MELLEM BYEN – AirPlay Street Gallery

Airplay Street Gallery // 24.08.-08.09.2007
Videoreportager hver dag i perioden kl. 20.30-21.15

Byen bliver fanget i momentvise billeder. I mødet med publikum samler fem danske byrumskunstnere drømme, trafikstrømme, arbejde og livsformer fra København.

Dogmeudstilling om menneskers møder i byrummet. Fem kunstnere er sat i stævne fem forskellige steder i København. Her skildrer de mødet mellem mennesker gennem et tværkunstnerisk samarbejde, hvor publikum bliver inddraget i en situationsbaseret her-og-nu-oplevelse.

Konceptet Mellem Byen er skabt af AirPlay Street Gallery og manifesteres af arkitekten og scenografen Anna Aslaug Lund, lydkunstneren Astrid Lomholt, billede- og konceptkunstneren Astrid Winsløw Hammer, billed- og aktionskunstneren Birgitte Kristensen og scenekunstneren Katrine Karlsen. I mødet med deres publikum søger de at skildre storbyen gennem den samlede sum af drømme, trafikstrømme, arbejde og livsformer, som udleves og indleves af menneskene i København.

Videoreportager (ca. 45 min):
Hver aften kl. 20.30 – 21.15 på AirSquare ved hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hans Gade.

”Artist talks” (ca. 45 min.):

  • 25. august kl. 13 på Kgs. Nytorv: “Mentale Bylandskaber” af Birgitte Kristensen.
  • 26. august kl. 13 på Bryggebroen: “Premarks” og “View” af Astrid Winsløw Hammer.
  • 2. september kl. 13 ved Frøsiloen, Islands Brygge nr. 32: “Frygtboden” af Astrid Lomholt.
  • 2. september kl. 16 på Dronning Louises Bro: “Hinkeruder” af Anna Aslaug Lund.
  • 8. september kl. 13 ved Planetariet, ud mod søerne: “Walk the dog” af Katrine Karlsen.

Hinkekonkurrence (ca. 1 time):

  • 26. august kl. 15 på Dronning Louises Bro ved “Hinkeruder”.
  • 2. september kl. 15 på Dronning Louises Bro ved “Hinkeruder”.

Mellem Byen
Nedslidte beton-ghettoer, smukke historiske oaser, de gamle industrikvarterers hemmelige hide-aways, og de nye luksuskvarterer, som skyder op i uudnyttede områder. Alle disse vidt forskellige steder udgør en enhed, storbyen, som rummer tusindvis af forskellige mennesker. Størrelsen og koncentrationen af mennesker samlet på ét sted, nødvendiggør en tolerance over for forskellighed og giver samtidig plads til både undergrund og big business. Hele dette spændingsfelt er summen af storbyen, og det er midt i dette felt, at ’Mellem Byen’ tager sit afsæt.

Mange udstillinger i det offentlige rum fokuserer på bestemte områder og bydele, men én pointe ved ’Mellem Byen’ er netop den kunstneriske og formidlingsmæssige kobling mellem de forskellige byrum og menneskene i dem. Stederne er udvalgt, så de forbinder de forskellige bydele og dermed fremhæver udstillingen byens mange nuancer.

Mellem værkerne
Kunstnerne og kuratorteamet vil med ’Mellem Byen’ skabe en udstilling, der med de forskellige typer værker fremstår som en samlet helhed i bybilledet. For at sikre denne sammenhæng værkerne imellem, er én af Mellem Byens præmisser, at kunstnerne skal forholde sig til hinanden og hinandens værker. Alle har taget stilling til hinandens værker, givet feedback og sammen udviklet idéer med henblik på at få værkerne til at ’snakke sammen’. Værkerne i ’Mellem Byen’ har en række gennemgående fællesnævnere. Værkerne griber først og fremmest ind i hverdagen med et ønske om at skabe små forstyrrelser, der kan få os til at opdage hinanden og omgivelserne på ny. Alle styrer de målrettet mod dialogen, relationerne og de uforudsete møder.

Mellem kunstnere og kuratorer
En vigtig samarbejdsbetingelse for ’Mellem Byen’ er troen på, at den kreative proces styrkes ved at forene kræfterne. Derfor har udstillingen en ramme, der muliggør, at kunstnere og kuratorer kan bruge hinanden som sparringspartnere. Værkerne er skabt til udstillingen af den enkelte kunstner, men på et samarbejdsgrundlag, som har strakt sig over flere workshops med idéudvekslinger og feedback.

Mellem Byens samarbejdsform repræsenterer en tendens, man begynder at se hos flere og flere samtidskunstnere, der arbejder i det offentlige rum. Mange danner kunstnersammenslutninger på tværs af fagområder, hvor fokus ligger mindre på at promovere den enkelte kunstner, og mere på at skabe interessant kunst ved at bruge hinandens forskellige kompetencer. Det er i denne ånd ’Mellem Byen’ er tænkt. Som en tværfaglig samarbejdsplatform, hvor alle bidrager med deres erfaringer og refleksioner. Udstillingen genererer altså en erfaringssamling og – deling, som vil bringe det kunstneriske arbejde i det offentlige rum videre.

Mellem relationerne
Grundstenen i ’Mellem Byen’ er mødet mellem mennesker i storbyen. Målet er at undersøge og skabe relationer. Værkerne er derfor ikke objekter, man kan tage og føle på. I tråd med kunstkritikeren Nicolas Bourriaud består værkerne i ’Mellem Byen’ af relationer – på flere planer. Relationer, der opstår imellem kunstnere, kuratorer, publikum, værker og byens rum. Det er summen af alle disse relationer, der udgør det enkelte værk. Derfor er alle værkerne afhængige af sit publikum, da det først er i mødet og i dialogen med bymennesket, at værkerne fuldendes.

Relationerne skabes desuden mellem kunstnere/kuratorer og embedsmændene i det politiske system. Enhver kunstnerisk handling og værkopstilling i det offentlige rum kræver en tilladelse. Kompleksiteten ligger i byens mange aktører, for hvem ejer egentligt byrummet? Er det kommunens Teknik og Miljøforvaltning, byggeentreprenørerne, dem som reklamerer, dem som skaber store medieevents, kunstnerne, entusiasterne, de hjemløse, dig eller mig? Det er altid en forhandling, når man placerer et kunstværk i det offentlige rum – i hvert fald hvis man skal have tilladelse til at gøre det. Det betyder, at kunsten, med sin placering i det offentlige rum, går ind og udfordrer og rykker ved det politiske systems regelsæt og derved skaber nye relationer.

Mellem kunst og virkelighed
Værkerne i ’Mellem Byen’ vil noget – de vil dig noget! De gemmer sig ikke på et galleri eller et museum, hvor det er op til publikum selv at tage initiativet og opsøge kunsten. Derimod opsøger værkerne i ’Mellem Byen’ dig ved at optræde dér, hvor vi alle færdes – i en virkelighed der eksisterer forud for kunsten – kunstinteresseret eller ej! Værkerne griber ind i bymenneskets virkelighed og hverdag i form af nyopfindelse og omstrukturering af hverdagen. De lægger op til refleksion og selvrefleksion. De indbyder til at tænke videre og til at tænke i andre baner.

Alle værker er skabt ud fra en tro på, at kunsten kan forandre noget – stort eller småt. Værkerne har til hensigt at bryde med de forventninger, vi har til vores daglige ruter gennem byen. Og vores forventninger til kunsten. Den behøver ikke være fjern og uforståelig. Mødet med og oplevelsen af værket tæller lige højt, hvad enten der er tale om oplevelser af eksistentiel, humoristisk, undrende, spørgende eller legende karakter. Vigtigst er det, at værkerne får os til at stoppe op, i tanken og/eller i vores fysiske færden, for derefter at anskue omgivelserne på nye måder. Vær nysgerrig, bland dig, deltag og sæt spørgsmålstegn! Kig dig omkring og gå en anden vej – alene eller sammen med mig.

Mellem Byens Kuratorteam

Kunstnere: Astrid Lomholt, Anna Aslaug Lund, Astrid Winsløw Hammer, Birgitte Kristensen og Katrine Karlsen
Kurator og Projektleder: Karen Toftegaard
Kuratorteam: Anna Bisgaard-Nøhr, Sara Lærke, Signe Busk Nielsen, Laura Elkjær & Ilona Marquand
Grafiker: Jens-Andreas Elkjær

Mellem byen er arrangeret af AirPlay Street Gallery med særlig støtte fra Kunstrådets tværgående pulje, Københavns Kommunes Billedkunstudvalg, Miss Kato Productions & Københavns Internationale Teater.