Fordybelse i skovens stille ro – Reportage fra Forest Silent Gathering

Af Miamanda Bovin

Det er en smuk, solrig sommeraften den 8. august 2024, da jeg når Amager Naturcenter ved Kalvebod fælled, på afstand af byens summen for at deltage i Forest Silent Gathering af Begüm Erciyas. Her slutter jeg mig til de andre deltagere, før vi bliver sendt to-tre ad gangen ned af en lang sti på vores medbragte cykler. Ved indgangen til skoven tager værkets kunstner imod os, giver os vores mp3 og headset, og guider os ind til sitet, hvor den tavse forsamling finder sted. Vi skal i stilhed opmærksomt følge nogle små, grå skilte med pile på, der til forveksling ligner buskadsets blade. Min makker og jeg falder i snak på vejen og glemmer at se efter skiltene og farer kortvarigt vild. Idet går det op for os, at vi er nødt til at give os hen til stilheden. Koncentreret og tavse følges min makker og jeg ad på den lille skovsti, og finder resten af den lille gruppe deltagere ved en lysning, der bryder nåle- og birkeskoven. Vi ifører os vores headset og mp3-afspiller og placerer os tilfældigt på plænen, mens vi venter på, at lyden går i gang.

Først hører vi en skingert klingende tone, som minder om et violinstrøg. Jeg lægger mærke til, at de fleste deltagere ser forvirret rundt; hvordan reagerer de andre? Kort efter lyder en mands stemme, der fortæller os, at vi skal samles med de andre. Nu begynder den tavse forsamling at tage form. For at sikre sig at alle kan høre stemmen i høretelefonen, siger han, at man skal løfte højre hånd, hvis lyden går klart igennem. Alle i gruppen har løftet hånden. Vi kommunikerer lydløst. Samtidig fastholdes stilheden.

I det øjeblik vi gestikulerer med vores løftede hænder, indgår vi i et tavst fællesskab med hinanden. Jeg mærker et tilhørsforhold til de tavse fremmede, som møder mit blik. Igennem vores handling viser vi også en vis omsorg for hinanden; er alle nu med? Stemmen inviterer os til at lægge mærke til hinanden og de ligheder og forskelle, der findes i vores nyetablerede fællesskab – hvordan vi varierer i højde og tøjvalg, og hvordan nogle i gruppen er kommet for forsamlingens skyld, mens at andre er kommet for at nyde stilheden.

Igen klinger den lyse tone, og stemmen forklarer, at tonen er et signal som afspilles hver gang et minut er gået. Hver gang tonen lyder, skal vi fra nu af træde et par skridt baglæns. Vores synssans svækkes som den primære vejviser og tillader de andre sanser at tage over. Tonen lyder og vi træder baglæns. Afstanden mellem os bliver større. Stemmen slutter af med sætningen: ”All communities are imagined”. Med denne sætning begynder en rykvis rejse væk fra det tavse fællesskab og ind i skoven.

Idet vi langsomt læner os ind i landskabet bag os, træder vi gradvist ud af det menneskelige fællesskab, vi netop har skabt. Jeg træder ind bag en stor havtornbusk og mister synet af resten af forsamlingen. Pludselig skyller skovens lydbillede ind over mig. Jeg oplever, at jeg i dette øjeblik overgår fra forsamlingens civiliserede fællesskab til at indgå i en anden relation. Jeg begynder at orientere mig efter fuglenes lyde og træernes skulpturelle strukturer fremfor, hvor de andre deltager er placeret i omgivelserne, og hvordan de reagerer på høretelefonernes guidning.

Jeg forestiller mig, at jeg forbinder mig til et fællesskab med edderkopperne på deres tætte spind. Jeg lader mine fødder synke ned i skovbunden, og forestiller mig føddernes forbindelse til træernes rodnet. Hver gang jeg træder baglæns dybere ind i skoven, hengiver jeg mig endnu mere til naturens rum.

Skovens lyde smelter sammen med lydene fra mp3-afspilleren, og jeg er flere gange i tvivl om hvilke lyde, der er virkelige og hvilke, som er indspillet. Da lyden af kraftig blæst afspilles, lægger jeg mærke til, hvordan mit blik straks søger efter bevægelse i træernes kroner. Et øjeblik søger jeg instinktivt i ly under trækronerne, da lyden af tung regn afspilles, men ser så den helt skyfri himmel, og jeg mærker hvordan min krop trækker sig sammen, når jeg overvældes af et højlydt tordenskrald.

Kort efter at jeg er blevet isoleret fra gruppen, afspiller lydfilen en række kald: først to fuglekald, derefter lyder en kvindestemme: ”Come!” Det isner ned ad ryggen på mig, og jeg vender mig straks om for at se efter, om der er et menneske bag mig. Men det var skovens kald. Et kald med et krav om, at vi må forbinde os til naturen og gå med dens præmisser. Jeg lytter til skovens larm og tænker, at vi mødtes i stilhed for at kunne invitere skovens lyde ind i vores tavse fællesskab. Eller er det omvendt – er vi nødt til at træde ud af de menneskelige fællesskaber før, vi virkelig kan lytte til naturens egen fortælling? Før vi tør læne os tilbage og give os hen til et større fællesskab?

Jo længere ind i skoven jeg bakker, jo mere overgiver jeg mig til mødet med skovens materialitet, og jo mere flydende bliver min tidsfornemmelse. Jeg opdager ikke, at den signalerende tone stopper. Jeg bliver usikker på, om værket egentlig er endt? For første gang prøver jeg at orientere mig efter de andre deltagere, men jeg er alene. Jeg kigger på mp3-afspillerens skærm, der viser teksten: What now?

Jeg beslutter at vende tilbage til lysningen, hvor vi møder hinanden igen. Vi bliver budt på ingefær-te, som vi drikker i fællesskab. Nogle småsnakkende. Andre i stilhed. Gradvist udtyndes gruppen. Da jeg går tilbage ad skovstien langs birkestammerne, oplever jeg igen en forbindelse til skoven. Måske med større lethed, åbenhed – lydhørhed – end før.