HABITAT + BODYSCAPING af Nana Francisca Schottländer

Et møde mellem menneskekroppen og et landskab i tilblivelse
BODYSCAPING / performance
DATO: 10. juni-4. juli – torsdag, fredag, lørdag, søndag kl. 18.30-22.30 (minus 3. juli)
MØDESTED: Tunnelfabrikken, Nordsøvej 11, Københavns Nordhavn – FIND VEJ
BILLET: 75 kr.
Køb billet

 

HABITAT + / udstilling
DATO: Fernisering 3. juni / åben 4. juni-4. juli – tors./fre. kl. 16-19 samt lør./søn. kl. 11-18
STED: Tunnelfabrikken, Nordsøvej 11, Københavns Nordhavn – FIND VEJ
GRATIS

 

Gennem det seneste år har Nana Francisca Schottländer udforsket og arbejdet med Jorddepotet på den yderste spids af Københavns Nordhavn – et nyt land skabt af overskudsjord fra byudviklingens udgravninger. Et landskab i konstant forandring i en levende koreografi mellem jord, mennesker, maskiner og alt det andet liv, der indfinder sig her.

Arter flytter ind. Fugle mellemlander og ruger. Alverdens plantefrø spirer. Snegle og frøer dukker op i de små vandreservoirer. Fiskere rykker ind langs bolværket, og folk begynder at udforske området. Og over dette regerer udviklingsplaner, gravemaskiner og lastbiler i udformningen af fremtidens by og landskab.

HABITAT + BODYSCAPING forholder sig nysgerrigt og kritisk til de dynamikker, der driver udformningen af et landskab som dette, og træder ind midt i processen.

Undervejs er andre kunstnere blevet inviteret ind i dialogen med dette hyper-antropocæne landskab. Disse møder er resulteret i tre gensidigt forbundne delprojekter: udstillingen HABITAT +, performancen BODYSCAPING og en publikation.

 

BODYSCAPING / performance

Du inviteres til at træde ind bag afspærringen for at møde og undersøge Jorddepotet, når BODYSCAPING sætter menneskekroppen i dialog med dette forunderlige landskab.

En gruppe mennesker går langsomt gennem landskabet – som en organisme bestående af flere kroppe. Fingre, arme, ben er tentakler, der registrerer landskabet. Flokken bevæger sig langsomt over en jordbunke, standser på toppen for at mærke vinden, himlen, afstanden.

Mellem gravemaskinerne kravler en gruppe – små under de store maskiner. Længere væk ligger en flok på jorden. Hænder og ansigt møder jord, sten og planter ganske tæt på. Kroppenes konturer og bevægelser bliver til forlængelser af landskabet selv.

Menneskekroppen er din krop. Forestillingen udspiller sig i mødet mellem din krop og Jorddepotets mangeartede kroppe sammen med de andre i din gruppe.

En guide fører jer gennem landskabet på en undersøgende, koreograferet rejse ind i Jorddepotet for at møde de liv og tematikker, der dirrer i landskaberne, og lade vores tilstedeværelse blive en del af dets kor af opstandelse og forfald, indlejring, gennemrejse og nye livsfortællinger.

Varighed: 4 timer inkl. introduktion, omklædning og afslutning – kom før kl. 18, hvis du vil opleve udstillingen
Anbefales fra: 15 år
Sprog: Kan opleves både på dansk og engelsk
Husk coronapas!

Vigtig info: Performancen foregår i et område, der ikke normalt er tilgængeligt for publikum. Vær forberedt på at kravle, grave og i det hele taget komme i fysisk nærkontakt med landskabet. Tag sko og tøj på, som man kan løbe, kravle og bevæge sig i, og som kan tåle at blive MEGET beskidt. Der vil blive udleveret støvdragter og refleksveste, som skal bæres under opholdet i landskabet. Deltagelse foregår på eget ansvar. Og husk… spis hjemmefra.
NB! Til hver forestilling er der en vandring, der er mindre fysisk krævende og også kan opleves af gangbesværede eller andre, som ønsker mindre fysisk udfoldelse.

Habitat + Bodyscaping Nana Francisca Schottländer Metropolis København Nordhavn

HABITAT + / udstilling

Som en del af sit arbejde med Jorddepotets landskaber har Nana Francisca Schottländer inviteret kunstnere inden for performance, fotografi, video, lyd og installation med ind i mødet med området. Det er blevet til en række værker, der vises i Tunnelfabrikken – den store hal i Københavns Nordhavn, hvor elementerne til Øresundstunnellen blev støbt.

Udstillingen udforsker Jorddepotet og stedets tematikker i værker og installationer, der inddrager Tunnelfabrikkens rum og strukturer og samtidig peger ud på det dragende og evigt foranderlige landskab udenfor.

150 tons jord er mellemlandet i Tunnelfabrikken, inden det rejser videre til Jorddepotet. Her balancerer halvmytologiske maskinelle væsner skabt af billedkunstner Ari Lin Sixten.

I rummene breder landskabets lyde sig i kompositioner af reallydsoptagelser skabt af Jacob Kirkegaard i samarbejde med Nana Francisca Schottländer.

I de gamle støbekanaler, hvor Øresundstunnellens elementer blev til, balancerer objekter og materialer fra Jorddepotet i kompositioner, der fortæller om de materielle møder i landskabet – iscenesat af Lise Bjerre Schmidt og Nana Francisca Schottländer.

En container er den rå ramme om filmede møder mellem landskab og menneskekroppe skabt i samarbejde mellem Nana Francisca Schottländer, videofotograferne Ingerlise Øllgaard og Mikkel Ulriksen og performerne i BODYSCAPING.

Gennem vinter og forår har fotograf Marine Gastineau fulgt projektet og indfanget øjeblikke fra arbejdet med landskabet i billeder, der både er en del af udstillingen og publikationen.

Værkerne dirrer af de mange lag af fortællinger, konflikter, potentialer og forskydninger i mening og materie, som Jorddepotet rummer. De danner brudstykker af en ny fortælling fra et landskab i fødsel.

Performancen BODYSCAPING begynder og ender her i udstillingen.

 

Habitat + Bodyscaping Nana Francisca Schottländer Metropolis København Nordhavn

HABITAT + BODYSCAPING / publikation

Med udgangspunkt i aktuelle tematikker om by/menneske/natur/materialitet har Nana Francisca Schottländer i samarbejde med Andrea Fjordside Pontoppidan og Ari Lin Sixten samlet en række tekster, der fra forskellige vinkler diskuterer Jorddepotet i poetiske, intellektuelle og fabulerende formater.

Publikationen er en del af billetprisen for BODYSCAPING og kan desuden købes i udstillingen samt i udvalgte boghandlere.

Boglancering og vinduesudstilling 9. juni kl. 17-20 hos Nørgaard på Strøget.

 

Habitat + Bodyscaping Nana Francisca Schottländer Metropolis København NordhavnOM NANA FRANCISCA SCHOTTLÄNDER

Nana Francisca Schottländer har en baggrund inden for dans og performance. Hun arbejder med undersøgende, hybride formater i feltet mellem performance, koreografi, billedkunst, video og tekst – gerne i værkserier, der strækker sig over flere år. Hendes værker er ofte skabt i dialog med specifikke steder og inddrager gerne publikum i samskabende processer, der undersøger vores væren i verden.

De seneste fem år har hun arbejdet med, hvordan strategier for inddragelse og samskabelse kan udfoldes i mødet med landskaber og andet-end-menneskelige værensformer. Nana Francisca er drevet af en nysgerrighed over for, hvordan hun kan udfordre en menneskecentreret opfattelse af relationen til omverdenen og lægge krop til andre måder at forstå, hvordan vi er her sammen på tværs af arter og eksistens.

Nana Francisca har skabt større projekter ved Vadehavet i samarbejde med Nationalpark Vadehavet, i Thy med udstilling på det nyåbnede Statens Museum for Kunst Thy og i Silkeborg med udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad. Hvert landskab har sine karakteristika, som hun, i samarbejde med andre kunstnere, har søgt at gå i møde. HABITAT + BODYSCAPING er en del af den fortløbende værkserie Landscape Bodyscape Relationscape.

 

KREDITERING

BODYSCAPING / performance
Medskabende performere:
Maja Ejrnæs, Mikkel Mallow, Peter Vadim, Sarah Lee Armstrong, Thomas Smith
Konsulent: Tora Balslev
Koncept, instruktion og kunstnerisk ansvar: Nana Francisca Schottländer

HABITAT + / udstilling
Bidragende kunstnere:
Ari Lin Sixten (billedkunstner)
Ingerlise Øllgaard (videofotograf)
Jacob Kirkegaard (lydkunstner)
Lise Bjerre Schmidt (arkitekt og designer)
Marine Gastineau (fotograf)
Nana Francisca Schottländer (koncept, kuratering, kunstnerisk ansvar og projektledelse)
Assistent: Martha Abild
Teknik: Nils Engelbrecht, Mogens Kjempf, Ariellah Winther
Kommunikation: Metropolis, By & Havn og Amalie Engholm

HABITAT + BODYSCAPING / publikation
Tekstredaktør: Andrea Fjordside Pontoppidan
Visuel redaktør: Ari Lin Sixten
Forlag: Antipyrine
Layout: Studio Atlant
Oversættelse: Christel Pedersen og Nana Francisca Schottländer
Billeder: Marine Gastineau, Janne Klerk og Nana Francisca Schottländer

Produceret af Metropolis – Københavns Internationale Teater. Projektet er støttet af Bikubenfonden, Metropolis, Københavns Kommune, Tunnelfabrikken, In Situ, m.fl.

Nana Francisca Schottländer er som kunstner tilknyttet IN SITU, europæisk platform for kunstnerisk skabelse i det offentlige rum, under projektet (UN)COMMON SPACES, der støttes af Den Europæiske Unions program Creative Europe.

Stor tak til Jens Nejrup (KMC, Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning), Dan Gottschalk-Hansen, By & Havn, Tunnelfabrikken, Unionkul, m.fl.