Engram – En countdown mod døden
Af Anne Nymark
Engram – En countdown mod døden
”Man skal leve hver dag, som var det den sidste.” Sådan lyder et gammelt ordsprog, hvilket for mig synes at være mantraet i audiowalken Engram af den svenske teatergruppe Osynliga Teatern.
I Engram stilles lytteren overfor spørgsmålet: Hvad ville du savne mest ved livet, hvis du kun havde 640 åndedrag tilbage? – Et spørgsmål som i bund og grund er helt umuligt at svare på men bestemt værd at reflektere over.
I kapløb med tiden
Udstyret med høretelefoner træder jeg ind i Vor Frue Kirke. Jeg bliver bedt om at trække vejret dybt og får så at vide, at jeg nu kun har 639 åndedrag tilbage – puha jeg bliver allerede helt forpustet ved tanken og føler mig lidt i kapløb med tiden. Med en rolig klavermelodi i mine ører finder jeg mig selv i færd med at kigge rundt i kirkerummet – en smule febrilsk, da en stemme har opfordret mig til at se kirken, som var det den sidste gang. Hvad ville jeg huske? Alteret? Englene? Bænkene? Mit blik fæstner sig på de fire nonner, som stille og roligt nærmest svæver op ad kirkegulvet – dem vil jeg huske.
Du er ikke alene
Udenfor er jeg vidne til, hvordan nogle af de andre publikummer lægger en hånd på hinandens skuldre, hvorfor ord som: trøst, støtte og næstekærlighed flyver igennem mit hoved og minder mig om, hvor flygtigt livet er. Senere på vandringen mærker jeg selv, hvordan en andens hånd bliver lagt på min skulder, som en påmindelse om at vi ikke er alene hverken nu eller i resten af livet. Nu har jeg kun 290 åndedrag tilbage, lyder meldingen i min øresnegl.
Levende historier fra de døde
I Engram fortælles historier af de døde til de levende. Undervejs på turen dukker stemmen af en dødssyg mand op i mine øre: ”I thought about writing you a letter, but then I thought, I would rather be a voice than words on a piece of paper” – her mister jeg flere åndedræt i træk. Han fortæller sin historie om sin sidste tid. Hvordan han pakker sine ting for at tage på hospice. Hvor træt han er: “I didn’t know you could be that tired!” – endnu et par åndedræt undslipper mig. Jeg kigger op og lægger mærke til, hvor langt der egentlig er op til himlen.
Nedtælling til stilhed
Vi går nu tættere sammen og bliver bedt om at skynde os igennem en korridor, da vi kun har 20 åndedrag tilbage. For enden af korridoren samles vi omkring et lille springvand på en åben plads. Folk omkring gør plads til, at vi kan sidde på bænken. Her er alle velkomne, og alle oplever dette sammen her og nu. Verden rundt om lukkes ude, så jeg slet ikke giver plads til bevidstheden om min ellers udsædvanlige og grænseoverskridende optræden i byens rum. Stående i rundkreds rundt om vandet, der sprudler af liv og energi, og kun med 6 åndedrag tilbage, hører vi, hvordan mandens og hans pårørendes hænder mødes. Breathe in, breathe out, breathe in, breathe out… stilhed.
Glad for at være i live og med rygsækken fuld af minder fra og refleksioner over mit eget liv, tager jeg hovedtelefonerne af og kan på tilbagevejen ikke lade være med at lytte til og se ekstra meget på mine omgivelser.