Fuldmånesamtale med Thomas Seest
Fuldmånesamtale, 3.måne med Thomas Seest.
KUNST FOR DE TING VI IKKE KAN SE
Hvad sker der når kunstnere vender sit sædvanlige publikum ryggen og begynder at lave kunst for ikke menneskelige væsener? Det satte billedkunstneren Thomas Seest sig for at undersøge i sin periode af Performing Landscapes Guldborgsund.
- FULDMÅNE TIRSDAG 03.07.2023 Kl. 14.00
Det er fuldmånedag. Vi er ni, der er mødt op i Vild Park. De fleste er kunstnere. To er lokale, og så er der en fra kommunen. Det er en lille flok. Vinden blæser.
Thomas er forberedt på, at der nok ikke ville komme så mange. I hvert fald ikke af de menneskelige slags. Selv om de fleste, der er kommet, kender parken og projektet, så insisterer han på, at Søren Lose præsenterer Vild Park, for det er en del af ritualet.
Efter Sørens præsentation viser Thomas os rundt i parken.
Vi begynder at gå mod udgangen. Ud på fortovet og kigger ind på parken, udefra. Grænselandet.
Vi går lidt hen ad fortovet og standser da Thomas giver tegn.
Han viser os den første portal, han har bygget. Den er lavet af pil, der er stukket i jorden og formet som en høj, smal bue. Øverst er der en flettet cirkel. Der er altså to rum i denne portal, som står i skellet mellem vejen og parken.
Hvem mon går ind her? Hvem går ud? Er der mon særlige energier, som føler sig budt velkommen nu?
Svaret svæver i vinden…
Vi går videre. Her har Thomas bygget et stativ i pil, hvor vilde ærter kan vokse op. Det ligner en låge og samtidig en tælling til fem. Fire lodrette streger og en på skrå. Lidt længere nede står den tredje portal. Bygget i poppel med pileknuder. Her kan pil vokse op og støtte sig op ad portalens sider. Thomas fortæller, at portalen fortsætter ud på vejen, når solen skinner, for så vil skyggen fra portalen ses derude som en vandret tegning. På den ene side sol, på den anden side skygge.
Vi går videre rundt om parken for at se den sidste af de synlige portaler. Bæstet kalder han den. Det er en kæmpe bue bygget i poppel og pil, som vrider sig, som var den begyndelsen på en spiral. Og det var netop tanken.
Thomas ville have bygget en lang spiralportal, som skulle gå ude fra vejen og ind i parken. Men det var slet ikke til, for det var alt for tungt, jorden var alt for hård. Thomas var helt alene om det. Alligevel insisterede han på at gøre det, han kunne. Den første bue.
Det udviklede sig til et had-kærlighedsforhold, for for visionen blev ikke forløst. Ingen ville kunne se, at det skulle være begyndelsen til en spiral. Den ville sikkert vælte i den næste storm, og folk ville nok tænke på en bryllupsport i stedet. Derfor fik den kaldenavnet bæstet. Publikum mærker kunstnerens utilfredshed og kommer med velmenende gode råd og roser.
Thomas fortæller, at han da i det mindste synes, der er noget interessant i, at lygtepælens skygge rammer portalen på visse tider af døgnet. Skyggen peger ind i parken gennem portalen. Samme retning, som den lange spiral ville have gjort.
Vi går videre langs kanten af parken og går ind ad den officielle indgang. Der, hvor de vilde blomster slutter, er der slået en bred sti i det høje græs.
Det var faktisk disse officielle indgange til parken, der havde inspireret Thomas til også at arbejde med indgange, portaler, porte. Der skulle også være indgange til de ikke-menneskelige væsner.
Vi drejer til venstre og går hen til et egetræ, hvor der hænger nogle hvide bomuldsposer fra en af de store grene. Nogle af poserne har taget farve. De er blevet brune som om, at noget er sivet ud.
Thomas forklarer, at det er fremstilling af blæk, som kunstneren Malene Jorck Heide-Jørgensen arbejdede med under Solhverv. Som en del af sin Performing Landscapes måned havde Thomas valgt at invitere en håndfuld kunstnere ind i parken for at være, undersøge, performe, betragte. Ja, faktisk var der ingen agenda – blot et holdt rum og en vild park.
Vi går videre hen til klasen af sten, som ligger tæt på det sted, hvor der engang var et vandhul. Thomas fortæller om en anden kunstner fra solhvervet (undertegnede) som langsomt kravlede henover stenene, badet i solen, iført sort tøj.
Så går vi hen til området bag bakken, hvor soluret står. Her er også kommet en lille syngeskål, skruet fast på en pæl. Et værk af Martin Stahl, der var en af de andre kunstnere inviteret til sommersolhverv. Inden syngeskålen blev sat fast på pælen, var den en del af den performance, som Thomas instruerede til solhvervet ”Dyrekredsens Klagesang”.
DYREKREDSENS KLAGESANG 21.06.2023 Kl. 16.57
Performance
En deltagers betragtninger
Alle de deltagende kunstnere, gæster af parken og Thomas’ datter Sarah, blev bedt om at stille sig i en cirkel rundt om en sten, der var placeret et par meter fra solurets sorte pæl.
Sarah delte instrumenter ud, ét til hver. Jeg fik en sort fløjte, der forestillede en påfugl. En anden fik et stort regnrør. Flere fløjter, en tibetansk bedeklokke, en syngeskål, flere klokker.
Så læste Thomas et brev op:
Jeg sidder i et bumletog til nyk. Tvivlen indhenter mig som så ofte, når en deadline rykker nærmere. Men ansvaret føles særligt tungt i dag. Hvordan bilder jeg mig også ind, at jeg skulle kunne forbinde himlen. At min drøm om en port til zodiakbæltet kunne åbenbares på en eftermiddag?
Det er solhverv i morgen, og jeg er blevet nervøs. Mine projekter er pivåbne; Zodiakbæltet ligger ikke der, hvor jeg troede, det lå, astronomer, astrologer er utydelige og uenige. Det er for helvede da bare at følge solens baner. Det er din placering på jorden, der gør dig forvirret, siger de. Hvis du ser det ude fra universet, er det mere enkelt. Ja tak, men det er jo en landskabskonstruktion, jeg er i gang med. En fysisk legemliggørelse af solsystemet, zodiakbæltet, en landingsbane for ufoer, her i vild park.
Pilepoppelflet driller også, det er svært, og jeg ved slet ikke, om det holder til vind og vejr. Der er ingen grund til at afslutte noget i morgen, men det er solhverv, og de andre kunstnere og kommunen forventer nok noget klarhed fra min side. Det kan jeg slet ikke mærke i dag.
Måske kan jeg bare forblive uafklaret.
Tvivlen er en vigtig medspiller, når man arbejder astrofysisk.”
Thomas beder os lave lyde, når skyggen rammer stenen, og stoppe, når skyggen har forladt stenen på den anden side.
Og så ventede vi. Vi ventede på, at skyggen fra solen, der ramte solurets sorte pæl, skulle ramme stenen. Vi ventede på det absolutte solhverv, 16.57, så vi kunne fremmane dyrekredsen.
Det tog tid.
Menneskekredsen blev stille.
Ventende.
Nogle satte sig ned.
Kiggede på deres instrumenter. Kiggede på skyggen. Kiggede på hinanden.
Kiggede på skyggen, der ikke så ud til at rykke sig.
Trak vejret.
Lukkede øjnene.
Kiggede på skyggen. Havde den rykket sig? Det var svært at se.
Lukkede øjnene igen.
Trak vejret.
Kiggede på skyggen.
Hvornår mon vi skulle begynde?
Når hele skyggen er på stenen, eller den første del af skyggen?
Skyggen nærmer sig.
En begynder en lyd. Er det nu?
Det ser måske anderledes ud ovre fra den anden side af kredsen?
Venter lidt. Nu er der en til, der laver lyd. Jo, det er vist nu.
Nu høres lyd fra alle instrumenter. Fra kredsen af mennesker, der fremmaner kredsen af dyr.
Det føles som at sidde i en hule og kigge på skyggen på klippevæggen.
Det er solhverv. Hvor er solen?
Jeg vender mit ansigt og hilser på den, der over bakken. Den skinner mig i øjnene. Jeg vender mig mod stenen igen. Det er rarere at kigge på skyggen.
Vi skiftes til at holde pause med vores lyde. Det føles som en kollektiv improvisation. Man byder ind, når instinktet er der. Giver plads til de andre.
Jeg iagttager, hvordan jeg bedømmer min lille sorte fuglefløjte, der kun har to huller. Det begrænser min præstation. Er det en præstation at puste i en fløjte? Prøver at fjerne mit fokus fra mit eget ego og lytte ind i den fælles lyd.
Skyggen kravler langsomt over stenen. Det tager en evighed. Og så alligevel. Nu er skyggen ved at være ovre på den anden side. Lydene forstummer. Vi er landet. Der bliver stille.
FULDMÅNESAMTALE 03.07.2023
Da Thomas har fortalt om de øvrige kunstnere, der gæstede parken under Sommersolhverv, er det blevet tid til en lille samtale mellem Thomas Seest og Kraftkvinden.
Kraftkvinden (KK):
Hvorfor du har valgt at lave kunst, der ikke er for mennesker?
Thomas Seest (TS):
Vi er kommet et sted hen, hvor der bliver lavet alt for meget kunst og alt for meget kultur, som vedrører vores relation imellem os, altså det medmenneskelige. Det er der ikke noget galt i. Men jeg tror potentialet for kunsten, apropos denne her økologiske krise, vi er i, er at vi som kunstnere skal tænke anderledes og tænke nyt, i forhold til at komme med nogle bud og nogle retninger på, hvordan man kan anskueliggøre verden.
Der virker det for snævert på mig, hvis man kun skal lave ting, f.eks. en indgangsportal, som mennesker kan gå ind i. Så vil jeg hellere lave en portal, som de gode ånder kan komme ind af, eller nogle andre væsner. Nogle af de ting vi ikke kan se.
Vi har som mennesker et ekstremt snævert synsfelt. Vi kan se omkring tre procent af, hvad der er i verden. Alt andet forstår vi jo ikke. Astrofysikeren Holger Beck Nielsen siger, at naturvidenskaben forstår omtrent fem procent. Det er jo ingenting.
Jeg tænker, at vi som kulturbærere og kunstnere godt kan grave lidt i, hvad der ligger ud over de der tre-fem procent. Det er jeg i hvert fald selv meget optaget af og meget nysgerrig på.
Nu skrev jeg i min invitation, at jeg var holdt op med at lave kunst for mennesker. Det er måske en lidt mærkelig position at tage. Jeg tror i højere grad, at det er blevet vigtigt for mig at invitere andre kunstnere ind. Jeg laver mere værker for kunstnere, end jeg laver værker for mennesker, hvis det giver mening. Altså, de er også mennesker. Men jeg tænker, at kunstnerne har et større ansvar i forhold til vores kultur. Vi skal udvikle vores kultur. Det er der, den ligger.
Når man svømmer i vandet, så laver man aftryk i vandet. Jeg er jo selv kunstner. Så når jeg, som kunstner laver bevægelser, påvirker det de andre. Altså, hvor starter og stopper jeg, alt det der er jo et felt, der er interessant, fordi det at lave kunst er en enormt egoistisk position at tage. På den ene side baserer jeg alle mine handlinger og beslutninger ud fra noget, der kommer indefra, fra drømme og intuitioner, samtidig har jeg en forestilling om, at det har et aftryk ude i verden. Så der er et mærkeligt skisme i det.
KK:
Havde det givet det samme, hvis vi ikke havde haft denne her samtale – hvis du bare havde lavet dine værker og så var gået uden, at der havde været nogle mennesker inde over?
TS:
Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror stadig, jeg er meget bundet i denne her kultur stadigvæk.
KK:
Hvad har du taget med dig, fra din månefase her i Vild Park? Hvad har du opdaget ved at arbejde med de portaler?
TS:
Jeg har opdaget, at det er en vekslen mellem at have den der intuition, altså en ide om et eller andet, og så gøre det og så blive påvirket af de kræfter, der er derude. Det er jo ligesom ikke et rent rum, der er utrolig mange ting på spil her. Når man for eksempel står ude på vejen, og folk kører forbi, nogen afbrýder og taler, der er nogle planter, der vælter, altså der er alle mulige ting, der spiller med.
Så jeg tror den der vekslen mellem at lave nogle aftryk, der er meget menneskelige, handmade, i samråd med det, som nu var. Det er det, som er det spændende ved det. Det er det, jeg tager med.
KK:
Jeg oplevede din performance herovre ved stenen under sommersolhverv, hvor du læste et brev op omkring nogle frustrationer, du havde omkring dit arbejde her i Vild Park. Jeg synes, du har italesat dine processer, så de er blevet en del af dit arbejde, eller en del af dit værk også. Det har som publikum været interessant, at du som kunstner har turde at sætte dig selv i spil.
Det er det, jeg kan spejle i at være med naturen.
Ligesom nu i dag, hvor vi sidder her. Det blæser, så vi næsten ikke kan høre os selv og hinanden. Vi prøver at presse imod den natur, der er. Nu vil vi styre den, nu vil vi have en samtale, nu skal vi holde varmen. Men det er den, der bestemmer. Ligesom med din port derovre, ikke?
TS:
Det er også det, som gør det interessant, med det værk fra solhvervet forleden, derovre ved stenen. I performancen var hele den der frustration og kompleksitet indlejret i værket selv. Det behøver ingen forklaring selvom det er et svært værk. Og det er også mit problem med buen derude (Bæstet). Den har det slet ikke indlejret. Den ligner mest bare en dekoration, en bryllupsport. Og så er jeg nødt til at stå og forklare alt muligt, for at det bliver spændende, og det er ikke meningen, det kan jeg ikke.
Men jeg kan godt lide den der sårbarhed. Jeg kan godt lide den der frustration. For der er utrolig meget frustration i vores verden. Der er virkelig mange problemer, som vi er nødt til at forholde os til, og som vi ikke bare kan løse. Der er meget, vi må favne.
KK:
Det har været interessant som publikum at kunne spejle sig i dine frustrationer. For så kan vi spejle os i det som mennesker og tænke, det er også okay, at jeg ikke aner en skid. Jeg tror, det er nødvendigt for, at vi lærer noget af den der natur (peger ud), at vi også lærer noget af den der natur (peger indad).
TS:
Det, tror jeg, er rigtigt. Helt vildt. Det er herinde, det starter. Det er også det, jeg mener med, at vores naturformidling er nødt til også at være kulturformidling. Hvis vi skal ændre vores kodeks omkring, hvordan natur skal se ud, så er vi nødt til at se på, hvordan vi ser på os selv. Det starter både indefra og udefra det her. Der tror jeg kunstnere har en kæmpe rolle. En helt underspillet rolle. Det er derfor, jeg insisterer på, at vi skal holde op med at bruge energi på bare at underholde hinanden. Vi bliver nødt til at gøre det vigtigere.
Jeg er egentlig ikke så optaget af, om mit eget værk lykkedes, for det føler jeg slet ikke, Bæstet gør, men jeg tror meget mere på den der agenda med at invitere andre kunstnere til at komme og prøve også. Det har en meget større impact. Det tror jeg meget mere på. At vi som kunstnere også har et ansvar for, hvordan vi skaber rum for hinanden, og at vi kan skabe en scene her i Vild Park. En frihed til at gøre noget, som man måske ikke kan gøre andre steder. Det giver et helt andet potentiale, end at jeg står og fedter med en eller anden skulptur derovre.
Jeg hørte en podcast med Otto Scharmer, hvor han udtrykker noget med, at når man dyrker jorden, altså når man laver landbrug, så er det, man dyrker, ikke planterne, men jorden. Du kan ikke rigtig gøre noget ved planterne, frøene. Men du kan skabe et gunstigt environment. Du kan skabe et sundt rum omkring planterne.
Det tror jeg også, at vi skal gøre som kultur. Vi skal simpelthen skabe rum for kulturen og ikke bare polere vores eget lille frø. Vi er nødt til at tænke det ind i en holistisk verden hvor vi skaber rum, samtidig med at vi skaber kunst. Som en regenerativ proces.
Vi er jo som kunstnere total bundet op på vores aftaler med kommunen, med et galleri eller andet. Altså det er jo et ekstremt lille felt, vi har at gøre med. Og det skal vi prøve at udvide.
Ligesom vi har forsøgt at gøre her i Vild Park.
Vi kan prøve at skubbe lidt til det og sige, hey, hvad nu hvis kunsten er dominerende her og samtidig er naturformidlende, er med til at opdrage vores børn eller altså, kunsten kan utrolig meget mere end det, vi tillader lige nu.
KK:
Det rum mærkede jeg også, som en af de kunstnere du inviterede til at være med til sommersolhverv. Det var sådan en gave at blive inviteret ind i et rum, hvor du ikke skulle præstere noget for nogen. Du gav os bare parken og sagde, vær så god, hvor lang tid kan du være her, vær i det, gør noget, hvis du vil eller lad være. Der er ingen agenda. Den frihed til at opleve og opdage og erfare, den har vi jo ikke særlig meget tid til i verden.
TS:
Det er også meget vigtigt for mig og Søren, at vi får hægtet jer lokale på. Det er jo jeres rum. Altså, når vi lige om lidt ikke er ansat her mere, så er det jeres rum. Så er det jer, der bringer denne her kultur videre, og den frihed, der er forbundet her, og alle de muligheder, der er. Bare kør den videre, få det til at udvikle sig.
KK:
Tror du folkene på rådhuset har taget noget med sig fra din periode her?
TS:
Jeg er jo begyndt at bruge døren derovre. Det, synes jeg, er min største bedrift i denne her måned; at jeg har fundet ud af, at der er sådan en dør, som er et stort vindue man kan gå ud af, henover en radiator, så kommer man lige ud i parken
Man kan ikke åbne eller lukke den udefra, så jeg må stå inde på rådhuset og vente på, at der kommer nogen forbi, og spørge, om de ikke gider at lukke efter mig. Jeg kan se, at der er nogen andre på rådhuset, som er begyndt at gøre det samme. Det er fedt. Nu er den i gang. Det er at skabe nye ormehuller. Det har været den største bedrift.
Endnu en port er blevet synliggjort, og samtalen rundes af, da Thomas overrækker halskæden med de 29 håndlavede lerperler til Hartmut Stockter, der er den næste kunstner i Performing Landscapes-kæden.
Den lille gruppe af fremmødte rejser sig fra plænen og går, sammen med vinden, hen til skurvognen, hvor der venter en skål dejlig varm mad og et glas hjemmelavet hyldeblomstsaft.
Af Susanne Schmidt, aka Kraftkvinden (skribent og deltager)
Foto: Rachel Dagnal og Thomas Seest