Havnegadekøkkenet blev til den selvejende institution Street Co-op, som efter Fools 1 lejede sig ind hos Café Teatret. Turen til Amsterdam betød god kontakt til Festival of Fools Foundation, oprettet i 1974, og netop i 1980 valgt til årets Théâtre des Nations, altså med I.T.I/UNESCOs officielle blåstempling. Det lykkedes Trevor Davies og Torben Schipper, Streets to medarbejdere, både at overtage navnet og de mange kontakter, som – sammen med erfaringerne fra de to foregående års gæstespil – udgjorde grundlaget for planlægningen af den første Fools i København.

Narren – kunstform og livsstil

Narren, og ikke fjolset, som pressen yndede at skrive, var Fools-symbolet. Narren er den, der har frisprog til at sige magthaverne imod, en skændegæst med pligt til at melde tilbage, satirikeren, der gennemskuer tingenes tilstand og udfordrer samfundets tabuer. Hans virkemiddel er latteren. Narren blev symbol på en kunstform og en livsstil, personificeret i bl.a. Fools-festivalens grundlægger, Jango Edwards, men også i den generøse holdning, mange Fools-kunstnere havde til deres arbejde.

Fools-festivalerne dækkede et bredt spektrum af nyt og anderledes teater. Fra moderne eksperimentalteater til socialt engageret politisk teater, fra gøgler- og klovneforestillinger til mime, moderne dans og kropsteater, fra musikteater og cabaret til gade- og børneteater. Trods teatrenes forskellighed var der en række fælles træk. Alle teatre var turnerende, de skabte og producerede deres forestillinger selv. De lagde vægt på det visuelle udtryk, havde ofte andre kulturelle rødder end de europæiske og fungerede i øvrigt oftest uden for det etablerede teaters rammer. Her var ingen repertoireteatre, klassikere var stort set bandlyst, grænserne mellem kunstarterne skulle ikke nødvendigvis respekteres, og teknik var ofte, hvad man havde i tasken.

En arbejdende festival

Ud fra den overbevisning, at en festival burde være mere end blot et antal gæstespil, som der kunne købes billetter til, blev der i alle Fools-festivalerne iværksat en række andre arrangementer, som workshops, diskussioner med grupperne, natcafé etc. Med 80 workshops, der kunne være vare helt op til 60 timer, blev Fools for mange en indgang til et liv med teater, gøgl eller dans. Over 2000 fortrinsvis unge mennesker befandt sig på gulvet med japanske dansere, amerikanske mimikere eller engelske gadeteaterfolk. Til de daglige møder med kunstnerne sad journalister, professorer fra Akademiet, unge kunstnere og fans side om side; der var stor nysgerrighed og en reel dialog mellem praktikere og teoretikere, som udmundede i Teater for Fremtiden-seminaret i Fools 5 – en dialog, der kun alt for sjældent åbnes for i dag.

Festivalledelsen så ikke kun sig selv som arrangør, men som en inspirerende, igangsættende faktor, der åbnede for en kommunikation mellem kunstnere og publikum og tilmed mellem tilskuerne indbyrdes. Atmosfæren, stemningen var særdeles vigtig, for festivalen var både en kunstnerisk og en social begivenhed. Byen København spillede en vigtig rolle heri.

Byen

“Aldrig har en sommer pulseret så stærkt i Københavns hjerte”, skrev Politiken efter Fools 1. Ved at udnytte byens eksisterende indendørs- og udendørs faciliteter og sprede festivalens aktiviteter over hele byen blev festivalen en del af byen med et stort og ganske forskelligartet publikum.

Storparade, Fools 1980

Ambitionen om at inddrage nye byrum kom til fulde til udtryk i de særlige produktioner, som Fools-festivalerne satsede på fra 1981. I Fools 2 var det børneprojektet Gøglerbyen i Fælledparken – et cirkustelt, proppet med forestillinger, workshops og værksteder for børn, i Fools 3 en “festival i festivalen”, nemlig Kvinder på Scenen. I Fools 4 gik turen til Amagers Valseværk, hvor en international koproduktion mellem 4 kompagnier skabte vandreforestillingen Verdens Labyrint på en industriel 6.000 m2 stor losseplads. Endelig i Fools 5 i 1985 tog KIT skridtet fuldt ud og inddrog Københavns Havn i projektet Den Levende Havn, der skulle få afgørende betydning for københavnernes syn på deres egen havn, og som i øvrigt afstedkom følgende opråb fra kritikeren Jens Kistrup: “Tag ud og se på det, Weidekamp! Og tag Nebelong, Villo og Charlotte med!”

Fools 3, Kvinder på scenen; Ariadone, 1982

En åbenbaring

Den første Fools blev modtaget som noget nær en åbenbaring, i særdeleshed af unge (30% var under 24 år, 86% under 39), der mestendels ikke gik i teatret. Næsten alle forestillinger var udsolgte, de få workshops var overtegnet på få dage, den helt improviserede natcafé var et hit. Publikum strømmede ind i Café Teatret for at få at vide, hvor den næste gadeforestilling fandt sted. Et vældigt behov syntes pludseligt at blive tilfredsstillet. Takket været festivalledernes gode kontakter til omegnskommunerne, lykkedes det allerede i Fools 1 at få ikke færre end 9 kommuner inddraget. Denne store geografiske spredning er ikke mindst en forklaring på, at Fools blev et begreb, som de fleste havde hørt om, og mange reelt havde den glæde at stifte bekendtskab med.

Natural Theatre, Fools 2, 1981

Kamp om telefonerne

Spilleplanen siger alt: Der var næsten aldrig overliggerdage, kompagnierne satte op på 1. spilledag, ja, af og til delte de tilmed scene med en anden gruppe (dog ikke samtidig!). Oftest kom teatrene uden egen tekniker, de danske teknikere med nerver af stål satte lys på et par timer og kørte showet om aftenen. Foolsfestivalerne må have været Danmarks hårdeste skole for teaterteknikere. Det siger sig selv, at langt de fleste i dag befinder sig blandt landets bedste og mest kreative. Forholdene var ikke meget lettere for kontorets medarbejdere. Man delte naturligvis skrivebord, og de få telefoner – på samme linje – var noget, man kæmpede om. Det lå i luften, at man kom omkring kl. 10 og gik hjem 14-16 timer senere. Udmattelsen var total, men ligeså var den fælles følelse af, at man var med til at bygge noget vigtigt op.

Hvor kom alle disse medarbejdere fra, teknikere såvel som administrations- og billetfolk? Svaret er først og fremmest: Café Teatret, som helt frem til Billetnets indførelse var KITs nære og umådeligt værdsatte samarbejdspartner. 10-12 personer herfra trak andre med. Desuden nød KIT godt af mange langtidsledige og militærnægtere (KIT har jobtrænet flere hundreder, hvoraf mange kom i arbejde bagefter; måske burde Socialministeriet have suppleret Kulturministeriets magre midler!). Lidt efter lidt mødte folk med forskellige professionelle indsigter op på kontoret og tilbød deres arbejdskraft for en ganske symbolsk løn.

Fools medarbejdere

Staten giver, staten tager

Fools festivalerne modtog tilskud fra Kulturministeriet, Københavns Kommune og et lille tilskud fra Københavns Amtskommune. De tre instanser tilsammen ydede 360.000 kr. til Fools 1. Siden bidrog Frederiksberg kommune med et beløb, der til sidst var så lille (3.000 kr.), at det måtte sendes retur; da vi var usikre på, om det kunne dække udgifterne til den krævede regnskabsaflæggelse. Andre vigtige støttekilder var Nordisk Teaterkomité, samt i stigende grad nationale kulturinstitutter og ambassader. Herudover kom mindre tilskud fra Danmarks Turistråd, Københavns City Center, Københavns Turistforening.

Den vigtigste indtægtskilde var billetsalget. Festivalerne blev båret igennem af en enestående opbakning, der sikrede ca. 70% af det samlede budget. Det næstvigtigste var kunstnernes villighed til at holde budgetterne nede på et minimum. Budgettet for Fools 1 var på omkring 1 mio. og Fools 5 var på ca. 6. mio. kr. Ingen løn eller blot symbolsk ditto til medarbejdere og administration, ingen eller kun lille godtgørelse til de samarbejdspartnere, der husede de mange forestillinger, små honorarer eller slet ingen til teatergrupperne, mange kom mod blot at få omkostningerne dækket, indkvartering i ungdomsherberger eller det, der var værre, minimale tekniske omkostninger, fordi teknikere kom ikke blot med ekspertisen, men ofte også med udstyr fra det teater, de arbejdede på (Teamteatret i Herning var en trofast leverandør), minimale udgifter til mad, for KITs medarbejdere lavede den selv i køkkenet i Folkets Hus. Kort sagt: en alternativ økonomi for en alternativ festival, men virkeligheden truede konstant. Man var så afhængig af usikre, eksterne ressourcer, at det næsten var umuligt at få regnestykket til at gå op. I Fools-årene var det offentlige tilskud så lille, at KIT formentlig betalte mere tilbage til staten i form af moms, end det modtog fra samme stat. På sin vis tjente Københavns Kommune på Fools-festivalerne. Hvis man undrer sig over, at legen holdt op oven på de store Fools-succeser, så ligger svaret netop her, i disse betingelser.

Fools var igennem tre økonomiske kriser, som KIT kun kom igennem takket være Fools Støttefester, hvor ikke mindst en lang række danske kunstnere verderlagsfrit deltog, takket være medarbejdere, der fik ingen eller kun en symbolsk løn, takket være opbakning og støtte fra samarbejdspartnere og leverandører, som indtil flere gange indvilgede i at give afkald på en del af deres tilgodehavende, takket være en god og tålmodig revisor, Finn Nielsen, og en ditto advokat, Birgit Lemvigh.

Nogle nøgletal

Fools 1 lagde ud med 35 kompagnier og sluttede i Fools 5 med 39. Det var ikke så meget antallet af kompagnier, der voksede, men kompagniernes størrelse og deres tekniske krav samt de mange særproduktioner. Antal solgte billetter voksede fra 28.000 (plus ca. 10.000 til de gratis forestillinger) i 1980 til 34.000 i 1985, hertil kom 14.000 solgte billeter til Natcabareten og ca. 15.000 til de gratis forestillinger. Imponerende tal set med 2004-briller. Budgettet mere end femdoblede fra 1 mio. kr i 1980 til godt 5 mio. kr i 1985, hvor hele Københavns havn blev inddraget. Et konkret bevis på publikums aktive deltagelse kan aflæses i antal workshops: alene fra 1980 til 1981 skete der en firdobling.

Medier

Helt fra starten i 1980 var medierne opmærksomme på det epokegørende nye, der lå i Fools-festivalerne, omend det kunne være svært at trænge igennem med et mere seriøst budskab. Allerede fra og med den anden Fools-festival i 1981 var den ganske presse involveret. Politiken førte an, skarpt forfulgt af både Information og Land og Folk. Men der også var opbakning i Berlingske Tidende, Aktuelt og både Ekstra Bladet og B.T. Det var vist sidstnævnte, der skrev den første leder om Fools-festivalerne.