Images of Africa 1991, 1993, 1996

Images of Africa var det første større kulturarrangement fra den tredje verden, som fandt sted i Danmark. Det blev en så overvældende succes, at det bragte euforien omkring den første Fools-festival i erindring. To andre ikke mindre succesfulde festivaler fulgte, og i 1998 oprettedes Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU), der videreførte de store, globale festivaler.

 

Der var flere spor, der ledte til denne store satsning på et nyt kontinent. Ønsket om at flytte grænser og præsentere kunst fra ikke-europæiske lande var lige så gammelt som KIT selv. I både Fools- og Dancin’ City-festivalerne var der således et markant antal kompagnier fra den ikke-europæiske kultur. En rapport, The Danish Image of Africa af Hans-Henrik Holm (Århus Universitet) fra 1987, udgivet som led i en større europæisk undersøgelse om den europæiske offentligheds billede af Afrika var en anden tilskyndelse. Rapporten viste, at danskernes billede af Afrika var særdeles ensidigt og domineret af negative billeder af sult, nød, kaos, korruption, diktatur m.v. KIT og en række ulandsorganisationer havde gennem deres kendskab til kontinentet en anden opfattelse, som de mente, det var muligt give videre. Images of Africa var således et redskab til både at skabe modbilleder og igangsætte en kulturel dialog, der kunne øge den generelle interesse for Afrikas kulturelle mangfoldighed.

 

I 1989 havde man en række drøftelser med Udenrigsministeriet/Danida ved informationschef Søren Dyssegaard. Såvel Danida som Det lange Udvalg skulle vise sig yderst positive. Man indvilligede i Danidas ønske om dels at gøre festivalen landsdækkende, og dels at lade den rumme en aktiv oplysningsdel. Hermed var grundlaget for festivalen skabt. Næste skridt blev at sikre sig medvirken af de tre kommuner, Københavns, Århus og Odense kommune. Danidas investering blev brugt som løftestang for at rejse yderligere offentlige som private midler. Den første festivals budget var på ca. 5,8 mio. kr., mens den tredje og sidste havde et budget på ca. 21,3 mio. kr., heraf tegnede Danida sig for 6,6 mio. kr. og internationale organisationer for 4,6 mio. kr.

 

Arrangementet blev således søsat i 1990 af KIT, som tog det formelle og økonomiske ansvar, og som sammen med ARTEs Programtjeneste og siden også Fagligt Forum – et netværk bestående af konsulener fra 24 forskellige ulandsorganisationer i samarbejde med Danida – gennemførte festivalen. I 1991 blev samarbejdspartnere udvidet med Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Ungdoms Fællesråd og Arbejderbevægelsens Internationale Forum og igen i 1996 suppleret af Kulturby 96 og Folkekirkens Nødhjælp, nu som en formel styringsgruppe med et koordinerende og økonomisk ansvar.

København var centrum for programlægning og policy, men både Århus og Odense havde helt fra starten i 1991 selvstændige festivaler og sekretariater, ledet af henholdsvis Århus kommunes kulturelle forvaltning og Gadesjakket i Odense. I 1993 blev yderligere 18 byer, herunder Aalborg, Sønderborg, Næstved og Rønne, involveret med en eller flere dages arrangementer. I 1996 deltog 45 byer i Images of Africa, som nu var vokset til at være verdens største samlede præsentation af kunst og kultur fra Afrika.

 

Fra det sorte Afrika til diasporaen

Festivalerne omfattede dans, musik, teater, bildende kunst, fotografi, aktiviteter for børn og unge, film, markeder, medieprojekter, og en lang række dialogaktiviteter i form af møder og konferencer.

Der var en geografisk og tematisk udvikling igennem de tre festivaler. Den første Images fokuserede på det sorte Afrika, syd for Sahara, den anden inddrog det arabiske Nordafrika, mens temaet i 1996 var Afrika og Verden med den såkaldte afrikanske diaspora som nyt omdrejningspunkt.

 

Der blev satset stærkt på børne- og ungdomsprogrammer, men selv om programmet i 1996 var fire gange så stort som det i 1991, kunne det alligevel ikke dække behovet.

Markederne i alle tre byer var en anden vigtig satsning, og en fin måde at nå et nyt publikum på.

Riter og rap

Images-festivalerne markerede verdensmusikkens indtog i Danmark, hvilket fik afgørende betydning for musiklivet i Danmark. De tre festivaler gav et enestående indblik i afrikanske musiktraditioner historisk såvel som geografisk.

 

Fra store koncerter i Pumpehuset og Torpedohallen til husorkestre i Spejlteltet. Fra traditionel musik, som Albert Ssempeke & Master Musicians of Uganda, Chopi Timbila fra Mozambique, Stella Chiweshes rene Shonasange og mbira klange, Hukwe Zavose & Wagogo Women, til hiphop fra Senegal og kwaito med Prophets of the City fra Sydafrika, ekspert i antivold edutainmentkoncerter. Sydafrika leverede også både mbaqanga-rytmer med Mahlathini & Mahotella Queens, soul med The Soul Brothers, jazz med African Jazz Pioneers. Fra Zimbabwe kom Thomas Mapfumo og det store hit Black Umfolosi med a cappellasange og stammedanse.

 

Vestafrika var i høj grad leverandør af de helt store afro-popstjerner, som Youssou N’dour og Salif Keita, der gav en uforglemmelig intens koncert i Pumpehuset, og ikke mindst Angelique Kidjo, det mangehovede talent, der skulle gæste Danmark mange gange siden. En anden stor aften i Pumpehuset var Nigerias Femi Kuti og hans 12 mand store band og jazz-giganten Manu Dibango i Torpedohallen. Fra Zaire kom fremtrædende soukous-stjerner, som Sam Mangwana og Mose Fan Fan.

 

Fokuseringen på Nordafrika i Images 1993 resulterede i koncerter, der spændte fra traditionel musik med Master Musicians of the Nile, Ali Hassan Kubans nubiske sang og dans, og ikke mindst raïmusikkens prins Cheb Mami og senere dens konge Khaled.

Blandt de mange stærke kvindestemmer var Oumou Sangare fra Mali og Cecelie Kayirebwa fra Rwanda og ikke mindst den forrygende a cappellagruppe Zap Mama fra Belgien/Zaïre med et ekletisk nutidigt program, som fik publikum til at storme Christians Kirke.

 

Men højdepunkter var også at finde i Natcabareten. Det første år blev den afholdt i Kanonteltet, hvor de dansende kastede sig euforisk ud på gulvet, omsluttet af Jørn Stjerneklars lyd-diasshow. Samme euforiske stemming opstod aften efter aften i Spejlteltet i Fælledparken. Hvilket privilegium at kunne danse til husorkestre som Malis Super Rail Band, Afrigo Band fra Uganda eller Oliver Mutukudzi fra Zimbabwe eller African All Stars med Tchando, Afro Moses og Ayi Solomon for slet ikke at tale om den begejstring, der opstod, når de store stjerner pludselig lagde vejen forbi Spejltelte og fik sat såvel lyd som stemning endnu en tak i vejret.

Masai-hop og ny afrikansk dans

18 Kisongo-masaier “hoppede sig til skønhed og løftede kuplen i Østre Gasværk… og publikum gik derfra med forklarede øjne og på svævende fjed”, som Michael Bonnesen skrev i Politiken. Wodaabe-folket fra Niger, hvor det er mændene, som sminker sig i konkurrence om kvindernes gunst, og Troupe Touarègue Allar, Saharas blå folk, var andre smukke og livsbekræftende møder med den traditionelle dans.

 

De umådeligt populære Ballets Africains, som først væltede Albertslundhuset og siden Cirkusbygningen, tegnede et andet billede af afrikansk dans, nemlig showmanship når det er bedst og mest virtuost: komplekse polyrytmer, rigt varieret koreografi og et pragtopbud af kostumer. Samme dynamik omend mindre i format var Tambours de Brazza fra Congo og Wofa danse- og percussiongruppe fra Guinea, mens det 30-mand store Ghana Dance Ensemble viste både en Grand Durbar procession i Københavns City og et dansedrama i Kanonhallen.

 

Det var ligeledes Ghana Dance Ensemble under ledelse af Francis Nii-Yartey, der sammen med The Caribbean Dance Company of the Virgin Islands skabte det storslåede dansedrama Musu – Slavernes fortælling med scenografi af Ves Harper og musik af Nana Danso Abiam fra Pan African Orchestra. KIT gik for første gang ind som producer af koproduktionen, som tog udgangspunkt i den danske “trekanthandel” på Afrikas Guldkyst.

 

Men den afrikanske dans var ikke kun etnisk eller traditionel. Igennem alle tre festivaler var der nye bud på en samtidig afrikansk dans. Germaine Acogny fra Senegal og Elsa Wolliaston med kenyanske rødder, to pionerer i ny afrikansk dans, lagde ud i 1991, efterfulgt af den kun 23-årige tunesiske Imed Jemaas rene, følsomme og prisbelønnede Nuit Blanche og af det sydafrikanske afro-fusion-kompagni Moving into Dance med bl.a. Vincent Mantsoes første og ligeledes prisbelønnede Gula Martari. Disse koreografer bidrog alle til at skabe international opmærksomhed omkring en ny, stærk afrikansk dans, som vi i København siden så fuldt udfoldet i Dancin’ World.

En tuareg gifter sig med en pygmæ

Kun i Sydafrika dyrkes teatret i den form, vi kender det. The Market Theatre – flagskib siden apartheidstyret – leverede med Starbrites endnu et morsomt, hjertevarmt og socialt slagkraftigt indblik i det nye Sydafrika, mens Handspring Puppet Theatre Company i William Kentridges instruktion viste en multiemedie-fortolkning af Faust-legenden, der måske på grund af sproget ikke blev det hit, den havde været i Jo’burg og London. Og Amakhosi fra Zimbabwe viste politisk teater, der både var oplysende, musikalsk og morsomt.

 

Til gengæld skortede det ikke på musical-lignende shows. Både Souleymane Kolys mangeårige arbejde med unge fra Abidjans slumkvarterer, som mundede ud i den farverige Koteba Ensemble, samt multitalentet Werewere Liking og hendes 40 mand store Ki-Yi trups panafrikanske musical. En tuareg gifter sig med en pygmæ med musik af Ray Lema, på en gang opera, musical, dramatisk teater og politisk satire, var overbevisende eksempler på genren.

Fra voodoo til abstrakt maleri

Images of Africa lagde stor vægt på den bildende kunst, ikke mindst på fotografi, omend medierne ikke altid var opmærksomme på, hvilke perler en række af udstillingerne indeholdt.

 

Der blev lagt stærkt ud med Ny Afrikansk Billedkunst, der kom fra den skelsættende Les Magiciens de la Terre-udstilling i Paris, med fem moderne kunstnere, der siden har opnået stor international anerkendelse: Cyprien Tokoudagba fra Benin, Cheik Ledy og Moke begge fra Zaire, Esther Mahlangu fra Sydafrika og Ekong Emmanuel Ekefrey fra Nigeria. Udstillingen fandt sted i Rundetårns store udstillingsrum, som året efter rummede først seks kunstnere fra Essouira, Marokko, Karavanernes Havn, bl.a. Mohamed Tabal og Maimoune Ali, formidlet af den i Marokko bosiddende kunstkender Frédéric Damgaard, og siden kunst fra det sydlige Afrika Det kreative oprør med bl.a. Willie Bester og endelig i august tre af Senegals ypperste moderne billedkunstnere. I 1996 var Rundetårn ramme om otte billedkunstnere, der har præget de sidste 10 års afrikansk kunst, bl.a. Cheri Samba, Frédéric Bruly Bouabré og en særlig installation, skabt til Rundetårn af Georges Adeagbo, som fik sit internationale gennembrud på Documenta i Kassel i 2002.

 

Images of Africa-udstillingerne fik i 1996 en prominent plads. Dels med tre udstillinger på Nationalmuseet med voodoo som tema. Face of the Gods udstillede moderne og traditionelle voodoo altre, skabt af nulevende kunstnere, et specielt fremstillet telt, fremstillet af et kunstnerkollektiv i Abomey i Benin, som rummede moderne voodooinspireret kunst, blev sat op i gården, mens fotografen Pierre Verger i fotos skildrede voodoo-kulturens ritualer. Og dels med tre separate udstillinger under fællestitlen Mur og rum i Øksnehallen, bl.a. Bodys Isek Kingelez’ arkitekturvisioner i pap og papir, Ndebele-fotos af Margaret Courtney-Clarke og et arbejdende værksted ved de to Ndebelekunstnere Franzina og Angelina Ndimande fra Sydafrika. En lille perle var desuden Nja Mahdaouis kalligrafier, ren plastisk form af universel værdi.

På forkant med afrikansk fotografi

I kølvandet på den første Images of Afrika i 1991, hvor syv danske fotografer, Marianne Grøndahl, Heine Pedersen, Nana Reimers, Kissen Møller Hansen, Michael Daugaard, Jørgen Schytte og Jørn Stjerneklar, viste deres syn på Afrika ved en udstilling i Rådhushallen, opstod ønsket om at se afrikanske fotografers billeder af deres egen virkelighed. Afrikansk fotografi var på det tidspunkt stort set et ubeskrevet blad i Vesten. Derfor udskrev KIT i februar 1993 en fotokonkurrence for afrikanske fotografer. Den første af sin art, ikke kun i Danmark. Der blev sendt information ud via alle tilgængelige kanaler.

 

I flere måneder skete intet, men så begyndte det pludselig at vælte ind med billeder. De 100 bedste blev udstillet i Kanonhallens Foyer. Førsteprisen gik til Aristide Esso fra Cameroun, og sydafrikanske Peter Magubane løb med publikumsprisen. Konkurrencen blev også afsættet til fem udstillinger i 1993 med værker af udvalgte afrikanske fotografer, Senegals legendariske portrætfotograf Mama Casset, fire yngre senegalesiske fotografer, Rotimi Fani-Kayode, Bouna Medoune Seye, Ousmane Ndiay Dago og Djibril Sy, tunesiske Jellel Gastelis Tanger-billeder, farveportrætter fra Tanzania af John Kiyaya og i Nationalmuseets forhal billeder af tre unge og to ældre fotografer fra Mali, Alioune Bâ, Django Cisse, Racine Keïta, Malick Sidibé, der i 2003 fik Hasselbladprisen, og Malis mesterlige portrætfotograf Seydou Keïta.

 

I 1996 blev denne satsning fulgt op af yderligere seks udstillinger i København, herunder iscenesat fotografi af Samuel Fosso fra den Centralafrikanske Republik, billeder af Santu Mofokeng om hvordan sorte mennesker ser sig selv, og af Ingrid Hudson, begge fra Sydafrika, Hamadou Bocoum fra Mali, hvis portrætfotos kom frem takket være den danske fotograf Svend Erik Sokkelund, der i forlængelse af fotokonkurrencen havde fortsat sin research, samt fotos fra bogen Images of the West, hvor afrikanske fotografer gav os deres syn på Vesten.

Images of Africa var tidligt ude i forhold til afrikansk fotografi, parallelt med franskmændene, som netop i disse år opdagede deres gamle koloniers fotografiske skatte. Der udviklede sig senere et samarbejde, bl.a. i forbindelse med fotobiennalerne i Bamako (fra 1994), som også har været afsæt for en fortsat varm linje mellem Sokkelund og vestafrikansk fotografi.

 

Forfatterstjerner og politisk dialog

Sideløbende med alle disse synlige manifestationer på scene og i gallerier løb en lang række møder, seminarer, workshops og konferencer, samlet benævnt som dialogprogram. Dette program blev udviklet og afviklet af Fagligt Forum og siden af en lang række ulandsorganisationer og andre NGO’er. I forhold til de første festivaler blev dialogprogrammet, ligesom børne- og udstillingsprogrammet, opprioriteret i 1996. Prominente forfatternavne som, Wole Soyinka, Chinweizu, Sony Labou Tansi, Henri Lopez, Buchi Emecheta, Tahar Bekri, Werewere Liking, Nuruddin Farah, Nawal El Saadawi, kastede ikke kun glans over forfattermøderne, men bidrog til at gøre de mange seminarer og konferencer om aktuelle emner som Afrika i den nye verdensorden, Køn og Kontinente, til vægtige debatter. Et andet vigtigt input kom fra de 17 journalister, der i 1993 og 1996 blev tilknyttet en række dagblade og radio og tv-stationer i en 3-ugers periode. Dialogprogrammet i 1993 blev i øvrigt udgivet som en rapport, der blev sendt til den af UNESCO nedsatte Verdenskommission for Kultur og Udvikling. I 1996 var antallet af møder og konferencer vokset til ca. 50, suppleret med en snes såkaldte forsamlingshusmøder i hele landet. Temaerne var blevet tiltagende aktuelle og derfor i stigende grad med til at sætte dagsordener, samtidig med at kritikken fra afrikansk side, ikke mindst takket være de inviterede journalister, blev formuleret og diskuteret.

Images of Africa, med hvilket resultat?

Images of Africa bidrog til at bane vejen for en række afrikanske kunstnere. Den nye afrikanske dans i København blev bemærket af andre europæiske arrangører. Mange musikbands blev inviteret tilbage til Danmark, men nu på samme kommercielle vilkår, som gælder for andre musikere. Adskillige af billedkunstnerne og fotograferne, som Images of Africa havde præsenteret, er i dag globalt anerkendt. Documenta i Kassel vidst i 2002, altså 6-8 år senere, en lang række af de kunstnere, som IoA havde præsenteret (bl.a. takket være et tæt samarbejde
med internationale kuratorer). Man kan vælge at konstatere, at IoA på mange kunstnere i de toneangivende globale cirkler fortsat sker meget langsomt.

 

Festivalerne brød også med vores opfattelse af, hvad der er moderne (= vestlig), og hvad der er traditionelt (= ikke-vestligt), hvad der dans, og hvad der musik. Mange afrikanske musikere og dansere sprang ubesværet mellem landsby og storby, mellem fortidens ritualer og fremtidens koreografi, mellem det afrikanske og det europæisk. Alt sammen ganske foruroligende for traditionelt tænkende mennesker, der synes, at verden kan sættes på enkle formler.

Som et forum for afrikanske kunstnere var festivalen skelsættende. Mange kontakter blev skabt, ikke alene til nordiske kolleger, journalister, samarbejdspartnere, men også indbyrdes. Syd-syd dialogen iværksatte nye netværk, bl.a. blandt journalister – netværk, der alt andet lige var mere afgørende for at kunne opbygge en stærkt netværk af kunstnere og kulturfolk på det enorme kontinent.

 

Efter tre år var det også slut med Afrika. Hvad blev der af de mange kontakter, den tillid, der var bygget op, og den utrolige mængde information, der forelå? Hvad blev der af de mange engagerede danske journalister og mediafolk, som i deres helhjertede opbakning af festivalen fik ny indsigt i andre kulturer? Og hvad skete der med det publikum, der fik sin nysgerrighed stimuleret, men ikke mættet? Her lå et dilemma – jo større en succes er, desto mere problematisk er efterspillet – der var ikke umiddelbart nogen til at følge op på det, der var sat igang. Og dog… Der kom jo et vigtigt konkret efterspil, et politisk initiativ, til at oprette et selvstændigt kulturformidlingscenter for at videreføre det arbejde, som festivalerne havde igangsat. Udenrigsministeriet kvitterede med andre ord for den
massivt øgede interesse for, opmærksomhed omkring og forståelse for det afrikanske kontinent ved at finansiere oprettelsen af Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU) i 1998 som en selvstændig institution med fast ansættelse af nogle af de medarbejdere, der have været knyttet til Images-festivalerne. Fra en projektbevilling på 1,5 mio. kr i 1996 afsættes der nu årligt 25 mio. kr. til centret; græsrodsetikken blev udskiftet med normale normeringer. Fokus blev som oprindeligt planlagt rettet mod andre kontinenter, hvilket også betød, at dilemmaet omkring opfølgningen på Afrika-festivalerne fortsat består.

 

På regeringsplan blev der taget skridt til at anerkende kulturen som en altafgørede del af udviklingsstrategien og gøre op med tanken om, at udvikling er lig med økonomisk vækst, således som det var blevet formuleret i UNESCOs rapport fra 1995 Our Creative Diversity, men en egentlig slagkraftig politik på området blev aldrig formuleret. En frustrerende ventetid, særligt set i lyset af de
seneste års begivenheder.

Images of Africa var en festival, der i kraft af de mange lag og dimensioner var et yderst kompliceret og mangefacetteret projekt, svært at styre og endnu sværere at forklare. Men Images of Africa formulerede ikke desto mindre en model, der evnede at forbinde hjertet med hjernen, det abstrakt globale med det personligt oplevede, de professionelle med græsrødderne, noget som kun sjældent er lykkedes andetsteds. Det lykkedes også at nå langt ud over et snævert publikum og en allerede overbevist hovedstadspresse. Der blev skabt en kulturdebat, som var yderst relevant i tider, hvor alle skulle forholde sig til den globale virkelighed – og ikke så mange år efter til Jihad vs. McWorld.

________________________________

“Virkelighedens Afrika er så overvældende, at den skygger for resten af kontinentet med dets rige kulturer, som Vesten altid har haft svært ved at anerkende, fordi de gik på tværs af vore fordomme…De afrikanere, der kæmper for at få kontinentet på benene, har ikke blot brug for vor hjælp, men også for vor respekt for deres kulturer. Images of Afrika-festivalens arrangører har forstået det. Heri ligger festivalens sande værdi. Men dermed være ikke sagt, at det er forbudt at more sig.”
Herbert Pundik, Politiken (1991)

 

“Afrika-billeder… Så hvad venter vi på, slip energien og fantasien løs og lad os kaste os over ministre, tv-direktører, forlæggere, pladesmede, filmimportører, redaktører og andre for at få forbedret kulturudbuddet herhjemme. Lad os selv gøre noget. Hvem ved, det kan måske oven i købet være, at dansk kultur bliver mere spændende af det…”
Leder i Information (1991)

 

“Det er nået dertil, at man kunne sætte to mælkemænd til at løbe på rulleskøjter i Kanonhallen: Folk ville storme billetsalget alligevel. Denne festival har en sneboldseffekt, den bliver større, jo længere den ruller… Og denne usentimentale nysgerrighed vil på længere sigt vise sig mere frugtbar end hungerkampagner og støttekoncerter.”
Michael Bonnesen, Politiken (1991)

 

“Midt i den københavnske teaterverdens alt for velkendte bedrøvelighed opleves for tiden et pust af begejstring. Publikum strømmer til sæsonens hidtil dristigste eksperiment, Images of Africa (…) men under den nye lov… falder tipsmidlerne væk – også i årets første halvår – altså før den den nye lov er trådt i kraft. KIT havde kalkuleret med et halvt års tipsstøtte og har nu set sig nødsaget til at afskedige medarbejdere… Må vi bede om lidt kulance, fru kulturminister [Grethe Rostbøll]”
Leder i Politiken (1991)

 

“Images of Africa har udgivet en bog, hvor afrikanske forfattere og fotografer på hver deres måde beskriver deres kontinent. Bogen Afrika, Afrika, gør netop en dyd af, at den viser brudstykker fra et kontinent, der er meget mere en helhed i vores – europæernes – bevidsthed end i afrikanernes. På den måde afspejler den på fornem vis hele festivalens budskab.”
Henrik Fisker, Kristeligt Dagblad (1993)