Kulturby 96 var den lykkelige anledning til, at det endelig blev muligt at invitere en række af de store mestre, Pina Bausch, Ariane Mnouchkine, Robert Lepage, Peter Stein til København, og samtidig lancere en ny festivalrække, der skulle efterfølge Images of Africa, Dancin’ City og Det Europæiske Teater.

Vi nærmede os årtusindeskiftet, der også syntes at skulle blive afslutningen på et kapitel i teaterhistorien. Disse mestre, der havde beriget og fornyet scenekunsten i 60’erne og 70’erne, var ved at skulle vige pladsen for den næste generation af kunstnere. Men for hvilke kunstnere – det var og er stadigvæk ikke helt klart – men måske var det bl.a. de kunstnere, der allerede i nogle år havde præget gæstespilsscenen i København, Sasha Waltz, Alain Platel, Jan Fabre, Anne Teresa de Keersmaeker, Edouard Lock sammen med de danske Hotel Pro Forma og Holland House.

 

Efter seks år med fokus på Afrika, den ny dans og aktuel europæisk scenekunst, blev det besluttet at skabe en platform, en sommerscene, der både kunne rumme forskellige temaer og strække sig over et længere tidsrum for at skabe mere ro og koncentration om de enkelte gæstespil eller projekter, og som samtidig kunne tage højde for, at både verdenen og scenekunsten havde bevæget sig et andet sted hen.

Omkring år 2000 var den store interesse for den globale virkeligheds kunstneriske udtryk dominerende. Der var interessante kunstneriske brudflader mellem Europa/USA på den ene side og Afrika, Asien og Latinamerika på den anden.

 

Succesen med Images of Africa havde yderligere skærpet interessen for og relevansen af at udforske andre kontinenter, ikke mindst set i lyset af de mange debatter om kulturkløfter såvel i vores bydele som på globalt plan. Denne interesse mundede ud i Images of the World i 2002 and Images of Asia i 2003.

 

Sideløbende arbejdede KIT for en etablering af et permanent center for kulturudveksling mellem Danmark og udviklingslandene. Udenrigsministeriet overtog initiativet og Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU) åbnede i 1998. Således fik KITs pionersatsning på samarbejdet med tredjeverdenslande langvarige resultater; tilmed blev Images-konceptet videreført, og Dancin’ World blev lanceret som en værdig afløser for Dancin’ City.

Med Sommerscene fulgte KIT også et andet vigtigt spor, nemlig det ny cirkus. Op igennem 90’erne blev ny-cirkus samlingspunkt for kunstnere med højst forskellig baggrund, som i dette nybrud mellem det folkelige cirkus og avantgardeteatret fandt nye kreative veje. Fra Cirque O’s skelsættende forestilling i 1992 til Joseph Nadj i 1997 og OkidOK i 2002 havde ny-cirkus udviklet sig til en kunstart, der indtog store dele af verden. I samme periode var KIT en af forkæmperne for at give ny-cirkus en bedre placering i den danske kulturlovgivning.

 

Et andet konkret resultat af Kulturbyrårets initiativer var Helsingør Kommunes interesse i at genoptage traditionen med Hamlet-forestillinger på Kronborg. KIT sagde ja tak til at samarbejde. Den imposante gård var rammen om både klassiske ensembler, som Royal National Theatre, og unge instruktører som Ong Keng Sen, der med sin Search: Hamlet udfordrede såvel stedet som skuespillet.

Endelig indledte KIT et samarbejde dels med Workshopscenen (et fælles udviklingsprojekt for kunstuddannelserne på Holmen) i ønsket om at inspirere den helt unge generation af kunstnere og dels med NordScen i forbindelse med bl.a. d!sturbances og Nordisk Solo.

 

Efter ni Sommerscener er det igen tid til at skifte spor. De mange gæstespil, temaer og selvstændige projekter, som har udgjort Sommerscenerne, har udvidet KITs repertoire væsentligt og samtidig vist, at KIT i sin programlægning både kan spænde vidt, arbejde på et højt kunstnerisk niveau og være på forkant med en relevant kulturel virkelighed.

____________________________________

“Business as usual – den regel gælder ikke mere. Måske vil teatersæsonen 1996-97 indtil forveksling ligne teatersæsonen 1995-96. Ingen vil opdage, at der er sket noget. Men der skete noget i sommer. Med teatret og med os.”
Jens Kistrup, Berlingske Tidende

“Hurra for KIT – sommer efter sommer siden 1980 er det lykkedes dem på mere end 40 festivaler at lokke noget af det bedste internationale teater til København… KITs høje niveau fik CNN med et seerpotentiale på 150 mio. øje på, da man for nylig besøgte København… en flot satsning på det nye og spektakulære.”
Leder i Jyllands Posten, 1999

TEATER & PERFORMANCE

Kulturbyårets superstjerner, Ariane Mnouckhine, Peter Stein, Jürgen Flimm og Tasashi Suzuki, præsenterede alle nyfortolkninger af klassikere, kun Robert Lepage kom med et nyt værk. Alle på nær Flimm spillede i Torpedohallen på Holmen. Det var takket være denne hals dimensioner, at det endelig lykkedes efter 10 års forgæves forsøg at få Théâtre du Soleil til Danmark. Med sig bragte truppen Molières Tartuffe, fortolket som hans ‘sataniske vers’ i dens opgør med al intolerant fundamentalisme – iscenesat i en original kasse-scenografi.

Blidere, lige så billedrig (og med en anden form for kasser) var Hiroshima – The Seven Streams of the River Ota af Robert Lepage og hans kompagni Ex Machina. Teatrets unge troldmand fremmanede en saga om menneskeheden i sidst halvdel af det 19. årh. – en beretning om overlevelse i skyggen af vor tids katastrofer: holocaust og Hiroshima.

På en monumental arenas halvcirkel foran et sort kongepalads’ stejle mure genopsatte Peter Stein i samarbejde med The Russian Theatre Confederation sin Orestien, en billedmættet og aktuel fortolkning, der i dag står som en klassiker.

 

Det stærke tyske ensembleteater Thalia Theater under Jürgen Flimms ledelse gav to stærke, aktuelle fortolkninger af Onkel Vanja og ikke mindst af Marivaux’ La Dispute. Endelig skabte Tasashi Suzukis skuespillere med fysisk kontrol og virtuos stemmebeherskelse en Elekta, hvor vestlige myter og østlige teaterformer smeltede sammen.

Året efter fik Sommerscene besøg af endnu to mesterinstruktører, Peter Brook og Bob Wilson. Brook og hans Bouffes du Nord med en desperat humoristisk og menneskelig fortolkning af Becketts Oh les beaux jours. Bob Wilson med Marguerite Duras’ La maladie de la mort – en allegori om ensomhed og følelseskulde, skabt til Michel Piccoli og den amerikanske danser og koreograf Lucinda Childs. I samme mesterklasse gjorde Staffan Valdemar Holm Strindbergs Faderen med Stina Ekblad og Krister Henriksson til en højaktuel familiegyser.

New Words, New Language, New Theatre – et projekt om ny britisk dramatik i samarbejde med bl.a. The British Council tyvstartede i Sommerscene 98 med Ursula af Howard Barkers, hvis sylespidse pen skildrede konflikten mellem det kødelige og det åndelig begær. Et stærk konstellation af instruktøren Max Stafford-Clark, tidl. Royal Court Theatre, dramatikeren Caryl Churchill og kompagniet Out of Joint gav en forrygende double bill med Blue Heart, mens Pat Kiermans iscenesættelse af Disco Pigs var et ubarmhjertigt stykke irsk hverdag.

Og kultgruppen Tiger Lillies tegnede sig for den helt uventede superbe, grotesk forurolignede Shockheaded Peter, der byggede på Den store Bastian.

 

Stærke bud på fremtidens teater ofte skabt i et samspil mellem billedkunst, scenekunst og arkitektur kom – ikke uventet – fra Kirsten Dehlholm, hvis Kinesisk Kompas bragte os til Kina og tilbage igen med Carsten Jensen som fortællende guide i stum dialog med den kinesiske skuespiller Fang Yu og fra The Builders Association & Diller+Scofidio, der med et billedbombardement af film, computer og videobilleder gav et bud på teater i cyberspace. Mere tekstnær og besættende fysisk var Socìetas Raffaello Sanzios radikale fortolkning af Shakespeares Julius Cæsar. Om muligt endnu voldsommeere var Manes af La Fura dels Baus – en søgen tilbage til rituelle ofringsritualer, hvor ikke mindst publikum blev det jagede bytte. Technogenerationen for fuld udblæsning.

“Hykleri og religiøs fanatisme kender ingen grænser. Molières komedie fra 1664 får i den franske instruktør Ariane Mnouchkines virtuose iscenesættelse et perspektiv, der både er klassisk og moderne… en svimlende teateroplevelse… Så forspild ikke chancen for at opleve teatrets kraft over hykleriet.”
Henrik Lyding, Jyllands Posten

 

DANS OG MUSIKTEATER

Pina Bausch åbnede Sommerscenens danseprogram i 1996. Endelig kom hun, den rå Torpedohal forøgede kun oplevelsen i særdeleshed for dem, der kom sejlende. Nelken og Viktor var begge premierer, hvor der skete det sjældne, at de to verdener, bag scenen og foran, syntes at blive en. Med sin karismatiske tilstedeværelse gjorde Pina Bausch det med længsel ventede gæstespil til en unik begivenhed, for såvel publikum, teknikere som arrangører. Forinden havde Edouard Locks La La La Human Steps med Louise Lecavalier som en fræsende spydspids tyvstartet Kulturbyårets danseprogram med 2 i MusikTeatret Albertslund, og vendte tilbage i 1999 med en radikal anderledes Salt, som led i “Canada Flying”, der også inkluderede de to cutting-edge kompagnier Lynda Gaudreau og The Holy Body Tattoo. Det blev Locks generation, der kom til at præge Sommerscenens dansescene. 98-programmet bød på to gensyn, dels kultkompagniet DV8’s hudløse udleveringer, der som altid lå hinsides en gennemsnitlig borgerlig selvforståelse, og dels Sasha Waltz, der i Zweiland med vanligt blik for det absurde kiggede ind på det genforenede Tyskland. Der var ligeledes stærke politiske undertoner i Liat Dror/Nin Ben Gal Companys bevægende danseteater om den israelsk-palæstinensiske virkelighed.

 

Overbevisende bud fra den yngre dansegeneration kom fra Danmark, bl.a. Sara Gebrans Pink Hole, en fascinerende hybrid af dans, fotos af Araki Nobuyoshi og livemusik af post-punkbandet Ruins, og On Rose af Tim Feldmann, som samplede Tchaikovsky og udstillede vores hang til romance. 24 hrs betød 12 nordiske performere, som improviserede i 24 timer over 12 scener i den buddhistiske skabelsesberetning. Et vovestykke, blevet til på initiativ af Stuart Lynch, som ikke kun lykkedes, men også tiltrak et helt ungt publikum.

Endelig tog det site-specific projekt TransForm os med ud på nye kreative opdagelser i Stevns kalkbrud og siden i Torpedohallen, anført af Kitt Johnson og Anders Christiansen.

 

Med “Glimt fra Asien” åbnede Sommerscene 97 for øst. Både klassiske asiatiske dansetraditioner, som den kongelige kambodjanske trup Ballet de l’Académie Royale Khèmere, såvel som moderne tilgange, bl.a. Asiens førende danseteater, det billedrige, meditative Cloud Gate Dance Theatre fra Taiwan, og den eksperimenterende og mere politisk kommenterende Ea Sola fra Vietnam. Endelig gav Chandralekha et bud på en ny samtidig indisk dans.

 

Sommerscene 99 bød på et rigt program fra Sydafrika, både folkelige succeser, som musicalen The Zulu af Mbongeni Ngema, og nyskabende dansekompagnier, som Moving into Dance med værker af Sylvia Glasser og soli af Vincent Mantsoe.

Disse mange bidrag var med til at gøde jorden for de kommende års Dancin’ World-festivaler.

I Kulturbyåret var der rig lejlighed til at opleve de mange aspekter af Philip Glass’ værk, fra soloklaverkoncerter, hans samarbejde med koreografen Susan Marshall til hans score til de to ordløse kultfilm Koyannisqatsi og Powaqqatsi, samt en verdenspremiere på en ny stor musikteaterforestilling The Politics of
Quiet af Meredith Monk.

 

Sommerscene bød på en række danske udspil på musikteatersiden. Holland House lagde stærkt ud med den apokalyptiske Der Kaiser von Atlantis om kunstnere i nazisternes skuelejr Theresienstadt med Athelas Ensemble og den store tyske tenor Werner Holweg, siden lod Louise Beck fra Operanord de sidste minutter af Gilles de Rais’ liv udfolde sig spektakulært i Citroëns gamle samlehal, og Den Anden Opera præsenterede Anders Brødsgaards musik med libretto af Klaus Høeck som en musikalsk science fiction-installation.

____________________________________

“Det er betagende at se, hvordan Pina Bausch ud af sælsomhed og kaos formår at trække personer, der får psykologisk karakter for os, hvad enten de kæmper vildt sammen for overlevelse… eller danser alene i småfnisende flirt med publikum. Den usynlig linje af sammenhæng munder ud i en på en gang besættende og befriende skønhed…”
Ebbe Mørk, Politiken

 

“Når piskesmæld af sved slipper kroppen og fordamper på sekundet! … Magtbalancen kønnene imellem henter inspiration i den klassiske ballet, men fremstår i sin helhed så ideelt moderne: Alle må forføre, kræve plads at prale på, bede om hjælp – ligestilling er sexet! Edouard Locks koreografi holder dansen flyvende, saltet flydende og indlevelsen og associationernes legeplads – ÅBEN.”
Marius Nørup-Nielsen, AOK

 

“Det er ikke særligt dansk at have helte. Men Trevor er en helt. En helt unik skikkelse i dansk kulturliv, der har formået at skabe det, som ingen anden til dato har kunne gøre.”
Flemming Pless, kommentar i JP København, 2003

100 OBJECTS OG D!STURBANCES

Sommerscenes program var i høj grad resultat af samarbejde med en række partnere. Et af de mest vidtrækkende var samarbejet med Workshopsscenen – udviklingscenter for de kunstneriske uddannelser på Holmen – som resulterede i et 4-dages inspirerende møde i 1999 med multikunstneren og provokatøren Peter Greenaway i Torpedohallen. Udstillingen 100 Objects to Represent the World – et raritetskabinet, en tidskapsel med 100 objekter, der repræsenterede vores verden, blev fulgt op af forevisninger af Greenaways film, herunder den nyeste 8½ Women, samt en prop-opera, hvor scenekunst, raffineret teknologi og skuespillere på scenen kæmpede om pladsen. Herudover skabte eleverne på kunstskolerne en installation Sub Versus objects, representing the world.

 

Et andet vigtigt samarbejde fandt sted i forbindelse med d!sturbances. Nord-Scen og NOMUS var arrangører af et omfattende nordisk symposium med workshops, foredrag, koncerter og udstillinger, hvis tema var musik og kreativitet. KIT stod for de offentlige forestillinger, der fandt sted på Charlottenborg og i Det Kgl. Teaters Turbinehaller. Der var gensyn med Heiner Goebbels’ Max Black og desuden en række musikensembler fra danske Athelas Sinfonietta til de ustyrlige Gogmagogs’ musikshow.

“Det totale leksikonteater… i et sindssygt moderne og stimulerende udstyr med mangedoblede videoskærme, elektronmusik og performance fortæller Greenaway en urgammel historie om verdensforløbet – og det tilmed i den borgerlige dannelses kendteste billeder fra kunsthistorien, bibelshistorien og Historien tout court… kom til Holmen og bliv torpederet.”
Bjørn Bredal, Politiken

SHAKESPEARE MED OG UDEN VOLDGRAVE

Der blev skabt mange store Hamlet’er i 90’erne. Eimuntas Nekrosius’ udgave var en af dem. Hans lidenskabelige Hamlet med den litauiske rockstjerne Andrius Mamontovas i titelrollen blev spillet i Kanonhallen i 1999 for to år senere at blive genopsat på Kronborg. Middelalder eller science fiction, sanselige kontraster, vand og is, ild og aske, dannede baggrund for en overraskende nyfortolkning. En eklektisk orientalsk Lear, med ny tekst af Rio Kishida og iscenesat af Ong Keng Sen, blandede traditionelle asiatiske teaterformer og Singapore-pop og satte fokus på magtspillet og seksuelle roller og identitet.

Det blev The Royal National Theatre, der fik æren at åbne Kronborg-scenen for første gang i 21 år. John Cairds klare, næsten stilfærdige, men menneskelige Hamlet med den lille runde Simon Russell Beale som en eksistentiel tvivlende titelfigur blev en succes for både instruktør og skuespiller, og for initiativtagerne og Helsingør Kommune. Succesen gav KIT og Hamlet Sommer blod på tanden. Året efter fulgte ikke mindre end to Hamlet’er, Nekrosius’ allerede omtalte og en klassisk udgave, iscenesat af Bill Alexander for Birmingham Repertory Theatre med Richard McCabe i titeltrollen. Samtidig blev Riddersalen for første gang inddraget som ramme om Steven Berkoffs The Secret Love Life of Ophelia, fremstillet i vers af ham selv.

 

Riddersalen var ligeledes en af de sale, hvor publikum inden den egentlige Hamlet kunne gøre sig bekendt med de medvirkendes historie i Ong Keng Sens omdiskuterede Search: Hamlet. Men en række internationale, asiatiske som europæiske, performere, musik af bl.a. Dicte, lysdesign af Jesper Kongshaug, kostumer af Koji Hamai og scenografi af Justin Hill fik Ong Keng Sen skabt en radikal, postmoderne forestilling, centreret om den fraværende Hamlet. Endelig udfordrede Howard Barker de incestuøse undertoner mellem Gertrude og Hamlet i hans Shakespeare-fabel Gertrude – the Cry, skabt til Riddersalens nøgne rum. Som den sidste i rækken af internationale Hamlet’er kom en overbevisende danseteaterudgave af Kim Brandstrup og hans Arc Dance Company.

“John Cameron har gjort et fremragende stykke arbejde med en neddæmpet, men så meget desto stærkere virkende musikbaggrund, der udvikler sig som en dødsmesse og slutter med at prise det himmelske lys, Lux aeterna… Simon Russell Beale skaber en overbevisende Hamlet… endnu en stor og forunderlig Hamlet-aften, som man kun kan takke for.”
Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

 

DET NY CIRKUS

Ny-cirkus blev udviklet som en vigtig, integreret del af Sommerscenen. København var blevet et sandt mekka for den nye kunstart – helt på højde med de største europæiske byer. Og den nye kunstart vedblev at leve op til publikums stadig højere forventninger.

Rekrutteringsgrundlaget udvidede sig kontinuerligt såvel geografisk som kunstnerisk. Nu kom grupperne ikke længere kun fra Frankrig, selv om både Collectif AOC og Cirque Plume var stærke udspil, men fra Tyskland (det veloplagte Circus Gosh), Storbritannien, Belgien, Australien, Sverige og siden hen også fra Ethiopien og Burkina Faso. Andre kunstarter gik ind og prøvede kræfter med cirkus’et, som eksempelvis koreografen Joseph Nadj gjorde det med den skelsættende Le Cri du Caméléon og Tiger Lillies, som med udgangspunkt i gruppens syrede cabaretform, skabte en surreel, vovet Varieté, der tog udgangspunkt i de klassiske cirkusdiscipliner.

 

Parallelt dukkede forestillinger op, hvor de enkelte discipliner var grundstammen i en hel forestilling, som f.eks. Les Arts Sauts’ originale trapezcirkus i 1995, skabt til det arkitektonisk set mest markante cirkusrum i ny-cirkus’historie, det belgiske OkidOK2, der byggede hele forestillingen op omkring den klassiske klovnefigur, eller som de australske Acrobats, der satsede hele forestillingen på det akrobatiske, kun iført skæg og snavsede underbukser. Det store, spektakulære ny-cirkus synes at være forbi. I hvert fald bidrog en line, anbragt i kun én meters højde, en dresseret kat og hele familien siddende på scenen til den meget “hjemlige” stemning i det lille sigøjnercirkus Romanès.

Sommerscenen inviterede Victoria Chaplins og Jean BaptisteThierrées Cirque Invisible tilbage mange gange. Deres forestilling havde ikke noget navn, for den var på nær et par numre altid den samme, og det var publikums fortsatte begejstring også. Tilmed kom såvel sønnen James Thierrées Compagnie du Hanneton med en forestilling, der byggede teatralsk videre på Invisibles stil, og Aurélias Oratorium, som var et samarbejde mellem Victoria Chaplin og datteren Aurélia Thierrée.

Manden bag Archaos, Pierrot Bidon, vendte tilbage med Circus Baobab fra Guinea og deres vellykkede forsøg på at krydse ny-cirkus og den afrikanske fortælling og musik.

 

Et samarbejde mellem Afd. for Dans og Teatervidenskab på Københavns Universitet, Dansk Artist Forbund og KIT resulterede i 2000 i et seminar i Kanonhallen, hvor den hidtil fraværende debat om cirkus som form og kulturudtryk blev søgt skubbet i gang. En række cirkuseksperter fra Danmark og Frankrig deltog. Året efter udkom bogen Det teatrale cirkus, redigeret af Michael Eigtved (Multivers). Seminaret bidrog utvivlsomt til, at ny-cirkus i Danmark i dag endelig er blevet støtteberettiget.

_________________________________

“Det er en de luxe-forestilling, som skal ses. Der findes intet andet show, der bare minder om disse to menneskers helt originale verden. Og de, der tidligere har oplevet denne magiske minimalisme af et cirkus, kan roligt gå ind og se denne grundigt fornyede forestilling.”
Jørgen Siegumfeldt, Berlingske Tidende (om Cirque Invisible)

 

“Når man tager det stumme skrig bogstaveligt, kan det også skyldes, at der føles en desperation i det livsbillede af makaber skønhed… Den lefler ikke for publikum, alt er nuets udfoldelse, måske alt er forgængelighed, måske… Cirque Anomalie er
så meget uventet, men især grusom elegance, kølig pragt.”
Bent Mohn, Politiken

 

“Bagprojektionernes romantiske pastoraler kolliderer med Jacques-teksternes neo-gotiske univers, hvor køn og skæbne står i kø for at gå i hundene – alt med pokerfjæs… ingen har som Tigerliljerne både lystent og dvælende vækket en hensovende intimgenre. Med eminent dobbelttydighed – i mørket vokser lattergyset, i håbløsheden på-trods grinet, i misèren den tøjlesløse munterhed. Unikt, vidunderligt, weird!”
Nina Davidsen, Information (om Tiger Lillies Varieté)

 

“Selv om forestillingens eneste to medvirkende er mere eller mindre ens klædt på i kluntet klunser-lærred, repræsenterer kun den ene af dem denne kostumerings vanlige August-rolle. Den anden er delvis en skjult “ hvid klovn”, der besidder al dennes krakilske autoritet og tyranniske tilbøjeligheder… der er således lagt op til permanent konfrontation… selv den mindste gestus er betydningsfuld og oftest vanvittig morsom. Publikum bør faktisk have lommetørklæder udleveret til at tørre øjnene med.”
Jørgen Siegumfeldt, Berlingske Tidende (om OKidOK2)

 

“Afslutningssekvensen vil stå som en milepæl i artistisk show business: seks jonglører er anbragt på plateauer på forskellige niveauer og mellem (og via) disse aktører bevæger køllerne sig i stadig skiftende mønstre. Tilsyneladende det rene anarki,
men naturligvis et vidunder af timing…”
Jørgen Siegumfeldt, Berlingske Tidende (om Collectif AOC)

 

“Med voldsom ømhed og poetisk brutalitet er det lykkedes Cirque Plume at trække ikke bare små handlingsforløb og flagrende, drømmeagtige himmelsyn ind i cirkusteltet, men også en humoristisk fortolkning af den evige kamp mellem kønnene – med et lidenskabeligt favntag som den passende konklusion.”
Me Lund, Berlingske Tidende

 

SOLO

Nordisk Solo 1999
I en tid, der var præget af store produktioner, imposante scenografier og eventlignende præsentationsformer, var soloprogrammerne et forsøg på at søge tilbage til den kreative kilde: scenekunstneren og dennes forhold til verden. I soloen står den skabende kunstner alene, nøgen foran sit publikum og skal i sig selv finde motivationen, kraften, viden og den kunstneriske nerve for at gøre idéen til et kunstværk.

Solodansen var op igennem 90’erne blevet en stigende populær udtryksform i Norden. KIT inviterede i 1999 i samarbejde med Teater og Dans i Norden 12 markante solodansere til København for at deltage i et fire dage langt intensivt projekt, hvor forestillingerne vekslede med diskussioner og et internationalt seminar.

Inspirationskilderne var forskellige fra nordisk butoh, Pina Bausch, meditativt kropsteater til ikke mindst dansen i 1920’erne og 30’erne. Var der fælles nordiske træk? Spørgsmålet blev stillet en række inviterede udenlandske dansekritikere, og svaret var et nølende nej. Den nordiske solodans placerer sig i
en europæisk tradition. En anden kritiker bemærkede, at den nordiske solodans næsten altid indgår i en dialog med en partner, det være sig en musiker, en særlig scenografisk ramme, videoprojektioner etc.

 

Der var humor og eftertænksomhed i Birgitta Egerbladhs bidrag og smittende ynde og mandighed i Tommi Kittis to værker, en interessant udforskning af det private og det personlige i Cecilie Lindemans solo, skabt i samarbejde med Ina Christel Johannesen og intense energier i Virpi Pahkinens skulpturelle dans. Et stærkt dansk kontingent bestod af Anders Christiansens foruroligende, civilisationskritiske Millenium Solo, Kitt Johnsons eksistentielle væren i Eph Pha Nic og Thomas Hejlesens morsomme, udleverende SoloSchön 1 og 3.

 

“Virpi Pahkinen, from Sweden, Arja Raatikainen, from Finland and Kitt Johnson, from Denmark …all sketch out crisply sharp and precise body images, somewhere between abstraction and intensely emotional states. The crystal-clear blue sky over Copenhagen does have its up side: It brings out, in a sharp light, the full contours of the diversity of Nordic dance.”
Gerald Siegmund, Ballet International/Tanz Aktuell

 

SOLO 2001

Programmet fik en spektakulær åbning med den fransk linedanser Didier Pasquettes farefulde vandring på en line, udspændt mellem Eksercerpladsen og det højeste tårn på Rosenborg Slot. Tusinder så åndeløst til, og klapsalverne bragede løs, da han var en meter fra tårnet.

Pasquette var af de 26 solokunstnere, der indgik et et kaleidoskopisk soloprogram – en frodig blanding af divaer, dansere, performere, live-art-kunstnere og slam poetry fra New York.

Hanna Schygulla – Fassbinders Lili Marleen – gav på diva-niveau to lysende kabareter, dels en Brecht/Kurt Weil-aften og dels en aften med tekster af Baudelaire og Fassbinder til musik af Jean-Marie Sénia. Endnu en tysker, Heiner Goebbels, leverede et andet af festivalens højdepunkter, nemlig Max Black med André Wilms som den russiske sprogforsker, hvis tanker i bogstaveligste forstand flyver som fyrværkeri gennem rummet.

 

Marie Chouinard, dansens shaman, lod urkræfterne slippe løs i en perlerække af solokoreografier fra de sidste 20 år, mens Cesc Gelabert gav en intens, stram fortolking af Gerhard Bohners klassiker Im (Goldenen) Schnitt I til musik af J.S. Bach.

Endelig fik vi en original, grotesk humoristisk performance inkl. en ganske særlig bustur med Ann Crosset i en soloevent skabt i samarbejde med den sydafrikanske Robyn Orlin, der siden turnerede i Sydafrika og på en række europæiske festivaler.

Et særligt program var helliget New York Spoken Words Performance. Janus Kodal havde været i New York og inviteret fire af byens absolut stærkeste navne inden for spoken performance. Det blev til en række forrygende slam poetry-aftener i KafCaféen med kometen Sarah Jones, hip-hopdigteren Steve Colman, Staceyann Chins politisk forankrede onewomanshow og den humoristiske slam-konge Taylor Mali.

Endelig lod en af Europas største live-art kunstnere Franko B sig ligge afklædt på scenen, kun oplyst af lampen under ham, mens blodet fra hans arme malede et scenebillede for øjnene af publikum. Nogle udvandrede, andre var dybt bevægede.

Endelig satte Willim Yang med sine to lysbilledshows, som er historien om en skabskineser, et personligt punktum for Sommerscene 01.

 

“Det er blodet, der får hjertet til at go boom, boom, men det, der her gav mig hjertebanken og for mig gør Franko B til en enestående kunstner, er den menneskelige sårbarhed, der står ud fra hans værk. Ganske som det fremgik af det billede, der blev tilbage på den lysende kasse, efter at han var gået, og blodet endnu dryppede ned ad siden: et spor af liv.”
Monna Dithmer, Politiken

 

DANCIN’ WORLD 2000 & 2002

Dancin’ World – Nordens første biennale for dans fra Afrika, Asien og Latinamerika – var en naturlig afløser for Images of Africa og Dancin’ City og i øvrigt en del af den større Images of the World. Dancin’ World var lille i størrelse, men fokuseret i sit valg af 14 ensembler. Kendskabet til de mange nye danseretninger blev udvidet med workshops, arbejdsdemonstrationer og en række seminarer.

Dancin’ World var ikke et forum for traditionel, etnisk dans, men en platform for ny dans fra andre kontinenter end det europæiske. I Dancin’ City-festivalerne talte man om etnisk dans, og mente dermed traditionel dans.

Med Dancin’ World blev det klart, at dansen i Afrika og Asien var i rivende udvikling, at det var nu, grunden blev lagt til en sand contemporary dans.

Susanne Linke og Jant-Bi fra Senegal lagde ud med et omdiskuteret og helt udsolgt Le Coq est mort fra Senegal, som var et stærkt bud på afrikaneres selvforståelse og lagde grunden til en debat, som fulgte både i pressen og på seminarerne. Det frankophone Vestafrika og Sydafrika var dér, hvor den samtidige afrikanske dans tog de største skridt. Franskmændenes interesse i at udvikle denne ny dans gav tydeligt positive resultater. Sydafrika var repræsenteret med den karismatiske Vincent Mantsoe i samspil med danske Drums Across, Boyzie Cekwana/Floating Outfits rene, spirituelle Rona, og Robyn Orlin med et lille intermezzo, som blev fulgt op af hendes samarbejde med Ann Crosset, som resulterede i Orange, Orange… Vestafrikas mest trendsættende dansekompagni Compagnia Salia nï Seydou fra Burkina Faso med et overbevisende eksempel på ny, samtidig afrikansk dans, siden fulgt op af to helt unge, hårdtslående storbydansegrupper Béatrice Kombés kvindekompagni Tchétché (Elfenbenskysten) og Lucina Coulibalis mandegruppe Kongo Ba Teria (Burkina). Endelig kom der et stærkt udspil fra Rary fra Madagaskar.

 

Gumarang Sakti Dance Company fra Indonesien leverede en fortryllende, meditativ åbningsforestilling i 2002 om jord, sand og regn. Siden kridtede tre kvindesoli den asiatiske bane op. Herunder Mui Cheuk Yin fra Hong Kong med en moderne udgave af den kinesiske operadans, og ikke mindst den bevægende Khol Do af den kathakali-inspirede Maya Krishna Rao om en faders søgen efter sin datter under den indisk-pakistanske løsrivelseskrig, desværre kun set af få. Shobana Jeyasinghs nutidige dansesprog, der tager udgangspunkt i såvel Bharata Natyam som hendes britisk-indiske identitet bragte bl.a. Palimpsest til København, som netop var blevet kåret som en af 90’ernes ti bedste koreografier.

Suraya Hilal var alene om at repræsentere den orientalske dans’ Spirit of the Hear – den sensuelle Raqs Shargi-dans med live baladi-orkester.

En butoh’ens mester Carlotta Ikeda/Ariadone med Ko Murobushis bud på Stravinskys Le sacre du printemps blev efterfulgt af næste generation, Kim Itoh, der har udviklet butoh-dansen mod et mere mere nutidigt, eksplosivt udtryk.

Latinamerika var repræsenteret af så forskellige kunstnere, som Alvaro Restrepo fra Colombia – en af Latinamerikas vigtigste kunstneriske personligheder – og hans rå hyldest til Garcia Lorca Rebis og tangomesteren Miguel Angel Zotto, hvis Tango Por Dos trak flere tusinder først til Albertslund og siden til Spejlteltet i Images of the World-byen.

 

En stærk international koproduktion Stuepigerne af Jean Genet blev et sandt mestermøde mellem instruktøren Yoshie Oida (Japan/Frankrig) og koreograferne og danserne Ismaël Ivo (Brasilien), Koffi Kôkô (Benin) og Ziya Azazi (Tyrkiet) med livemusik af Joâo de Bruco. Kanonhallen. Det helt store publikumshit blev det fransk-marokkanske gadedanskompagni Black Blanc Beur, som dansede for en kogende Kanonhal.

 

“Jamen, I guder, hvor er det godt! Det var ganske enkelt verdensdans i absolut topklasse, der i den forgangne uge blev vist på Dancin’ World 02… Så smukt, så sofistikeret, så underholdende, grumt og rammende kan dansens udtryk være, at det ætser sig ind i både nethinde og sjæl.”
Majbrit Hjelmsbo, Weekendavisen