FOOLS 1 – 1980

Om det var den første af de mange British Fools, der improviserede, så folk gispede af latter, eller de dekadente Bloolips og deres helt igennem kitschede transvestit-show, om det var det første møde med Shusaku Dormu Dances forunderlige japanske kropsteater, det sprudlende gadeteater, der dukkede spontant op overalt i byen, eller spansk karnevalsstemning med Els Comediants, som siden kom til at åbne de Olympiske Lege i Barcelona, så var der en overstadig følelse af, at noget skelsættende nyt var ved at ske.

Mange visuelle teatre tog udgangspunkt i den fransk-inspirerede mimetradition fra Jacques Lecoq; de canadiske Les Enfants du Paradis var blandt eksperterne. Gruppen skulle siden vende tilbage som Carbone 14 – et af verdens førende danseteaterensembler.

Fools 1 blev også mange tilskueres første møde med Kirsten Dehlholms og Per Flink Basses Billedstofteater, hvis figurer skred gennem Københavns gader og skabte almindelig forundring. Ligeledes var Kraka med til at invadere gadebilledet, helst på stylter og med klar nordisk inspiration, og Tukak Teatret fra den danske vestkyst viste deres gennemførte kropsteater, baseret på Inuit-kultur og de første Dameattraktioner med Helger og Ryslinge, begge siden institutioner på den danske scene, bragte kvindehumor i front. Englands eneste sorte, professionelle ensemble, Black Theatre Company, leverede effektivt politisk teater, som siden blev inspiration for en hel generation af sorte teaterfolk i London (det var i øvrigt første gang et sort kompagni optrådte på en dansk scene!), Theatre on a String/Divadlo Na Provazku fra Tjekkoslovakiet, som skulle vende tilbage i 1983 i Together, var vores indgang til en ellers lukket verden, der bag jerntæppet rummede en ganske anden form for politisk teater.

Men ellers var det humoren, der bar programmet det første år, med det ustyrlige Cartoon Theatre Radeis, The Barneys fra gruppen Footsbarn Theatre og Parisiana fra Belgien, der indtog Rømersgade med deres besynderlige rekvisitter og omdannde stedet til en mellemting mellem en campingplads og et serveringsteater og fik publikum med på alt, og endelig Pocket Theatre fra Tjekkoslovakiet med deres fremragende teknik og naive humor. De finske Porquettas lod ane, at hvor der var spændende ny dans, var der også kvinder.

Byens åbne scener

Café Teatret i Skindergade var festivalens hjerte om dagen med billetsalg, møde med grupperne, videopræsentationer, en konstant strøm af mennesker. Saltlageret var fortsat med sit fleksible rum det foretrukne spillested for de større grupper, efterfulgt af Åben scene i Hannovergade, Københavns første dansescene, hvor Living Movement holdt til, Folkets Hus i Rømersgade, velegnet til cabaret, Fiolteatret og Café Teatret, som blev brugt til mindre forestillinger. Men også Glyptoteket og Nikolaj Kirke åbnede sine døre. Der var tæt kontakt mellem scene og publikum, men ofte også et beskedent teaterteknisk udstyr.

Intet spillested kunne rumme mere end 300 pladser; der var, hvor udfordrende det end var at bruge utraditionelle spillesteder, som telte, pakhuse og kirker, et udtalt behov for et par større scener. Amatørteatre og musikgrupper blandede sig med festivalens kunstnere. 40 forskellige grupper medvirkede i den improviserede Natcabaret i Folkets Hus i Rømersgade, hvor kunstnere også blev bespist. 200-400 mennesker satte hinanden stævne hver aften.

Gejst og tillid

At 15.530 tilskuere købte billetter til noget, de ikke vidste, hvad var, viste både et utroligt engagement og en enestående tillid. Ikke eet af de 32 kompagnier var prestigiøse navne, og mange var ukendte – også for arrangørerne! Marketingstrategi var endnu ikke blevet et værktøj, men mund til mund-metoden var sikker, positiv og hurtigere end selv internettet, samt udsendelse af fotokopierede løsark til de mange, der havde skrevet sig på lister ved de tidligere gæstespil. Fem dage inden festivalstart var der kun solgt en brøkdel af billetterne. En positiv og begejstret pressedækning lige før festivalens start gjorde udslaget. To dage efter var det næsten umuligt at opdrive en billet, bortset fra sortbørsen foran Café Teatret. Der var dømt kult med det samme.
__________________________________________________________________________________

“Det etablerede, offentlige, fuldt finansierede københavnske teater er ikke blot en økonomisk, administrativ ramme. Det er en sænkekasse, en gravklo, et forgyldt fuglebur, der har afskåret teatrets iltforsyning, rodnet, vidsyn… Derfor har Festival of Fools været en sand lise… for mindre end en halv mio. støttekroner har den stablet omkring 40 forskellige forestillinger på benene, der så godt som alle er gået for udsolgte huse.”
Flemming Berendt, Berlingske Tidende

“Ud fra to synspunkter må Festival of Fools karakteriseres som en uforbeholden succes: For det første og mest indlysende: publikums. Der har simpelt hen været udsolgt til festivalen, og det ikke bare 100%… Det tyveårige publikum markerede sin glubende – i det dagligt synligt utilfredstillede – teaterinteresse. Men også for arrangørerne, Streets’ Trevor Davies og Torben Schipper, har festivalen været en uindskrænket succes… at det har kunnet lykkes i alle led – fra indkvartering, lyssætning til billetsalg og afvikling – er en sportspræstation af de imponerende…”
Henrik Lundgren, Information
___________________________________________________________________________

PARADE

STORPARADE

JORDCIRKUS

JORDCIRKUS

HECTOR MALAMUD

BLACK THEATRE

BLACK THEATRE

TARTANA

BILLEDSTOFTEATRET

BILLEDSTOFTEATRET

BILLEDSTOFTEATRET

FOOLS 1
28. JUNI – 13. JULI 1980