POÉTIQUE DE LA VILLE – Groupe Dunes
Islands Brygge v. Silo52 // 05.-12.08.2007 kl. 21-02
Groupe Dunes’ urbane lysinstallationer er ikke almindelige. Deres landskab midt mellem film og virkelighed får steder uden karakter til at forvandle sig til intense oplevelsesrum.
Groupe Dunes arbejder med mange lag, der hele tiden forandres. Om det er gennem flygtige lyde fra Beijing, billeder fra New York eller indtryk fra Marseille – deres hjemby – suspenderes vi i et ingenmandsland, som vi kender så godt, men som alligevel er både surreelt og uvirkeligt.
Det er tydeligt at det er koreografer, der står bag. Som oplevere bliver vi deres dansere i en scenisk transformation, hvor lysskift, orientering og rytmisk puls skaber vandringer gennem bjerge af byggeaffald, filtrerende skærme, det sorte vand og de massive mure om den dødsdømte Silo52. Det er hele storbyens natteliv vi her får lov at glide ind i gennem de glimtvise indtryk fra installationen.