FOOLS 5 – 1985

Efter et års pause, der var blevet brugt tildels at bringe underskuddet fra Fools 4 ud af verden, og skaffe et bedre økonomisk grundlag for Fools 5, og dels til at udvikle ideen om at gøre Københavns havn til et nyt, kreativt grundlag for Fools.

Til lands, til vands og i luften

Fools 5 blev kulminationen på fem års arbejde. Et kunstnerisk udfordrende program med ikke mindst et interessant danseprogram, et ambitiøst site specific projekt, Den Levende Havn, der bragte scene- og billedkunsten ud af de lukkede udstillings- og teaterum og gjorde dem til en levende organisme i den havn, københavnerne, endsige politikerne, knap havde fået øje på, og inddragelsen af Charlottenborgs Udstillingsbygning og de to gårde som festivalens hjerte, natcafé og knudepunkt mellem havnens aktiviteter og byens teatre.

Men Fools 5 nøjedes ikke kun med at inddrage vandet. En suspensionevent med den australske Stelarc bragte også Fools i luften og på forsiden af samtlige aviser. Med 18 kødkroge i kroppen lod han Det Kgl. Teaters byggekran hejse sig 60 m op i luften for at udforske tyngdekroppen og udfordre sine egne teorier om, at kroppen er forældet og ikke magter at kapere den mængde informationer, omgivelserne producerer gennem teknikken.

 

Fra tysk danseteater til usynligt teater på Riget

De nye danseudtryk på den internationale scene, i særdeleshed danseteatret, var mere synlige end nogensinde. Omkring 13.000 mennesker så festivalens ni dansekompagnier. De store forventninger til mødet med det tyske danseteater blev indfriet til fulde med Reinhild Hoffmans Bremer Tanztheater med den storslåede og nådesløse forestilling Callas og i lidt mindre grad med Susanne Linkes soli.

Bill T. Jones/Arnie Zane Dance Company viste Secret Pastures med scenografi af Keith Haring, tre år før Zanes død, amerikansk dans som et vibrerende kaleidoskop af stilarter, dynamisk og livsbekræftende. En danseteaterforestilling om mænd, hittet på forårets parisiske dansescene, åbnede med en hvinende lussing. Mark Tompkins gav os råt for usødet og humor oven i købet. Punkgenerationen fik sin dans med den 21-årige Michael Clark, tidl. Royal Ballet, med sin provokerende, men ikke desto mindre klassisk funderede dans. Rhea Leman genskabte sin sensuelle Venedig for Pakhuset på Langeliniepakhusets scene.

Der var særlig varm interesse for de såkaldt etniske kompagnier. Mario Maya præsenterede et lidenskabeligt dansedrama om sigøjnernes undertrykkelse med den da helt unge Juana Amaya i front, Isnel Da Silveira brød den magiske cirkel med sin rituelle vestafrikanske trance-dans, og Catherine Ruillet introducerede os til den orientalske dans. Hver dansegenre havde sine tilhængere. Dansen havde vokset sig stor, og dens publikum hørte til et af de mest lydhøre og kvalificerede.

To billedorienterede kompagnier, Soon 3 fra USA og Remote Control fra Sverige synliggjorde på vidt forskellig måde det uudforskede grænseland mellem teatret og den bildende kunst. Deres smukke, teknisk virtuose forestillinger blev dog kun mødt med respekt. Den varmeste applaus gik til de forestillinger, der havde de menneskelige lidenskaber i centrum, ikke mindst det livskraftige Jordcirkus, der viste fire forestillinger fra deres repertoire, bl.a. et gensyn med Blotsband og det kropsligt virtuose Farfa, tilknyttet Nordisk teaterlaboratorium.

En af de forestillinger, der satte sig dybe spor, omend mere hos publikum end hos anmelderne, var Epigonentheater, i dag det berømmede Needcompany, som i de 90 min. det tager at stege en høne, som slutteligt fortæres, udleverede vores sociale adfærdsmønstre, grotesk, væmmeligt og smertefuldt. To dage tog det at ombygge Saltlageret til et australsk ørkenlandskab, som var rammen om The One Extra Company’s sjældent renfærdige, allegorisk og visuelt stimulerende forestilling om menneskelige eksistenser i Australien.

Der var fortsat masser af plads til gøgl og musikteater i den lettere genre (heraf et par endda lidt for lette!). The Brass Band myrdede raffineret det klassiske arvegods, så publikum havde tårer i øjnene af grin, det franske kvindecirkus Cirque de Barbarie punkterede med humor og skæve toner den maskuline drømmepigeverden, de højt elskede (verbal)ækvilibrister Dr. Hot & Neon overgik sig selv ved at spille Beethovens An der Freunde på seks små banjoer, mens de jonglerede med dem.

En moderne tyrefægtning, en ridderkamp, med slagets orkesterdirigent stående urokkelig i et rullende badekar, ledte en procession fra Charlottenborgs gård til Oslo Plads, anført af Jens Kistrup i vanlig stilig habit og Poul Borum i boxershorts. Royal de Luxe leverede en af de mest voldsomme, groteskabsurde gadeteaterforestillinger i Fools’ minde. Og mens Stelarc hang oppe i luften, sejlede Knud, Ray & Ton suppleret med Joanne Bassi rundt i deres lille robåd og gjorde de indre farvande usikre. I KITs lille katolog, der tilbyder salg af gadeteater til Københavns omegnskommuner, talte man 16 gadeteatre, som gav ikke færre end 50 forestillinger i og omkring København. Isnel Da Silveira kunne købes for 3.000 kr., og for 2.500 kr. kunne man præsentere usynligt teater med den neurotiske, habitklædte forretningsmand, James Dujardin, i evig kamp med rullende trapper og Hovedbibliotekets svingdører, han som kunne få snesevis af folk til at løbe efter sig ned ad Købmagergade, og som også siden bragte Rigshospitalets cafeteria til et standstill. Det var i sandhed et firestjernet gadeteatertilbud.

City Wave

Fools 5 åbnede med en event, skabt af den amerikanske komponist Charlie Morrow i samarbejde med 1200 danske musikere og sangere. Det særlige ved denne event var – foruden de enkelte optogs og orkestres samspil med byrummet, at Danmarks Radio var dirigenten. Fem transmissionsvogne, opstillet langs optogenes ruter, fulgte to transportable sendere, som alle stod i forbindelse med Radiohusets studie 3, hvor producer, studievært og komponist redigerede og miksede og sendte det ud i æteren. En spektakulær event, hvis musikalske kvalitet kom bedst frem i radiotransmissionen.

Se fotos fra ‘Wave’:

 

Den Levende Havn

Ideen til Den Levende Havn udsprang af den standende diskussion om havnens fremtidige brug og var samtidig de udfordrende rammer, KIT længe havde ledt efter for at virkeliggøre ønsket om at udvikle forholdet mellem scenekunst, billedkunst og byen. Den Levende Havn kom som projekt til at omfatte en række forestillinger, begivenheder og udstillinger, alle produceret specielt til Københavns havn.

Trekroner-fortet blev for første gang i 40 år åbnet for publikum. I dets bassin dansede Nanna Nilsons smukke, hvidklædte New Now Dancers (se forside foto øverst) på en tømmerflåde i skarp konkurrence med byens lysende horisont i baggrunden, mens Min Tanakas butohdansere som i en drøm eller et mareridt bemægtigede sig vandet og fæstningsværkets mure.

La Fura dels Baus kastede med både maling, blod og æg i en aktionsteater, der var dybt provokerende – også for ens egne aggressioner, nok til at gøre dem til en kultgruppe – også i København. Et sted i Søndre Frihavn, mellem godsvogne og jernbanespor, havde I.O.U. dyrket en lille have, hvor hverdagsenkelhed blev forvandlet til en bevægende mytisk fortælling med en katastrofe som en skræmmende afslutning – spillet for et publikum, først muntert deltagende, så helt stille.

200 unge fra klubber og aftenskolehold – 1985 var FNs Ungdomsår – havde i flere måneder forberedt Det er Strålende – en kanalrundfartsforestilling, hvor publikum sad i bådene, mens de særeste optrin, glade happenings og billeder passerede revy på kajerne og i vandet. En fascinerende rejse rundt i egen by, der kunne have fortsat i ugevis, om det havde stået til publikum.

 

Langelinie-pakhusene indbefattede først og fremmest en skelsættende udstilling Projekt Langelinie, en række totalinstallationer med 38 yngre danske billedkunstnere, sammenslutningerne Leifsgade 22, Transit, Søpavillonen og Flyvende Beton samt en række enkeltkunstnere. Næsten samtlige kunstnere skabte deres værker specielt til de lave pakhuses smukke, fugtige, afskallede rums dimensioner, farver og materialer. Frans Kannik, Jane Balsgaard, Bjarne v. H.H. Solberg, Anita Jørgensen, Finn Reinbothe, Natalie Mégard, Michael Thejll og Rolf Andersen var blandt de mange, der gjorde Projekt Langelinie til en overbevisende kunstnerisk succes. Oven over udstillingen var der indrettet café med Københavns bedste udsigt over Frihavnen.

Charlottenborg

Udstillingsbygningen rummede dels Scenografisk Landskab, hvor billedkunst, rumkunst, performanceforestillinger og videokunst, samlet af Niels Lomholt, Torben Søborg og Svend Thomsen, levede side om side med værker af Ny Abstraktion, Viera Collaro, Merete Barker, Finn Mickelborg, Hans Pauli Olsen m.fl., og dels Mennesker og Rum, hvor 9 nordiske kunstnere, der alle arbejdede med former og figurer i et rumligt sammenhæng udstillede, bl.a. Pontus Kjermann, Gitte Dählin og desuden den australske kropskunstner Stelarc.

Charlottenborg var også rammen om teaterseminaret Teater i Fremtiden, som samlede en imponerede række scenekunstpersonligheder, bl.a. Richard Schechner, Peter Oskarson, Michael Morris, og fremtidsforskere, som Johan Galtung og Rolf Jensen, Niels Christie samt 70 deltagere fra et forholdsvis bredt spektrum af det danske teaterliv. Charlotteborgs gård, overdækket til lejligheden, rummede også den stadigt mere populære Natcabaret.

Den sidste Fools

I løbet af Fools 5 stod det klart, at det ville blive den sidste Fools. Jordcirkus foranstaltede en symbolsk begravelse i Frihavnen. Det var den hårdeste festival i mands minde, men også den smukkeste. Kunstnere, ledere, teknikere, administratorer, billetsælgere, gruppekontakter såvel som 100 frivillige vidste, at de havde ydet deres bedste. Men vi vidste også, at produktionsudgifterne i løbet af festivalen var eskaleret i forhold til budgettet, og at regnskabet ikke ville gå op.

Fools 5 blev af europæiske kolleger betegnet som den vigtigste festival i Europa i flere år. Efter fem magiske festivaler, der åbnede teatret, byen og verdenen, kunne man ikke mere, hverken personligt eller kollektivt, uden en offentlig opbakning, der var på højde med indsatsen.
________________________________________________________________________________

“Det har vist sig at være en ligefrem genial idé at inddrage havnen i festivalen. Den halvdøde havn er atter blevet levende… Kort sagt: Brug havnen! Lær af festivalens eksempel! Der er masser af muligheder… Det kan blive Københavns store chance.”
Jens Kistrup, Berlingske Tidende

“Det er imponerende ud over alle grænser. Den fundamentale idé med at vælge Den Levende Havn som ramme og Charlottenborg som centrum er lykkedes på alle niveauer… Festival of Fools er praktisk og teoretisk blevet en uafviselig del af dansk kulturliv og kulturdebat.”
Randi K. Pedersen, Land og Folk

“Uforglemmelige Fools… det var, hvad jeg havde at sige. Nu skulle jeg finde på en flot sløjfe til sidst, men det gider jeg ikke. Må jeg godt nøjes med at sige: Hurra for Fools!”
Poul Borum, Tusinde Øjne
_________________________________________________________________________________

FOOLS 5
8.-30. JUNI 1985