der læser Lundmes ord op med stor indlevelse og nærvær. Det minder mig om min barndom. Om højtlæsningstimer i folkeskolen eller de mange aftener, hvor min far læste Harry Potter for min bror og mig som godnathistorie. Der er noget meget trygt i bare at sidde der og lytte til en historie – noget, man sjældent tager sig tid til i sit voksne liv.
I mit interview med Lundme beskriver han blandt andet projektet som ”et kærlighedsritual”, der skal give kærligheden tilbage til os selv og byen efter to år med coronanedlukninger, der har haft kærligheden som gidsel. På den måde er det også store, svære og voksne følelser, der er på spil, men fortællingen er skrevet så bevidst nedtonet og universelt, at de fleste kan være med.
Den består af fragmenter; nedslag i det fiktive pars hverdag. Et indkøb af en orange græsslåmaskine, en gåtur i parken, spørgsmål om morgente og utroskab. Tvivl og jalousi, kedsomhed og kærlighed og frem for alt; en stor ro, der kendetegner livets dage, som de er flest. På et tidspunkt løber nogle egern forbi parret i historien, mens de går tur, og i samme sekund pusler et par egern rundt i buskadset ved de træer, vi sidder under på Assistens Kirkegård. Fortællingens forbindelser til dens omgivelser vokser i flere retninger.
Dens udgangspunkt udspringer af fire fortællinger, som Lundme har overhørt i de parker, hvor den læses op, og nu gives den altså tilbage og finder nyt fodfæste i naturen omkring os. Parken er som en levende kulisse, men også mere end det. Den forbinder sig til selve historiens DNA og skriver sig ind i den historie for historiefortælling, der har fulgt mennesket fra starten: Samlet om bålet, når dagen går på hæld, og alt det praktiske er ordnet. Et rum for refleksion og kontakt.
Det er netop også det, der bydes op til, efter historien er læst færdig. Lundme spørger os tilhørende hvilke følelser, den vakte i os. Der er først akavet stilhed og søgende blikke på tværs af halvcirklen, men langsomt åbnes der op. En ældre dame taler om hverdagens poesi og refererer til Dan Turèll, der hviler ikke mange meter fra os. ”Den minder mig om de samtaler, jeg selv overhører fra mit vindue i min lejlighed”, siger en anden. En tredje fortæller, at han engang skrev et digt ud fra de brudstykker, han lyttede sig til fra en gåtur ned ad Strøget. ”Det er som et gratis lydteater”, bemærker en fjerde om denne form for stille spionage i byen. Jeg nævner selv historiens gentagende gåture som noget genkendeligt ved livet i byen, særligt livet i et parforhold i byen. Man går ture og snakker og ser overalt andre par, der gør det samme. ”Det er jo sundt og rart, men kan også nogle gange føles som en pligt”, siger jeg. ”Ja, og nogle gange virker det også lidt som en catwalk”, svarer Lundme. ”Som om, man skal vise forholdet frem”.
Inden vi går derfra, får vi at vide, at vi skal efterlade de negative følelser, som historien vakte i os i parken. Jeg tænker på den diskussion, der opstod imellem os kort forinden, om hvorvidt historiens blik på kærligheden var håbløs eller håbefuld. Da jeg rejser mig og går, forsøger jeg at skrive alle indtryk og tanker fra oplevelsen ned på min telefon – der ellers har været kærkomment fraværende under hele seancen – og ender med at fare en smule vild på Assistens Kirkegård, hvor jeg ellers har gået så mange gange før. Jeg skriver fragmenter af de fragmenter, som er historien. Jeg skriver fragmenter af de fragmenter, som vi tilhørende netop har delt fra vores egne liv. Fragmenter og gengivelser af de samme gåture og steder og samtaler og historier og liv, der på en måde er unikke, men også er de samme hver eneste gang. Det må være op til den enkelte, om det er fyldt med håb eller blottet for det, men som den ældre dame med den store kærlighed til hverdagen sagde efter oplæsningen: ”Det er vel for fanden det eneste, der er?”.
