Grundformer – om 9000 STEPS
Joanne Leighton iscenesætter menneskets forhold til naturen i den magisk-rituelle danseforestilling 9000 STEPS, der foregår forskellige steder i byen. Det stedspecifikke er i fokus i forestillingen, der er en del af Metropolis 2018. Forestillingen er gratis og kan opleves på Ofelia Plads den 2. & 3. august og på sand på Amager Strand den 4. & 5. aug. Jeg så den anden af to forestillinger i Naturpark Amager, der var iscenesat ved solopgang.
af Kristoffer Raasted
Tidligt i morges var jeg ude ved Amager Naturcenter, der ligger på grænsen mellem bylinjen og Amager Naturpark. Jeg drak en kop kaffe i Naturcentrets restaurant og satte mig derefter op på en grøn cykel, vidst nok en tidligere bycykel, jeg havde lånt i centeret. I samlet flok cyklede vi cirka 20 publikummer afsted ud i naturen ad en lille vej. Min cykel punkterede dog efter blot 300 meter. Derfra kørte jeg bag arrangøren på en el-bycykel, som hun overdrog til mig, da vi nåede til grusstien. Hun sagde, at hun havde set stykket dagen i forvejen ved solnedgang, og at det var bedre, jeg kom frem i tide for at få det hele med. Vi cyklede i gruppen videre og kom til en lysning med et shelter. Imellem birketræerne var en firkantet scene af jord på cirka 20 x 20 meter installeret. Jeg satte mig på en camping-stol på forreste række og kiggede lidt på en bålplads og en træstub bagved scenen, på højtalerinstallationen i hver side af scenen, og vendte mig om og kiggede på et lydtekniktelt, der stod lidt bagved de to rækker stole, der var stillet frem til publikum. Det trak op til regn, så koreograf Joanne Leighton delte sølvfarvede regnslag ud til dem, der manglede regntøj.
Efter et stykke tid, hvor vi havde siddet med vores regntøj og nyerhvervede knitrende regnslag på, kom de seks dansere i det franske kompagni WLDN gående ud fra skovbrynet godt og vel 150 meter bagved scenen. Da de næsten var nået op til jordfirkanten, gik Steve Reichs ”Drumming” i gang over højtalersystemet. Den første danser trådte ind i firkanten og begyndte at gå rundt i en cirkel med en diameter, der svarede til næsten halvdelen af scenen. For hvert skridt blev der sat et fodaftryk i jorden, så man kunne se cirklen aftegnet på scenen. Efter noget tid kom de andre dansere lidt efter lidt ind i dansen på scenen og gik i symmetriske cirkelmønstre – der lidt ligner de mønstre, man kan lave med de plastik-linealer, som børn bruger til at tegne cirkelmønstre på papir. Danserne havde cowboybukser og natur- og neonfarvet tøj på og gik, i takt med at musikken udviklede sig til en mere og mere kompliceret rytmisk struktur, rundt i mere og mere komplicerede cirkelmønstre og flettede ind og ud mellem hinanden.
Lyden af trommerne mindede meget om lyden af regn, der var ret præsent i hele stykket. En fortalte, at jorden dagen inden havde været helt tør pga. varmen og var fløjet op i støvskyer, når danserne trampede rundt i cirkler. I morges var jorden fugtig og lå stabilt på det firkantede stykke plastik, der beskyttede græsset nedenunder. De meditative trommerytmer, der blev mere og mere flimrende, efterhånden som de rytmiske forskydninger, der er kompositionens grundpræmis, indfandt sig, matchede de gule og grønne birketræsblade i en form for fransk impressionistisk sanseopfattelse. Stykkets magisk-rituelle karakter bragte mig til Stravinskys balletstykke Sacre du Printemps, hvor de percussive passager i musikken og de tunge, fysiske dansetrin vakte furore ved opførslen i 1913.
Som koreografisk figur var cirklen helt gennemgående og blev i passager undersøgt i cirkeldanse, hvor danserne holdt hinanden i hånden og på skuldrene. Nogle gange lignede scenebilledet lidt Matisses ”Dansen”, hvor en gruppe dansere på samme måde danser rundt i ring. Dansestykket, der startede fuldstændig minimalt, udviklede sig undervejs til at have tilnærmelsesvist narrative pardanse. Det geometriske aspekt mindede mig om Samuel Becketts koreografi ”Quadrat 1+2”, hvor skikkelser klædt i farvede kutter går ind og ud af en firkantet scene og bevæger sig i lige linjer mellem de fire hjørner (Quadrat 1+2 kan findes på hjemmesiden Ubuweb.com). Forholdet mellem cirkel og firkant er undersøgt flere gange i løbet af kunsthistorien. F.eks. blev cirklen som abstrakt geometrisk figur undersøgt i pariserkunstgruppen Cercle et Carré, der blandt andet talte Franciska Clausen og Sophie Tauber-Arp blandt sine medlemmer.
Det cirkulære har konnotationer til cyklisk tid – f.eks. bålpladsen, hvor man sidder rundt om ilden i en gruppe. Det cykliske i årstidernes skiften tilskrives også ofte en cirkulær tid, og introduktionen af det cirkulære i en vestlig kontekst foreslår måske et brud med en lineær, vækstorienteret samfundstænkning.
Meget af forestillingen foregik også i det høje græs ved siden af scenen, idet danserne elegant udskiftede hinanden på scenen og enkelte gange slog en cirkel uden for scenen. Som sådan var jorden et kulturelt sted, et sted hvor naturen var blevet vendt om eller bearbejdet af mennesket. Lysningen, som jo også er et menneskeligt indgreb i naturen, i og med at træerne er blevet ryddet, fik mere karakter af det ikke-sceniske eller i hvert fald af et grænsefelt mellem on-stage og off-stage. Måske var skovbrynet i lysningen den egentlige scenekant. Selvom man som publikum opfattede det, som at danserne gik af scenen, når de gik ud af firkanten, var de stadig ”på”, når de gik ud i det høje græs, og man kunne se dem i begge sider.
Danserne bar nogle utroligt flotte og velfungerende kostumer, der i første halvdel af forestillingen dækkede deres overkroppe for sidenhen at blive bundet om livet som en nederdel eller et skørt. Nederdelene flimrede collage-agtigt, ligesom birketræsbark, og kostumerne fungerede til en vis grad som camouflage mod naturens baggrundskulisse. En enkelt af danserne bar en decideret militærtrøje for at understrege denne tematik. For mig var det særligt spændende at holde øje med dansernes fødder mod jorden. Alle danserne havde brune støvler på, der så flotte ud mod den regnmørke jord.
Kostumerne fungerede også som en sløring af dansernes kønsidentitet. Som camouflage flød dansernes kroppe visuelt sammen med baggrunden, og det blev mindre vigtigt, hvilket køn danserne identificerede sig med.
Forestillingen har også været sat op indendørs på salt i stedet for jord og skal opføres på sand. Den materialeundersøgelse, der ligger i at brede et porøst materiale, såsom sand, salt eller jord ud på en scene, fungerede for mig også som en form for land-art. Undervejs blæste en plasticpose fra spejdersport op på scenen – meget sigende for forestillingens tematik. Det var lige inden et skift i instrumentationen fra trommer til marimbaer, og det satte på spidsen, at denne opsætning af forestillingen italesætter emner som sustainability, bebyggelse på Amager Fælled og menneskets forhold til naturen.
Lydsiden var yderst velfungerende, hvilket til dels skyldes kompositionens smukt tænkte udvikling fra trommer hen over marimbaer, stemmeinddragelse, fløjter, tilbage til trommer og til sidst klokkespil. Oveni den elektronisk frembragte lyd var der lyde fra flyvemaskiner, regn (mod min lyserøde paraply), dansernes tramp og sågar en ko, der muh’ede i skovbrynet.
Hele stemningen var præget af en uformel vibe. Da det kortvarigt begyndte at regne, havde jeg rejst mig op for ikke at forstyrre publikum med min paraply, og var, da det var stilnet af, lidt i tvivl om, hvorvidt det ville være i orden at sætte mig ned igen. Koreografen, som indtil da havde siddet på hug mellem mig og personen ved siden af mig og taget billeder, kom tilbage og sagde diskret til mig, at det var i orden, hvis jeg gerne ville sætte mig ned igen.
Jeg fik et lift tilbage til Naturcentret i bil af en mand, der havde en fjer hængende i bakspejlet. Jeg gik kort ind at se et geo-dome formet drivhus på Naturcentret og gik derefter op mod Vestamager metrostation fyldt op med en smuk morgenoplevelse.
(Foto: Maja Nydal Eriksen)