Forestillinger om historier – interview med Tomas Lagermand Lundme

Forfatter, dramatiker, billedkunstner, radiovært med mere. Tomas Lagermand Lundme har mange kreative kasketter at vælge mellem, når han træder ud ad døren i den by og den virkelighed, der i årevis har inspireret ham, på tværs af kanaler, medier og metoder, til at fortælle historier. Om sig selv, de andre, du og jeg og os alle sammen.

Som titlen antyder, er historiefortællingens almenmenneskelige, samlende fascinationskraft også omdrejningspunktet i Vi er i historien, der over fire dage i fire af Københavns parker forsøger at engagere og inspirere det deltagende publikum til at agere medfortællere på en historie, der delvist er skrevet på forhånd, delvist tager udgangspunkt i overhørte fortællinger fra fremmede, og delvist kræver fragmenter af deltagernes egne historier om sig selv, for at sidste punktum kan sættes.

Det er, som starten på enhver god historie, et mystisk udgangspunkt, der åbner for mange slags spørgsmål. I første omgang: hvad er det overhovedet, man som publikum kan opleve? Er det et teaterstykke, en oplæsning eller en form for workshop udi personlig coaching? Tomas Lagermand Lundme giver selv et bud:

”Det er vel et slags ritual, der indeholder en forestilling. Jeg har jo Birgitte, en skuespiller, med, der både bliver min og deltagernes stemme. Vores alle sammens stemme. Så der er elementer af det teatralske, men udgangspunktet er jo fire fortællinger, som jeg har overhørt fra virkelige mennesker i de fire parker, og som jeg har skrevet en tekst ud fra. Samtidig har jeg gjort det, som jeg ofte gør, at jeg vender disse fortællinger til også at blive min egen fortælling. Jeg inddrager mig selv, og det håber jeg også, at publikum vil gøre”.

Du siger også, at idéen udspringer fra et ønske om at lære mere om de mennesker, vi konstant omgiver os med i byen, men som vi ikke kender?

”Ja, jeg har særligt tænkt meget over, hvad vi har lært under tiden med corona-nedlukninger. Én ting, der i hvert fald går igen, er jo, at mange er blevet ekstremt ensomme. Vi har heldigvis fået dealet med den her sygdom, men det har på en måde været med kærligheden som gidsel. Den er blevet forsømt. Muligheden for at række ud er blevet forsømt. Og ensomheden står også så tydeligt frem i byen, hvor vi går side om side med hinanden, men stadig går for os selv. Folk har været så meget inde i deres egne rum og deres egne hoveder, at de er blevet underlige og har svært ved at lukke glæden og andre mennesker ind igen.”

Han uddyber:

”Så jeg ville lave et kærlighedsritual, der giver kærligheden tilbage til os selv og tilbage til byen. Samtidig er der også en konkret renselse i det, hvor man skal efterlade noget i parken, når man går derfra. Følelserne af isolation, angst, frygt, osv. skal man lægge fra sig og i stedet tage en anden historie med sig videre”.

Hvad fascinerer dig ved historiefortælling som praksis? Hvordan hænger det sammen med det rituelle?

”Mit arbejde er jo som historiefortæller i alle mulige sammenhænge. Helt tilbage i stenalderen har vi jo mødtes om historier samlet omkring bålet, hvor nogle har stillet sig frem og givet noget af sig selv. Det er et ritual, vi altid har haft, men som jeg har savnet den seneste tid. Det handler ikke så meget om at iscenesætte sig selv, men mest om at lytte. Om at høre en fortælling, der ikke er om dig 1:1, men som man kan genkende sig selv i, og som man forholder sig til på et personligt og moralsk plan. Sådan har det jo også været i alverdens religioner.”

Så der er et socialt aspekt i historiefortællingen, der er essentielt?

”Ja, og hvis vi igen tænker på vores liv i byen, har vi det også med at overkomplicere tingene. At være et menneske i byen kunne være simpelt. Det handler om at lytte og give plads til byen, fugle, trafik, larm, men også et øjebliks akavet stilhed i en samtale, der kan skabe et stærkt nærvær og intimitet. Man kan godt tænke sig selv som et unikt, særligt væsen med sin egen særlige fortælling, som ingen forstår, men hvis man åbner op over for andre, går det jo op for én, at det er de samme historier, vi alle sammen fortæller.”

Du bruger jo også stort set altid din egen personlige historie i dit virke. Hvad får man ud af at give noget af sig selv?

”Da jeg voksede op ude på Amager, havde jeg svært ved at finde fortællinger, jeg kunne spejle mig i. Fortællinger om angst, spiseforstyrrelser, seksualitet, osv. Det var kun gennem amerikanske forfattere, jeg kunne finde den slags fortællinger, men de fandt sted langt fra min virkelighed. Så jeg har en idé om, at hvis jeg har mulighed for at lægge nogle alternative bud på manderoller ud i verden, så vil jeg det. Det er en slags aktivisme: man lægger sig selv ud i verden uden filter for at ændre noget. Jeg har lagt mange sårbarheder ud i verden, som siden er blevet en stor styrke. For det meste smitter ærligheden af på mine omgivelser. Så jeg håber, at det kan skubbe til folks vaner og måde tænke sig selv på i verden. Alt, hvad jeg gør, gør jeg for at gøre en forskel. ”

Har vi fået et mere åbent rum for at dele vores historier med hinanden i forhold til, da du var barn? Hvad er det for et potentiale, som Vi er historien forsøger at indfri?

”Vi har fået et andet sprog for sårbarhed og personlige grænser, men ser man overordnet på, hvordan vi ser mennesker, har vi stadig en mærkelig fascination af magt, der fokuserer på penge, store biler, karrieresucces, osv. Magtstrukturerne ser stadig sådan ud, at vi hylder det dumme svin. Jeg er også meget ude og undervise på skoler, og der bliver jeg stadig ramt af livets sværhed. F.eks. skærer hver tredje pige i sig selv. Så vi er længere på nogle planer, men på andre planer er vi stadig i stenalderen. Det er en mærkelig menneskelig konstruktion, at vi altid skal grave i mørket. Vi skal altid sætte en pil ind og stikke, hvis vi mærker lykken for meget. Min tekst i Vi er historien berører ofte folk meget – den taler til en afmagtsfølelse. En følelse af jalousi, der ikke er god, men som vi alle kender, og som man skal forlade i parken for at give sig selv lov til at føle kærligheden og lykken.”

Tomas Lagermand Lundme slutter, som enden på enhver god historie, med at vende tilbage til starten. Han tager mit første spørgsmål op igen: Hvordan kendetegner man overhovedet den oplevelse, der er Vi er historien?

”Måske er den mest præcise beskrivelse, at det er en historieforestilling. Både en forestilling om historien om os selv, en forestilling, der består af historier, og en historieforestilling, der forhåbentlig skubber til de forestillinger, vi har om vores historier og hvordan, de definerer os”.

 

Læs mere om Vi er historien 7.-10. sept.

Foto: Tomas Lagermand Lundme & Marie Bentzon Sørensen