Af Marianne Dalbøl Pedersen
Arkitekt og partner i Tegnestuen Stedse ApS

Grusgraven

En flok dovne køer stirrer overraskede på mig, da jeg gennem det høje, tørre græs forsøger at finde frem til det sted, vi skal mødes. Andholm Grusgrav ved Rødekro er i dag delvist forladt og har efterladt et totalt forandret naturområde med dybe spor fra udvinding af grus. Men forandret fra hvad? En pløjemark?

Er det i virkeligheden en fantastisk unik mulighed for at skabe nye levesteder for dyr og nye rekreative naturområder for mennesker?

Vi skulle egentlig mødes ved det forladte hus på bakken – et karakteristisk hus som alle i lokalområdet kender til – men da en sjælden sommerfugleart er flyttet ind på gårdspladsen, er vi nødsaget til at ændre lokation i sidste øjeblik. Naturen er allerede flyttet ind.

Samtaleprojektet

Talking Landscapes er et samtaleprojekt, der sætter fokus på vores forhold til natur og landskab og på, hvordan vi kan skabe den fremtid, vi ønsker, ved at ændre måden, vi taler sammen på.

Samtaleprojektet er inspireret af fortidens Tingsteder, steder i naturen, hvor man samledes og diskuterede lokale problematikker og uoverensstemmelser.

I dag foregår mange af disse diskussioner online, løsrevet fra den fysiske virkelighed, som de ofte omhandler. Ved at flytte samtalerne ud i landskaberne kommer sanserne og kroppen i spil, og naturen og vores omgivelser bliver medskabende.

Den samtaleteknik, som jeg deltog i, kaldes Tingenes Råd. En række fysiske genstande vælges ud som repræsentanter for de aktører og elementer, der har en interesse i det landskab, man sidder i. Aktører kan være fremtiden, sommerfuglen, vandet, politikeren, borgeren, livsglæden, råstofindvinderen, landskabet, klimaforandringerne, byggeindustrien.

Hver deltager vælger en genstand – det kunne være et glas vand eller en nøgle – som repræsenterer en af disse aktører eller elementer, og herefter fremfører man dennes synspunkter.

Tingenes Råd undersøger, hvad der sker, hvis vi lader objekter og fænomener tale for sig selv. Samtaleteknikken er inspireret af den franske filosof Bruno Latour, som er fortaler for, at objekter har egne rettigheder og værdier.

Med denne genstand i hånden var vi alle tvunget til at fremføre en stemme, som ikke var vores egen, og som vi ikke nødvendigvis var enig med. En udfordrende opgave, der nødvendiggjorde, at man forsøgte at forstå og sympatisere med denne stemme, lige fra politikerens bevæggrunde og begrænsninger til sommerfuglens krav til levested. Pludselig bliver et abstrakt element som vand meget konkret i form af dets fysiske tilstedeværelse i et glas, man holder i hånden.

En diskussion mellem en politiker og en sommerfugl er ikke noget, man ser ofte, men det burde det måske være? De stille stemmer får i Tingens Råd pludselig præcis lige så meget plads i diskussionen som de højtråbende.

Talking Landscapes er en samtaleteknik, der inddrager naturen og stedet, men den er også en øvelse i at samtale, hvor det at lytte bliver en del af samtalen.

I en tid, hvor vores måde at kommunikere på bliver mere og mere løsrevet fra den fysiske verden, kan andre menneskers synspunkter og holdninger let vælges til eller fra. Samtaleteknikken Talking Landscapes tvinger os til at lytte til den lille stemme.

Måske var Talking Landscapes i virkeligheden en øvelse, der burde være en del af dagsordenen på byråds-, regionsråds- og folketingsmøderne?

Grusgraven version 2.0

I en rapport fra 2017 har COWI konkluderet, at vi om 30 år har udtømt alle råstof-reserver af sand og grus i Danmark. Hvordan skal disse landskaber se ud i fremtiden?

Disse udtømte grusgrave vil i fremtiden stå som vidner om den tid, hvor vores fælles naturressourcer blev opbrugt af en fortravlet byggeindustri, der endnu ikke kendte nødvendigheden af cirkulære systemer.

Vi er i fremtiden nødt til at tænke i cirkulære systemer, der sikrer, at vores værdifulde naturressourcer og materialer bruges med omtanke, og at de kan genanvendes eller endda genbruges direkte.

Grusgravene består ofte af næringsfattig jord, hvilket er en mangelvare i det opdyrkede og kultiverede danske landskab. I disse områder med næringsfattig jord lever en række sjældne plantearter, urter og insekter, hvis livsbetingelser ellers er under pres mange steder.

Områderne har desuden ofte særlige drikkevandsinteresser og er sårbare over for forurening, da der i en grusgrav er direkte adgang til grundvandet.

Kunne historien om de udtømte naturressourcer omskrives til en solstrålehistorie om grusgravenes transformation fra industriområder til biodiverse oaser, hvor både mennesker og dyr kan trives i en ny økologisk balance? Hvis det er målet, skal vi huske at lytte til de stille stemmer.