NY CIRKUS 2012
6.-22. august 2012 præsenterede Københavns Internationale Teater et udvalg af de fineste europæiske Ny Cirkus perler.
Festivalen åbnede med besøg af europæisk Ny Cirkus’ sværvægtere Gandini Juggling, (se forside foto) hvor 100 æbler, 9 jonglører og et thestel spiller hovedrollen. Der var gensyn med Circ’ombelico og deres minimalistiske parakrobatik i en lastbil. Den skæggede dame Jeanne Mordoj viste, at hun er mere end en freak. Danske GLiMT udforskede verden fra en klump af 222 meter reb. Og Subliminatis bad boys tog os med på beatboxende syretrip gennem europæisk politik.
Un loup pour l’homme udforskede akrobatens vilkår med barnlig og legesyg nysgerrighed. Ulveflokken La Meute fik afløb for deres utæmmelige vildskab under åben himmel. Danske Karl Stets var endelig i landet med sin mystiske cirkusmagi for hele familien. Og der var cabaret og feststemning i Den Grå Hal på Christiania med sprudlende danske Ny Cirkus-artister og udenlandske gæstestjerner.