Forandring fryder – eller behøver jeg at blive forandret som menneske?

Af Karen Toftegaard

De udvalgte værker på Metropolis har mange forskellige måder at forandre os på – eller det virker som om, det er målet med de fleste oplevelser, at vi skal forandres bare lidt. Det virker som om, at der helst skal være forskel på mig, når jeg går tjekker ind og når jeg tjekker ud. Jeg er nysgerrig på dette underliggende imperativ om forandring. Jeg har set på nogle af de oplevelser, hvor du bliver inddraget som publikum. Vandringer som ”12” og ”LOOKING FOR COURAGE” og koncepter som ”PLAYGROUND” og ”RULE” har alle det til fælles, at vi er en gruppe, der skal igennem noget sammen. Og jeg reflekterer her over, hvilke tanker og følelser, de sætter i gang hos mig.

Vores længsel efter sanselighed og væren en del af en gruppe

Det virker som om mange går med en længsel efter sanselighed og væren en del af en gruppe. En længsel efter at opløse os selv i gruppens suggestive væren – eller måske bare rytmiske fællesskab? Eller det må være en del af antagelsen, når kunstnerne får os til at gå sammen, side om side ved Tietgenkollegiet og på Refshaleøen. Vi står også sammen i Teglholmens grus og midt i Kulturstyrelsens indendørs lysning. Det at være en del af en gruppe kan forandre ens holdninger, syn og handlinger.

 

Vil publikum gerne finde sig selv – gennem kunsten?

Og så er der det enkelte menneske som publikum. Hvilke antagelser om publikum ligger bag vandringerne? Er det sådan at publikum tager på disse vandringer for at finde sig selv? – gennem sanselige møder og eksistentielle spørgsmål som ”hvem er du?”?

Og hvilke antagelser ligger der bag legende koncepter som f.eks. “RULE“, hvor den hollandske kunstner Emke Idema inviterer os til at indgå i et spil om sociale regler, etiske dilemmaer og selv tage stilling, når vi vælger hvilken ø, vi vil stå på – den brune eller den røde. Alt efter om vi vil lukke en fremmed mand ind, når vi er alene hjemme, så han kan låne toilettet – eller ej. Og den franske gruppe Groupenfonctions eskalerende dans i en slags boldbur. Hvad er det, legen kan – eller det legende, kreative menneske? Og er det egentligt en leg? “Der er mere latter af den selvironiske slags. Og der er mere autoritetstro og trang til at følge reglerne end i andre lande,” bemærker den hollandske kunstner bag spillet “RULE”. Her kan du faktisk påvirke spillets regler selv – hvis du altså tør og ikke er for autoritetstro, men det står ikke i spillemanualen. Du skal selv regne det ud.

Og du kan være med i “PLAYGROUND” festen af franske Groupenfonction, hvis du har lyst til at slå dig fri og danse med dem.

 

Vil kunsten reclaime sine tabte markedsandele til selvudviklingsindustrien?
Vandringernes form manifesterer længslen efter det sanselige, når vi skal bære jord i hånden, mærke vandet slutte sig tæt til huden på hænderne, lukke øjnene, gå i stilhed med hinanden. Og så ind imellem kommer de der pseudofilosofiske spørgsmål om, hvem man er. Forsøger kunsten at reclaime/tilbageerobre sine tabte markedsandele til selvudviklingsindustrien? Eller er det bare fordi vi som mennesker, især i den priviligerede del af den vestlige verden, længes efter at gøre noget meningsfuldt – gøre en forskel – også gennem kunsten? Eller er det bare sådan den eksistentielle længsel efter at forstå os selv som menneske i verden, tager en mindful, sanseligt masserende form anno 2015?

Et lille overgreb?
Og er man ikke kultiveret/dannet nok, hvis man oplever spørgsmålet i “LOOKING FOR COURAGE” ”Hvem er du?” som et lille overgreb af den slags, hvor nogle virkeligt gerne vil hjælpe en, men man har ikke brug for hjælpen. Jeg ville hellere være blevet overrasket end påtvunget en selvransagelse, som jeg alligevel ikke følte mig ført godt nok ind i af unge guider med alvorligt tavse øjne. Jeg betaler væsentligt højere summer for at få hjælp til at forstå mig selv i verden, når jeg begiver mig ind i trygge rum, der ledes af professionelle mennesker i selvudviklingsfeltet, som kun har fokus på at hjælpe mig videre og som kun har gjort det i mange år. Jeg kan også registrere, at jeg overgiver mig på en helt anden måde, når manden de kalder ”sansernes mester” Enrique Vargas kommer på banen. Jeg vil gerne lade kornet rende gennem mine fingre i ”ORAKLER” og svare på personlige spørgsmål i al fortrolighed, når det sker i hans univers.

 

Skal kunsten bruges til at selvudvikle os?
Måske er det endda misforstået, at vi alle skal være tillidsfulde som udgangspunkt, så snart vi begiver os ind i kunstens rum? Det er som om, der hviler en antagelse om, at vi alle gerne vil bruge kunsten til at udvikle os personligt som mennesker – men måske er kunsten ikke altid det rigtige sted til selvudvikling? Eller i hvert fald ikke når det bliver så direkte. Jeg kan lære noget om mig selv, når jeg ser en amerikansk romantisk komedie eller når jeg ser S/Hs ”I føling” – uden at det var derfor, jeg opsøgte det. Hvis kunsten så endelig tildeles rollen som noget, der udvikler dig som menneske, så skal der måske netop gøres en indsats for at skabe et trygt rum, som der netop sker i hele selvudviklings-feltet.

Eller som når engelsk-tyske Gob Squad får det til at se så legende let ud at lave en umærkelig kontrakt med publikum om, at det er okay at kysse inderligt på scenen (KITCHEN) eller får publikum til at genskabe en scene fra verdens kedelige youtube-film (WESTERN SOCIETY).

Er det et spørgsmål om tillid eller mæthedskvote på selvudvikling i kunsten?
Er det et spørgsmål om tillid eller handler det mere om, at vi også er så udviklede, at vi ikke rigtigt gider at svare på spørgsmål som ”Hvem er du?”? Er det et udtryk for en mæthedskvote på selvudvikling i kunsten?

Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at danse i “PLAYGROUND” og være med i “RULE” og det er faktisk også fint at bære rundt på jord i min hånd og vaske andres hænder, men jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg skal svare på pseudofilosofiske spørgsmål om, hvem jeg er og hvordan jeg forholder mig til verden – når der ikke etableres et rum, hvor refleksionen kan folde sig mere ud og blande sig med andre refleksioner.